16 spørgsmål og ting jeg tit for af vide som autist

Jeg ved ikke om jeg har lavet et indlæg som dette før, så nu gør jeg det. Jeg får mange forskellige spørgsmål, og jeg kan godt lide, når folk interesserer sig for autisme. Det betyder jo, at de vil vide mere. Det jeg ikke kan lide, er når spørgsmålene får en slags fordomsfuld tone, hvilket det nogle gange lidt kan lyde som om.

Men .. du ligner jo ikke en autist?

Jeg ved ikke om det er et spørgsmål eller ej, men i hvert fald er det noget underligt noget at sige. Autister ser ikke ud på bestemte måder. De er forskellige ligesom folk uden autisme er forskellige. Det er her man godt kan få lyst til at spørge, hvordan de mener, en autist ser ud.

Hvorfor har du autisme?

Det ved jeg ikke! Men min umiddelbare idé er, at nogen i min familie har eller har haft autisme.

Gider du ikke at have venner?

Selvfølgelig vil jeg have venner. Det er bare meget hårdt for mig at være social hele tiden. Det kræver meget energi at forberede sig til at være sammen med folk - og endnu mere energi kræver det rent faktisk at gøre det.

Blev du mobbet i skolen?

Ja, da jeg gik i de små klasser.

Er det ikke bare teenageproblemer? Der er jo så mange, der har noget nu om dage.

Nej, det er bestemt ikke teenageproblemer. Jeg blev diagnosticeret da jeg var 7 år. Og jeg tror, at grunden til at der er så mange med psykiske problemer "nu om dage" er fordi psykologerne er meget dygtige.

Har du specielle evner?

Altså, jeg kan hverken flyve eller trække vejret under vand, men jeg har en god hukommelse indenfor bestemte emner. Jeg vil ikke kalde det en evne, for det er jo ikke noget ekstremt. Der er også mange mennesker uden autisme, som har gode hukommelser.

Er du autist fordi du blev misrygtet som barn?

Som sagt ved jeg ikke, hvorfor jeg er autist, men jeg kan hurtigt udelukke, at det er fordi jeg blev misrygtet. For jeg blev ikke misrygtet! Jeg havde/har en rigtig god og tryg barndom.

Har dine forældre et misbrug?

Nej!

Tager du medicin for autisme?

Nej, det gør jeg ikke. Men nogen gør, og det er også fair nok.

"Ærligt, så tror jeg at autisme er noget medicinalindustrien har fundet på for at sælge medicin"

Ikke et spørgsmål, men jeg hører den tit, så den skulle nævnes. Nej, det tror jeg ikke .. det der lyder for mig mere som en konspirationsteori, og hvis man tror på den slags teorier kan man ligeså godt tage sølvpapirshatten på med samme.

Er du retarderet?

Nej, men nogen autister er. Vi er alle forskellige, der er ikke en autist der er ens.

Har du tics?

Ja, men ikke i et voldsomt omfang. Jeg flapper med hænderne, blinker med øjnene og rynker øjenbryn.

Kan du ikke holde ud at have bestemt tøj på?

Jeg kan holde ud at have rigtig meget tøj på, dog med begrænsninger. Jeg kan ikke holde til at have trøjer og kjole på, hvor halsen går for langt ned, da jeg fryser meget nemt. Striktøj er heller ikke mig medmindre jeg har noget indenunder, da jeg synes det kradser.

Kan du læse folks intentioner?

Slet ikke! Men i modsætning til mange autister, tror jeg det værste om andre, hvilket tit forhindrer mig i at få venner. Det gode ved det her er så, at jeg er svær at narre.

Er du et ordensmenneske eller et rodehoved?

På nogle områder er jeg et rodehoved og på andre er jeg det største ordensmenneske der findes. Mit værelse er meget rodet, men jeg ville aldrig i mit liv kunne holde ud at være i et roddet køkken i ret lang tid.

Har du rutiner og ritualer?

Rutiner? Nej. Ritualer? I den grad! Meget planlægning gør jeg i hovedet, så jeg bryder mig ikke om, når man nærmest planlægger for planlægningens skyld, men jeg har ritualer jeg er nødt til at gøre for at kunne "fortsætte" til næste skridt, hvis man kan sige det sådan. Jeg kan ikke sove før jeg har tjekket ovnen og døren 4 gange.

Når autismen bliver min fordel

Oftest hører man om de negative sider af autisme, hvilket jo også er dem, man nok lægger mest mærke til, da det er dem der gør, at man er anderledes end andre. I mit tilfælde er jeg ked af, at der er mange ting, jeg nok ikke kan på samme niveau som andre - socialisere, være i områder med høj larm og stærk lugt eller steder med mange mennesker på lidt plads. Ting som disse kan give mig kaos i hovedet og nedsmeltninger, så jeg måske først bliver frisk dagen efter. På trods af dette, kan jeg alligevel ikke sige, at jeg vil leve uden autisme. Hvorfor ikke? Fordi jeg aldrig har prøvet. Det ville da være uhyggeligt at udsætte sig selv for noget ukendt og uhyggeligt, der måske vil ændre en masse ting ved en. Måske vil min personlighed, mine interesser, mine holdninger eller måske min intelligens blive ændret, hvis jeg blev kureret for autisme. Måske ville jeg inderst inde blive et helt andet menneske? Jeg tror jeg har skrevet om det før, men jeg kan kun blive ved med at skrive det. Som autist ønsker jeg ikke at blive kureret. Jeg ønsker ikke at "normal", for måske vil det have bekostninger. Og jeg kender mange autistiske personer, der siger det samme.

For mig kan autisme være en fordel, selvom det lyder ret underligt. Jeg er meget dårlig socialt, men til gengæld er jeg ekstremt skeptisk, hvilket gør mig i stand til hurtigt at vurdere, om folk lyver. Selvom jeg tit gætter forkert, og folk overhovedet ikke lyver i modsætning til hvad jeg tror, føler jeg stadig, at det er betryggende at være skeptisk og pessimistisk. Jeg føler lidt, at det er en slags beskytter for folk og ting, der vil mig noget dårligt. Det er selvfølgelig trist at tro, at alle mennesker vil en noget skidt, men for mig hjælper det. 

Mange piger i min alder døjer med kæresteproblemer og idéer om, at drengene ikke elsker en tilbage, hvis man elsker dem. Fordi jeg er pessimistisk og skeptisk som person har kærester aldrig sagt mig noget. Faktisk synes jeg bare, at kærlighed er irriterende og ligegyldigt. Jeg forstår ikke, at folk går så meget op i det. Jeg ser det lidt som en fordel at jeg er så afvisende, da efter hvad jeg lægger mærke til ser ud som om, at kærlighed leder til, at man gør en masse ting, der slet ikke giver mening. At man begynder at tænke på en svævende, naiv måde, hvor man nærmest glemmer at tænke på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre.

Autisme bliver min fordel og min ulempe med hensyn til hukommelse og intelligens. For på visse områder er jeg meget intelligent, men kommer det til det f.eks. det sociale eller det kropslige, der jeg meget bagud for min alder. Jeg har meget dårlig balance og jeg kan knapt nok gribe en bold. Til gengæld er jeg ret god til skolearbejde, hvilket jeg ser som en klar fordel. 

Så på den måde har jeg fordele med min autisme. Jeg har også ulemper, men det var ikke meningen med dette opslag. Meningen var at gøre folk mere og mere opmærksomme på, at det ikke er kuren, man skal prøve at finde, men plads til, at man kan være autist uden at blive set som et sygt eller handicappet menneske som er til besvær. Bare som en person, der har det svært med forskellige ting.

"Så få mig dog væk fra det her!"

Jeg ved ikke, hvor mange autister der kender til at tænke sådan inde i hovedet. Måske tænker folk uden autisme det samme, men jeg tror nok ikke, at jeg forbinder det samme måde, som andre gør. For jeg har nemlig tics, og på visse tidspunkter er det temmelig tydeligt. Jeg kan ikke selv gøre for det, og som regel tænker jeg ikke over det.

Man kan næsten ikke se på mig, at jeg har autisme. Det, der får mig til at skrive næsten er, at jeg som sagt får tics, der kan komme i forskellige former og "typer". Dem jeg får mest, er nok tics i ansigtet, hvor jeg enten laver himmelvendte øjne, laver store øjne eller rynker øjenbryn. Det er ikke noget, der irriterer mig specielt meget, for det føles slet ikke så anstrengende. Måske er det bare anstrengende for andre at være i nærheden af, at det himmelvendte øjne f.eks. godt kan lede til mange misforståelser.

Den anden type tics jeg har, ja det er lidt svært at forklare, men det kan somme tider føles ulideligt og anstrengende. Man tænker virkelig "Så få mig dog væk fra det her!" Jeg har lært at tone ned for den slags tics efterhånden som jeg er blevet ældre, så jeg kun gør det, når jeg er alene eller sammen med nogen, der forstår det. Den anstrengende form for tics jeg får, er typisk hvor jeg bevæger hænderne op og ned, nærmest som om jeg flapper med dem. Nogle gange kradser jeg på mig selv, hvilket typisk er på mine arme eller mine håndflader. Det er ikke fordi jeg laver selvskade, men fordi jeg har tics, jeg ikke selv kan styre. Det er jo bevægelser, jeg ikke selv kan styre. 

Grunden til, at det er så ulideligt anstrengende, er nok på grund af den følelse, man får i kroppen. Det er som om, at hele kroppen spænder, og man får sådan et underligt sus i hele kroppen, der lidt føles som en ikke-sjov version af, man bliver rundtosset eller når det kilder i forlystelse i en forlystelsespark. Man tænker inde i sit hoved, at man virkelig har lyst til at stoppe med det. Man tænker "Det her er ikke normalt!", men uanset hvor meget, man tænker det, så hjælper det ikke. Faktisk, kunne jeg ligeså godt lade være med at tænke, så lidt effekt har det. Følelsen er så ubehagelig, at man tænker, at man ville ønske man sov eller sådan noget. 

Det er selvfølgelig ikke alle autister der får tics, men jeg gør, og jeg vælger at skrive om det, fordi det er en stor del af min dagligdag. Faktisk er det et problem, jeg tager meget seriøst. Jeg øver mig i at stoppe med at få tics, selvom det nærmest er umuligt. En god måde at få de anstrengende tics væk, er ved at skrive på tastatur. Det gør jeg ofte, men det resulterer så også i, at jeg skriver ekstremt hurtigt. Min mor har tit spurgt, hvordan det var muligt for mig at skrive så hurtigt på tastatur. Jeg tror egentlig bare, at det er fordi jeg har gjort det så mange gange, men selvfølgelig også en kombination af, at jeg måske får tics samtidig.

At ligne en person med autisme

Jeg har ofte været ude for, at når jeg fortæller folk, at jeg har autisme, kigger de undrende på mig og siger - "jamen du ligner jo ikke en autist". Jeg forstår til dels ikke, hvorfor de skriver sådan, for det er vel meget sjældent, man direkte kan se på folk, om de har autisme. Nu har jeg gået på specialskole og går i specialklasse nu, og jeg føler godt, at jeg kan finde nogle fysiske kendetegn hos autister, som jeg sikkert også selv har til en vis grad.

Men hvordan ligner man så en autist? Jeg tror ikke, at der findes en decideret måde at ligne en autist på. Alle dem jeg har kendt, så jo meget forskellige ud. Nogle få havde da fællesstræk, også fysisk, men det er jo ikke nødvendigvis negativt. Jeg har f.eks. lagt mærke til, at mange autister bruger briller - det er ikke en udtalelse jeg kommer med, for at dømme. Jeg er selv autist, og bruger sjovt nok briller. På Firkløverskolen hvor jeg gik, brugte rigtig mange af eleverne også briller. Igen, jeg siger ikke, at alle autister bruger briller, det er bare et træk jeg har lagt mærke til.

Men for at komme tilbage til det der med at ligne en autist eller ej, så tænker jeg lidt .. hvordan mener de, at man ligner en autist? Med den undren de har i ansigtet når de spørger, kunne man godt få den dårlige tanke, at de måske tror, at autister ser underlige ud i forhold til andre. For det indtryk har jeg ikke selv - men det skal jeg jo ikke kunne sige, da jeg selv har autisme.

Men der kan vel være mange grunde til, at de tænker sådan. Måske har de selv kendt nogen med autisme, og de kan huske, hvordan de så ud og hvordan de opførte sig. Alle autister er jo forskellige, så at sige, at man decideret kan ligne en autist - det virker ret underligt for mig. Men på den anden side - jeg kan ikke rigtigt bebrejde dem at have fordomme om autisme, når det bliver stillet op i medierne på den måde, som det gør. Det er altid ekstremt kloge mennesker, de viser eksempler fra, når de fortæller om autisme - eller også er det folk der slet ikke kan noget selv. Måske er det endda voldelige personer de viser. Og ja, de ekstremt kloge, dem der ikke kan noget selv og de voldelige .. det er da en virkelighed, og sådan er der måske autister der er, men bestemt ikke alle! 

Planlægning for planlægnings skyld

De fleste autister kan godt lide at have en klar plan. Nogen har måske planer og instrukser for, hvordan de skal gøre i forskellige situationer. Men på det punkt kan jeg i den grad mærke, at jeg er atypisk autist og ikke typisk.

Jeg kan generelt godt lide at have en overordnet plan hvis noget stort skal ske, men ellers tager jeg det mere som det kommer. På min gamle skole, Firkløverskolen brugte de meget piktogrammer, hvilket jeg egentlig syntes var mere til forvirring end til gavn. 

Jeg bliver forvirret, når der skal planlægges. Jeg kan ikke finde ud af det - et fremragende eksempel var dengang jeg skrev projektopgave i 9. og 10. Hver dag, da dagen var overstået skulle jeg skrive, hvad jeg skulle lave næste gang. Altså som en slags logbog. Jeg blev ved med at tænke "hvorfor i al verden skal jeg dog det? Jeg finder nok ud af i morgen, hvad jeg skal lave" - og det værste var, at hvis jeg ikke skrev logbog, ville det trække ned i karakter. 

Jeg har som regel altid styr på, hvad jeg skal lave i mine opgaver alligevel. Måske bliver det lavet i sidste øjeblik, men det bliver præcist og jeg får det gjort. Hvorfor skal jeg så lave en detaljeret plan, som jeg hverken kan overskue at lave eller at følge? Nogle gange får det mig lidt til at tænke, om det ikke bare var "planlægning for planlægningens skyld" - altså, jeg kunne have skrevet projektopgave i de lange, 20 minutter jeg brugte for at stirre ud i luften fordi min hjerne ikke kunne rumme at lave en plan.

Selvfølgelig kan jeg godt lide orden og struktur. Det holder jeg da meget af - men alt med måde, tænker jeg. Jeg kender mange folk der også laver pakkelister, når de tager på ferie. Jeg får hovedpine ved tanken! Det ville jeg aldrig kunne holde til. Jeg kan altid huske inde i mit hoved, hvad jeg skal have med, og det er faktisk sjældent, jeg glemmer noget. 

Det er fair nok, at mange mennesker godt kan lide planlægning, og jeg kan også i et vis omfang. Bare jeg slipper for at stå for den, og bare planlægningen ikke er for omfattende! Jeg har faktisk aldrig mødt andre autister, der har det på samme måde - måske gør jeg en dag?

At tabe ansigtet

At tabe ansigtet er en vending, der stammer fra Kina. Det betyder, at man bliver flov på sin eller andres vegne. Hvis man føler, at man på en eller anden måde har ydmyget sig selv eller nogle andre, og det går ud over en selv. Jeg kommer ikke fra Kina, men jeg kender stærkt til "at tabe ansigtet". 

At tabe ansigtet for mig kan ske på forskellige måder. Hvis jeg opdager, at nogen andre gør noget - f.eks. bagtaler en anden, og jeg ikke ved, hvad jeg skal sige, og jeg bare ignorerer det. En dag, kommer en lærer og spørger mig, om jeg har hørt nogen bagtale en anden, og jeg siger nej. Der taber jeg ansigtet, for det er jo ydmygende for mig at må lyve, og også meget forkert.

Det kan også være, hvis jeg starter med at sige noget, en person spørger ind, og jeg har ikke lyst til at uddybe svaret. Ydmygende, og jeg taber ansigtet. Det sker tit for mig. Måske fordi jeg har autisme og jeg altid misforstår folk. Jeg vil jo ikke ende i en ydmygende situation, selvom det somme tider sker. Måske er det ikke helt en ydmygende situation, måske mere en akavet situation, man ikke på nogen måder kan rode sig ud af.

Jeg kommer tit til at sige ting, hvor jeg uden at tænke over det uden tvivl vil tabe ansigtet senere. Jeg har ikke rigtigt den samme stop-knap som folk uden autisme. Nogle gange ved jeg ikke rigtigt, hvad der er passende og upassende at sige. Jeg kan slynge noget provokerende ud, og først vide, hvor provokerende det rent faktisk var, et par minutter efter jeg sagde det. Ikke lige det bedste, hvis man gerne vil have venner. I det mindste er det noget, jeg er opmærksom på. 

Når jeg skal mødes med nye personer, klassekammerater eller folk, jeg potentielt skal blive venner med, bliver det endnu mere svært. Ikke fordi jeg nødvendigvis provokerer dem, men fordi jeg altid er "akavet stille", og det ender så med, at jeg som sagt taber ansigtet ..

Det var lidt om at tabe ansigtet. Som sagt et kinesisk udtryk, jeg synes passer godt på visse situationer man oplever som autist.

Det første foredrag

Det er efterhånden meget lang tid siden, jeg sidst skrev et indlæg på min blog, så nu gør jeg det igen. Der er sket en helt masse for mig på det seneste - jeg er startet i gymnasiet, jeg har holdt foredrag, jeg er blevet et år ældre. Jeg har sikkert nævnt herinde, at jeg er startet i gymnasiet, men jeg tror ikke, at jeg har nævnt noget om mit foredrag.

På det seneste har jeg været i mange situationer, hvor jeg får meget ros. Det er altid dejligt at få ros, for så ved man, at folk sætter pris på de ting man gør - og måske mest af alt fordi det styrker ens selvtillid meget. Men jeg er dårlig til at modtage ros. Jeg bliver altid tavs, og siger bare "tak", og det virker måske lidt latterligt at jeg ikke kan sige noget igen. Jeg tænker altid - hvad skal jeg dog sige mere end tak, for at de andre ikke synes, at jeg er utaknemlig? For jeg vil ikke virke utaknemlig, jeg ved bare ikke, hvad jeg skal sige mere end "tak".

Grunden til, at jeg tager emnet med ros op er, at jeg jo lige har holdt foredrag, hvilket jeg har modtaget meget ros for. Jeg har faktisk kun direkte takket én af dem, der roste mig, og det giver mig en vis skyldsfølelse. Det er jo ikke fordi, at jeg heller ikke takker dem, det er bare fordi jeg ikke altid ved, hvad jeg skal sige. Det bliver lettere akavet.

Men for at se bort fra det akavede ved ros, var jeg rigtig glad for at holde mit foredrag. Jeg er også glad for, at folk rent faktisk kunne lide det, og at jeg ikke bare stod og ydmygede mig selv. Folk var gode til at stille spørgsmål, hvilket jeg inderligt også håbede på, for ellers ville jeg måske føle mig lidt som en fiasko.

Jeg har altid været meget nervøs for at tale med personer, men at tale til personer er noget andet. Her føler jeg, at jeg kan være mere åben, og jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Måske er det fordi, at de koncentrere sig for at høre, hvad jeg har at sige frem for at dømme mig på de ting, jeg fortæller dem. Selvfølgelig er det ikke alle mennesker der dømmer, men jeg er som sagt et meget pessimistisk menneske, der tror at alle dømmer mig.

Grunden til jeg kalder mit indlæg "Det første foredrag" er fordi jeg håber på at komme til at holde flere foredrag. Jeg har snakket med hende, jeg holdte foredrag for, og jeg kommer nok til at arbejde mere sammen med hende i fremtiden.

Men den seneste måned har været ret speciel, og jeg har derfor ikke fået skrevet så meget! Jeg ser frem til at kunne skrive mere på min blog meget snart.

Hvad der forventes af os

Der forventes meget af os unge mennesker. Når vi bliver voksne, skal vi have uddannelse, hus, bil, børn, job, kæledyr og mange andre ting. Eller det forventer de fleste. Sådan er det også for mange unge mennesker uden diagnose - ikke alle - men for mig, er det anderledes. Men fordi min autisme er usynlig, vil folk stadig kigge underligt på mig, når jeg fortæller om mine meninger indenfor dette emne.

For min fremtid er ret anderledes for dem uden autisme. Det er noget, jeg vælger frivilligt. Jeg kommer garanteret aldrig til at have et hus. Jeg kommer ikke til at få børn, for det ønsker jeg ikke. Jeg kommer måske til at have kørekort eller en bil. Jeg kommer nok til at bo en lejlighed, hvor jeg er tæt på de ting, jeg har brug for. Jeg kommer nok til at have en kontaktperson, der kan hjælpe mig med de ting, jeg ikke kan klare på grund af de mange ting, jeg er bange for. En til at hjælpe mig, hvis jeg f.eks. er bange for bakterier.

Men kommer jeg til at have en uddannelse? Det er jeg meget sikker på, eftersom jeg går på gymnasiet nu. Jeg vil gerne have en god uddannelse, gerne indenfor en af mine særinteresser. Så håber jeg, at jeg også kan få et arbejde. 

Det skal være et arbejde, hvor der ikke er mange andre mennesker. Et arbejde, hvor jeg kan fordybe mig i de ting, jeg interesserer mig for, og hvor man kan sidde og "nørde" alene. Det ville være det ideelle job for mig. Jeg ville blive stresset, hvis jeg skulle være sammen med alt for mange mennesker om dagen.

De fleste forventer, at man får en familie, et hus og alt muligt andet. Jeg vil ikke have en familie som sådan. Det vil jeg ikke kunne overskue. Den livsstil virker heller ikke interessant for mig. Jeg vil ikke have et hus. Det kan jeg ikke styre. Der er for meget plads, det er for dyrt og der er alle mulige ting, man skal holde styr på. Så hellere en lejlighed, det ville være mere overskueligt for mig. 

Når man bliver voksen forventes der en hel del af en, specielt fra omverdenen. Man skal blive voksen, komme videre med sit liv, få hus, børn, have, bil, dyr og alt muligt andet. En masse ting, jeg nok ikke vil være i stand til at have, og som jeg ikke har intentioner om at få. Ikke fordi, jeg føler mig begrænset i at få det, men fordi jeg personligt ikke har lyst.

Det var lige hurtigt mine tanker omkring emnet. Jeg kom i tanke om det, da jeg har fødselsdag i dag.

Autist på gymnasiet

Så startede jeg på gymnasiet. Det var så lidt tid siden - den 11/08 - og det var en stor omvæltning. I hele min skoletid er jeg vant til, ikke at blive behandlet som et ansvarligt og voksent menneske. Noget, jeg aldrig har været vant til. I min tid på Firkløverskolen er jeg blevet lært, hvordan man skal tage hensyn til alle - man må ikke købe en cola, for så bliver de andre elever misundelige, man må ikke drikke juice i skolen, da der er sukker i .. og så videre. Man må synes hvad man vil om de regler, men jeg har personligt aldrig rigtigt været for det. Hvis man bliver misundelig over, at en anden bruger sine egne penge på en cola, er det så ikke en selv, der har et problem? 

Nu skal jeg ikke komme for meget ind på det emne, og nu skal jeg heller ikke begynde at beskylde folk. For ja, der var dårlige ting med Firkløverskolen, men der var også gode ting. Jeg har mødt min bedste ven på Firkløverskolen, jeg har haft fantastiske lærere på Firkløverskolen. Der har altid været plads til mig, hvis jeg fik det svært. Firkløverskolen har hjulpet mig med at bryde mange sociale barrierer, og selvom jeg i mine kaos-anfald tit kom op at skændes med lærerne og pædagogerne, har de hjulpet mig meget. 

Men i min tid på Firkløverskolen var jeg et andet menneske på nogle måder. Sådan føles det. Jeg har spydig, mistroisk og forvirrende. Kaos i hovedet var noget, jeg fik hver dag - spørgsmålet var bare hvor mange gange jeg ville få det. Dengang gik jeg ikke roligt for mig selv, hvis jeg fik kaos. Jeg smækkede med døre, græd højlydt og kastede mig på gulvet - en opførsel, jeg kun er vokset fra, fordi jeg fik den nødvendige hjælp. Ingen regnede med, at jeg nogensinde ville komme på gymnasiet dengang. Specielt ikke, da jeg dengang var ekstremt dårlig til matematik, da jeg var bange for at lave fejl, og jeg derfor ikke dukkede op til timerne.

I dag er det helt anderledes. I midten af 9. klasse blev jeg ret glad for matematik. Min selvtillid kom i orden, og jeg fik fremragende karakterer i faget. Nu har jeg valgt en linje på gymnasiet, hvor jeg har matematik på A-niveau. Noget hverken jeg eller mine lærere nogensinde regnede med, ville ske! Tro det eller lade være, jer der kender mig, men fagene er helt anderledes på gymnasiet, og jeg fortryder ikke mit valg af linje - jeg har ikke været i gang ret længe, nej, men jeg føler mig overbevist.

Det her indlæg ender med at blive ret langt, men jeg har ekstremt meget at fortælle. Jeg går i en såkaldt "asperger-klasse", selvom jeg ikke er asperger. Jeg er atypisk autist, men alle med en autismediagnose må gå i klassen, hvor der er 12 elever og 2 studieretninger. Først var jeg faktisk lidt bange for at starte - jeg glædede mig meget, men jeg var stadig bange, da jeg forventede, at alle ville være meget bedre fagligt end mig. Heldigvis er vi alle jo gode og dårlige til forskellige ting. Man kan ikke være god til alt, og sådan er det også i min nye klasse. 

Jeg vil ikke lave for langt et indlæg - der er masser af andre ting, jeg gerne vil fortælle. Hvis I er interesserede i at vide mere om min første uge på gymnasiet, så skriv!

Alene på to måder

At være alene kan være godt og dårligt. Jeg elsker at være alene, og jeg bliver træt, hvis jeg er sammen med andre i for lang tid. Jeg kan bedst lide at være alene, men jeg vil også gerne være social, have venner, gå på café med en veninde eller være til fest med mine venner.

Men hvordan kan det være? Tror bare jeg har et større behov for at være alene. Jeg har skrevet om det før. Jeg bliver træt af at være sammen med andre i for lang tid. Ikke fordi jeg ikke gider, men fordi det bare dræner mig for energi.

Men det er ikke det, jeg vil skrive om i dag. Den form for alene-tid jeg skal skrive om i dag, er helt anderledes. Faktisk har det næsten ikke noget med det at gøre. Det jeg mener, er at jeg tit føler mig alene på den måde, at der ikke er nogen, der forstår mig. Ingen kan sætte sig ind i mine tanker, når jeg fortæller om den. Få gange kan nogen godt sige, at det er synd for mig eller sige, at det er godt for mig. Det er underligt at forklare.

Ting, der for de fleste kan virke ligegyldigt, kan virke ekstremt vigtige for mig og omvendt. Det er svært, at der er få, der forstår mig. Det får mig til at føle mig alene.

Jeg vil ikke have ondt af mig selv eller noget, men det er sværere at finde nogen der forstår en, når man har den mest uspecifikke diagnose overhovedet. Folk taler om infantil autisme eller aspergers syndrom, men sjældent om atypisk autisme. Jeg har ikke noget imod, at folk taler om de andre diagnoser, for det er der også en grund til - atypisk autisme er jo så uspecifik, og den er også mere sjælden end de andre. 

Atypiske autister er jo autister, der ikke opfylder de tre krav for at være autist, men hvor de krav der så opfyldes, er mere synlige/ekstreme - eller hvad jeg nu skal kalde det. For mit vedkommende er det det sociale, der er ekstra svært for mig. 

Jeg ved ikke om dette indlæg var ynkeligt, og jeg vil ikke udstille mig selv som værende speciel .. jeg har bare prøvet at fortælle om det så godt jeg nu kunne. 

Stress, nervøsitet, det ukendte

Som mange andre autister har jeg svært ved ting, jeg ikke ved. Jeg vil gerne vide alt, men det ved jeg, at man ikke kan. Det kan gøre mig stresset og nervøs, hvis jeg ikke ved, hvad der skal ske. Jeg skal meget snart starte på gymnasiet, hvilket bliver en stor omvæltning. Jeg skal i en specialklasse for unge med autisme. Det faglige niveau er det samme som i en almindelig klasse, der er bare færre elever i klassen, og man har mulighed for at lave sine ting selv, hvor man i en almindelig klasse ville lave mere gruppearbejde. 

Hvorfor stresser det mig? Godt spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad der skal ske. Som sagt vil jeg gerne vide alt, hvis bare det var muligt, og når jeg ikke ved, hvad der skal ske indenfor den nærmeste fremtid, bliver jeg forvirret. Jeg har et skema over, hvordan min første skoledag bliver.

Alligevel mangler jeg svar på mange spørgsmål, som jeg bliver stresset bare af at skrive ned her. Hvordan skal jeg opsøge andre? Vil det synes, at jeg er underlig? Hvad nu hvis jeg kommer for sent, hvad gør jeg så? Hvad for noget tøj har de andre på? Hvad hvis min computer larmer for meget? En masse af sådan noget. En masse ting, der kan gå galt, og som jeg tror vil gå galt - fordi jeg er så pessimistisk.

Jeg er ikke så nervøs for klassen. Klassen kommer nok til at ligne den, jeg kender fra Firkløverskolen - cirka 12 elever i klassen, man har sit eget bord, man har et sted til sine ting. Det er jeg ikke nervøs for. Men de andre "småting", som andre nok vil kalde dem, er jeg nervøs for. For mig er de ikke småting, men store ting, der kan ødelægge min dag eller uge. Hvis en af de ting går galt, vil jeg føle mig ydmyget, og jeg vil føle, at andre griner af mig eller synes, at jeg er underlig. Derfor må jeg konstant være forsigtig med, hvad jeg gør. Det kan godt være hårdt, og det gør mig ekstremt stresset og nervøs. Sådan er det altid, hvis der sker noget nyt og stort i mit liv.

Sådan støtter man mig

Der er mange, der fejlagtigt tror, at man støtter alle autister ved at have ondt af dem, føle med dem, lave store, triste begivenheder, hvor de har medlidenhed med alle verdens autister. Det er sikkert sådan, man støtter nogle mennesker med autisme, men det er bestemt ikke sådan, man støtter mig.

Jeg har ikke brug for, at folk har ondt af mig. Jeg har haft autisme hele mit liv - jeg har ikke prøvet andet, så hvordan skulle jeg kunne svare på, hvad der er bedst for mig? Jeg har ikke prøvet, ikke at have autisme, og det gør mig ked af det, når folk er så desperate efter at finde en kur eller have medlidenhed med mig, fordi jeg har autisme.

Det er i orden, at folk har medlidenhed med autister, når de får nedsmeltninger eller kaos i hovedet, men at have ondt af folk bare fordi de har autisme? Det synes jeg ikke er den rigtige måde, at gøre det på for mig. Måske for nogen, men ikke for mig.

Jeg kom i tanke om at skrive om dette emne, da jeg oftere og oftere hører om folk og organisationer, der forsker i at kurere autisme. Jeg tvivler ikke på, at de gør det i god mening, og nogen sikkert gerne vil kureres, men jeg vil ikke kureres. Hvis jeg blev kureret, ville jeg ikke vide, hvad jeg gik ind til. Måske ville min personlighed ændre sig. Måske ville min hukommelse blive dårligere?

Men hvordan støtter man mig så? Jeg er sikker på, at jeg langt fra er den eneste autist, der har det på denne her måde. Jo, hvis man skal gøre mig rigtig glad, vil jeg gerne behandles som et almindeligt menneske, og hvis jeg nævner overfor nogen, at jeg har autisme, skal de bare acceptere det - og forhåbentlig lade være med tro, at jeg er voldelig, misrygtet eller spiser for meget gluten, eller hvad for nogle fordomme der ellers er om autisme. Det er sådan, man gør mig glad.

Hvordan gør man alle andre autister glade? Hvor skulle jeg vide det fra. Vi er alle forskellige, også selvom vi har en diagnose, der giver os et par af de samme træk hist og her. Nogen er højtfungerende, andre er lavtfungerende, nogen har særinteresser, andre har ikke særinteresser, nogen har ingen venner, nogen har mange venner, det er helt forskelligt. En ting synes jeg dog, de ting skal have til fælles, og det er, at folk skal blive bedre til at acceptere og forstå autisme. I stedet for desperat at prøve på at kurere os, kunne de prøve at acceptere og forstå os.

Det gode og det dårlige ved autisme

Folk spørger mig tit, hvad jeg synes er godt og dårligt ved min autismediagnose. Der er gode ting og der er dårlige ting, og jeg vil skrive lidt om det. Selvfølgelig skriver jeg ikke alle tingene, men dem jeg skriver, er måske de vigtigste ting. Jeg skal nok skrive hver ting kort.

Her vil jeg skrive nogle punkter ved min autisme, der er gode/dårlige eller midt i mellem.

God til at fordybe mig

Jeg er god til at fordybe i de ting, jeg interesserer mig for. Specielt mine såkaldte særinteresser, som jeg bruger meget tid på. Min evne til at fordybe mig kan bruges til mange ting. Jeg er meget god til projektopgaver, og jeg klarer skolearbejde godt og hurtigt. Andre kan måske se den slags ting som nørdede, men jeg finder det meget nyttigt.

Meget perfektionistisk

Jeg vidste ikke om jeg skulle skrive perfektionist under godt eller dårligt, for det er vel begge dele. Jeg har før skrevet et indlæg om, hvordan alt skulle være perfekt, hvordan resultater altid skulle være perfekte og hvordan én enkelt fejl virkelig kunne ødelægge min dag. Min trods disse ulemper, synes jeg det er godt at være perfektionist. Det betyder nemlig, at man gør sig mere umage, og man for det meste også får et bedre resultat.

Objektiv tankegang

Endnu en ting, jeg ikke lige vidste, hvor jeg skulle skrive. At have en objektiv tankegang kan både være godt og dårligt. At se alt i sort/hvid-enten/eller-billeder og ikke være i stand til at indgå kompromisser er måske ikke godt, men min objektive og autistiske tankegang gør mig god til at træffe store beslutninger. Den gør mig stædig, selvom andre måske vil se mig som egoistisk. 

Virkelig stor pessimist

Nu er vi kommet til det knapt så gode. Det er ingen overdrivelse, at jeg er pessimist. Den mindste fejl kan få mig til at tro det værste. Hvis noget er usædvanligt, eller der er ændret noget, jeg ikke har været forberedt på, tror jeg automatisk, at det ikke kan gå godt. Ja, for det meste tænker jeg faktisk, at det slet ikke kan lade sig gøre!

Barnlig og opgivende opførsel når tingene går galt

Jeg er desværre en af dem, der godt kan græde, kaste med ting eller ubevidst provokere andre, hvis jeg bliver sur eller ked af det. Jeg er på ingen måder voldelig, og jeg provokerer ikke fremmede. Det er min familie, det går ud over. Jeg gentager igen, jeg er ikke voldelig (det er noget, mange tror om mig, fordi jeg er autist), men min opførsel bliver måske barnlig eller opgivende, hvis der er noget, jeg bliver ked af eller ikke forstår. Jeg kan let provokere familiemedlemmer, uden jeg egentlig ved, at det jeg siger er provokerende. Jeg forstår først, at jeg har sagt noget provokerende efter jeg har sagt det. 

Manglende forståelse for andre mennesker

Det er måske bagsiden af objektiv tankegang. Jeg er ikke ond, jeg er ikke egoistisk, jeg er ikke led. Det er ikke mine intentioner, men jeg kan let komme til at sige ting, jeg ikke forstår omfanget eller meningen af, før jeg har sagt det. Jeg har også svært ved at forstå, hvornår folk tager imod en undskyldning. Jeg kan sige undskyld 10 gange i træk, men stadig føle, at jeg ikke har sagt undskyld nok. Det er svært at sætte mig ind i andre menneskers tanker, og jeg føler altid, at jeg ender som "rosinbollen blandt chokoladebollerne", altså den anderledes, og temmelig irriterende person, der egentlig bare er til irritation for andre. Selvom jeg ved, at det ikke altid er tilfældet.

Jeg prøvede kort at beskrive gode/dårlige ting ved autisme. Det er et lidt hurtigt skrevet indlæg, men håber at det er godt nok. Jeg var i humør til at skrive et indlæg, men jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle skrive om, så jeg valgte bare at lave noget hurtigt.

I'm not going to write this post in English right now. If you want me to write an English resume of the post, please send me a PM on Facebook. I am a bit and confused as I just returned home from a holiday trip a few days ago.

Sociale arrangementer - hvad gør man?

Dette er sikkert et af mine største problemer. At være social. Hvorfor skal det være så umuligt? Jeg gør alt, hvad jeg kan, og jeg føler, at uanset hvad, er det akavet. Selv, hvis det er familien, jeg er sammen med. 

Når vi har fester, hvor familien er med, vil jeg gerne være med i samtalerne ligesom de andre. Jeg prøver virkelig alt hvad jeg kan, men føler altid, at jeg er akavet eller underlig. Måske er det fordi, at jeg før i tiden var vant til at være akavet og underlig.

At være sammen med folk i det hele taget er meget problematisk. Jeg vil jo så gerne have venner. Jeg føler mig ensom, hvis jeg er alene for lang tid. Jeg føler altid, at jeg ender med at sidde alene, selvom jeg egentlig synes, at jeg er social. 

Det værste af det hele er tiden efter man har været social i lang tid. Man bliver træt og brugt. Forvirret og ked af det, uden at vide, hvad man er ked af. At være social er nemt på internettet eller over sms, men umuligt i virkeligheden.

I denne her uge har der været 3 lange dage med sociale aktiviteter - Sculpture by the Sea med min klasse onsdag, Djurs Sommerland med klassen torsdag og sidste skoledag fredag. Så skete det endelig, fredag formiddag brød jeg helt sammen af bare forvirring og anstrængelse. Jeg skulle have været til fest med min klasse, men jeg kunne ikke overskue det. Da jeg kom hjem, faldt jeg i søvn. Jeg vågnede og fik aftensmad med min far, og så gik jeg i seng igen.

Arrangementer med klassen er måske de allersværeste. Jeg føler, at jeg gerne vil være venner med dem, men at de bare synes, jeg er irriterende, har dårlig humor eller er pågående.

Familiearrangementer er også svære. Her kan jeg godt være mig selv en gang for alle, men jeg er alligevel så bange for at sige noget dumt og åndsvagt. Efter noget tid, bliver jeg nødt til at få ro eller trække mig.

I am blogging in English again.

Being social is probably one of my biggest problems. Why does it has to be so impossible? In social situations I feel like I do anything necessary to get in contact with people, but I still feel awkward. Even if the people I am talking with are family members.

When we are having family arrangements, I want to be a part of the conversations just like everyone else. I do my best all the time, but I am afraid they will think that I am being weird or awkward. Maybe it has something to do with when I was younger. I used to be very shy and awkward.

Social situations can be very unpleasant to me. I want to have friends, but it confuses me. Social situations are no big deal on the internet, but in real life, it can be horrible.

In this week, it has been 3 very long days with lots of social activities. Sculpture by the Sea (Danish and international artists made lots of different sculptures and placed them at Tangkrogen in Aarhus) with my class at Wednesday, Thursday my class and I went to Djurs Sommerland (Danish theme park), and Friday we had our last day of school. Friday morning I became so confused and exhausted that I just began to cry for no particular reason. When I got home, I directly went to sleep. I ate dinner and went to sleep again.

Class arrangements are maybe the most diffucult ones, as I see my class as the group "I am going to be friends with". When I talk to classmate, I feel like they are going to judge me somehow. Maybe I have bad sense of humor.

At føle med andre

Hejsa, det er efterhånden lang tid siden jeg sidst skrev noget, men jeg har bare ikke haft tid og overskud på grund af afgangsprøver. Indlægget i dag kommer til at handle om at føle med andre, og om hvordan min personlighed kan virke upersonlig uden jeg egentlig tænker over det.

Jeg vil først og fremmest skrive - jeg prøver ikke at fremhæve mig selv her. Jeg siger ikke, at jeg led og ond, og jeg siger heller ikke at jeg ikke kan være god mod andre. Jeg siger bare, at jeg tit har svært ved at forstå hvad andre tænker og mener.

Jeg kender en person på internettet. Eller jeg kender hende ikke, men jeg har set hende på en side på Facebook ret tit. Hun skriver altid, at hun har brug for hjælp. Måske har hun kærestesorger, eller også er der noget andet galt. Det er situationer som denne, hvor jeg måske for nogen kan virke følelseskold uden egentlig at være det.

For det første, så forvirrer det mig når folk skriver om sådan noget. Ikke at jeg synes det er irriterende, jeg bliver bare forvirret. For det andet kan jeg ikke sætte mig ind i mange af de ting med kærestesorger og sladder. Måske er jeg bare umoden? Det ved jeg ikke.

Jeg har altid hadet at se romantiske film. De fleste piger på min alder elsker dem, og det får mig til at tænke, at jeg sikkert er umoden. Det jeg ikke kan lide ved dem er, at jeg synes at personernes problemer simpelthen er så ynkelige. Ja, ynkelige er hvad jeg synes, de er. Selvfølgelig bliver man såret hvis ens kæreste er utro, men helt ærligt, hovedpersonen er da også for dum hvis han eller hun går tilbage til kæresten.. øv! Når jeg hører om kærestesorger, pigesladder og sådan nogle ting, tænker jeg tit "hvor dumme kan folk egentlig være?", selvom de nok  ikke er dumme. Bare kede af det. 

Jeg tænker ofte at jeg har en mig-personlighed og en autisme-personlighed, og min autisme-personlighed kan slet ikke tage romantiske film seriøst. Det var ikke for at være ond mod dem der godt kan lide de film, det var bare et eksempel for at vise, hvordan jeg på nogle måder slet ikke kan sætte mig i andres sted.

Et andet eksempel er, når folk taler godt om noget, jeg ikke kan lide. Jeg bliver ikke led eller noget, jeg ignorerer det bare. Selv hvis de også spørger om min mening. Jeg har en ven, jeg somme tider diskuterer politik med, og jeg føler mig tit som en dårlig ven fordi jeg ignorerer meget. Jeg ignorerer ikke for at være flabet eller fordi jeg ikke gider personen, bare fordi samtaleemnet forvirrer mig eller fordi jeg ikke kan lide det, personen snakker om.

Men er jeg egentlig følelseskold, når jeg ignorerer andre og tænker, at folks kærlighedstanker er ynkelige? Måske er min autisme-personlighed lidt følelseskold, men min mig-personlighed er helt klart ikke følelseskold. Jeg kan sagtens få det skidt på andres vegne, specielt hvis det er et problem, jeg selv kan relatere til.

Det blev lidt langt, men det er også første gang i lang tid, jeg skriver. Nu får jeg mere tid til at skrive, da jeg ikke er til prøve mere.

Når verden brænder sammen...

Hejsa, det er længe siden, jeg sidst lavede et indlæg, men nu skriver jeg igen.

Der har i et stykke tid været ret mange, der skrev eller fortalte om, hvordan det føles, når verden brænder sammen eller når man har "kaos" i hovedet. Jeg kan sige med det samme, at det ikke kan sammenlignes med nogen anden følelse. Kaos i hovedet føles på en bestemt måde - ligemeget hvor meget, man prøver, kan man ikke styre det.

Man kan ikke sammenligne kaos i hovedet med en følelse. Mere som ting der sker - et relæ der kortslutter, noget der går i stå eller lignende. En slags klap, der går ned, og så får man en helt andet personlighed, som man ikke kan styre.

Man prøver at styre det, men man ved, at det er umuligt. En episode jeg husker klart, var engang jeg var i Fårup Sommerland med min far. Jeg havde haft en god dag hele dagen, bortset fra der, hvor vi skulle i vandland. Jeg har altid haft svært ved at klæde om sammen med andre. Jeg hader at være nøgen, så jeg plejer altid at klæde om på toilettet. Det kunne jeg så ikke. Samtidig var der ekstremt mange mennesker, og der var skrigende børn. Det er noget af det værste, jeg har prøvet længe. Det vilde er faktisk, at jeg ikke kan huske det ret tydeligt, hvilket jeg plejer at kunne. Jeg husker dog, at jeg begyndte at græde, ryste og trække vejret meget hurtigt, hvilket virkede underligt for nogen, for de spurgte mig om hjælp, men det var som om, at jeg ikke kunne høre eller svare dem. Jeg husker ikke, hvordan jeg egentlig kom ud, men det jeg var træt og svimmel. Jeg følte nærmest, at jeg skulle kaste op eller besvime.

Sådan føles det selvfølgelig ikke hver gang. Det der var bare et slemt tilfælde. De fleste gange føles det som om, at noget går ned, bare på en mildere måde. Man får lyst til at kaste rundt med alt ting. I dag kan jeg sagtens styre mig, men det kunne jeg ikke, da jeg var yngre. 

Kaos i hovedet kommer på forskellige tidspunkter. Det handler tit om, når noget skal planlægges, hvis der er noget, jeg synes er ulækkert, eller hvis der er meget larm. Den bedste måde at stoppe det, er ved at lade mig være i fred. Jeg vil helst ikke være sammen med andre mennesker, hvis jeg får det svært - og endnu værre - hvis nogen prøver at snakke med mig, om mine problemer. Min kaos kan nemt vende tilbage, hvis det er blevet godt, og nogen begynder at snakke om det.

English: I'm taking a break for writing in English for a while. I will start writing in English again later.

Det går mig bare så meget på

Jeg er ked af, at det egentlig er ret ofte, jeg bliver hjemme fra skole. Det er noget nyt, jeg er begyndt på. Jeg får skyldsfølelse ud over det sædvanelige. Jeg ved slet ikke, hvorfor jeg bliver hjemme. Jeg er bare så forvirret og bange om morgenen, når jeg vågner. 

Hvorfor bliver jeg egentlig hjemme? Jeg ved det ikke og engang selv. Det er som om, at jeg bare er så forvirret, at jeg ikke kan klare noget. Jeg har en dårlig periode. Det er umodent og slet ikke uddannelsesparat. Jeg skal snart på gymnasiet, men jeg har en kæmpe frygt for, at min skole sladrer til dem, så gymnasiet skifter mening med hensyn til optagelse.

I modsætning til andre, tror jeg desværre ikke altid på det gode i folk. De fleste jeg kender, tror på det bedste indtil andet er bevist. Jeg er desværre en af de pessimistiske personer, der tror på det dårligste indtil andet er bevist. Ikke kun med personer, men med alt andet. Jeg får angst tanker, hvor jeg bliver ekstremt bange for, om jeg nu har en alvorlig sygdom. Det er for eksempel det, der gør at jeg bliver hjemme i dag. Det er en dårlig og uhensigtsmæssig grund, og det ved jeg skam godt.

Når I læser dette, tænker I garanteret - hvordan i al verden vil hun dog klare sig på gymnasiet, når hun bliver hjemme nu? Svaret er ganske enkelt - jeg er nødt til at komme på gymnasiet. Det er en forpligtelse for at blive der. På Firkløverskolen kan jeg ikke blive smidt ud, og derfor har jeg måske større mulighed for at blive hjemme.

Jeg kommer i skole i morgen. Der vil jeg gøre alt hvad jeg overhovedet kan, for at hænge i til, når jeg skal til prøve. Jeg er så forvirret og ked af det over det her.

I am not going to write this in English as I am very confused right now. I hope it is okay.

Min personlighed er anderledes - men kun på visse punkter

Min personlighed bliver påvirket af autisme. Det er rigtigt nok, men der er mange der tror, at jeg er meget anderledes. Jeg er ikke meget anderledes, men jeg har ting, hvor jeg måske kan virke lidt speciel. Det er noget jeg har tænkt over i et par uger, og derfor ville jeg lave et blogindlæg omkring emnet.

På skolen har vi for sjov taget mange persontypetests. Egentlig tror jeg ikke på den slags, men det var alligevel ret sjovt at prøve det. De tests jeg tog, sagde at jeg var meget objektiv, og at jeg kunne have svært ved nye ting. Det passer meget godt, og det er måske det, som kendetegner min personlighed, som er påvirket af autisme.

Jeg er ikke egoistisk. Det synes jeg i hvert fald ikke selv. Jeg vil faktisk rigtig gerne være et godt menneske! Det er bare supersvært for mig at dele med andre, for eksempel. Der er mange der driller mig med, at jeg er nærig, og det synes jeg ikke selv, at jeg er. I hvert fald ikke ret meget. Det er grænseoverskridende at skrive om det her, da folk sikkert vil synes, at jeg er egoistisk. 

En anden ting er, at den der test sagde, at jeg var objektiv. Jeg tror den mener, at jeg træffer beslutninger ud fra, hvad jeg synes er fornuftigt, og har gennemtænkt for mig selv, og ikke efter en løsning, som mange mennesker i kommet frem til. Igen, jeg kan bedst lide at være alene, og derfor forvirrer det mig også helt vildt meget, hvis jeg skal bruge flere timer på at finde en løsning sammen med andre. For det første føler jeg, at jeg ikke kan få det som jeg vil have det, og for det andet bliver jeg vildt genert, hvis der er for mange, og for det tredje bliver jeg virkelig utålmodig. Jeg tænker inde i mit hoved, at de bare bør komme videre i stedet for at stå der og gøre ingenting. Jeg kan ikke sætte mig ind i deres måde at gøre tingene på, og jeg kommer sikkert heller ikke til det. Jeg mener, at der er noget godt ved at være objektiv, men der er også noget godt ved at være analytisk, som i følge testen var modsætningen. Jeg tror bare - efter de autister som jeg kender - at vi autister er mere objektive end almindelige mennesker, og almindelige mennesker er mere analytiske og bedst kan lide at tage diskussionerne sammen og finde en løsning. Jeg er måske "sort/hvid" og mange andre er "grå/en blanding"

Nogen gange tænker jeg mere på mig selv end på andre. Jeg vil igen ikke sige, at jeg er egoistisk, men jeg har være vildt svært ved at sætte mig ind i, hvad andre vil tænke. Enten overtænker jeg det hele, og tror at folk vil hade mig, eller også glemmer jeg at tænke. Det er som om, at der ikke er en midte.  

Svært ved nye ting? Jeg har meget svært ved nye ting. Jeg skal forberedes, hvis der er noget, jeg ikke har prøvet før. Typisk ville jeg ikke have lyst, medmindre det er noget jeg allerede ved, vil blive godt. Jeg tør ikke tage ret mange chancer, og jeg kan bedst lide den tryghed der er i, at det er noget jeg allerede har prøvet. Det her blogindlæg blev meget langt, og jeg vil stoppe nu.

In English

Autism has influence on my personality. That makes me different from other people. There are many people who think that autism is only about being different. I am not extremely different compared to people without autism, but I have a few "flaws" that might be weird to some people. I have thought about it for some weeks, so I wanted to make a post about it.

We have tried some different personality type tests in my class. Normally, I do not believe in those kinds of tests, but I thought it could be funny to try it, at least. The tests I tried told me that I had an objective personality and I could be afraid of trying new things. Honestly, I think the result suits me very well, and it characterises the parts of my personality, that are influenced by autism. 

I am not selfish. I do not think I am selfish. Even though I might seem selfish to some people, I actually want to be a good person! It is just extremely hard for me to share with others. There are many people who mock me and say that I am cheap. I do not think I am cheap. It is hard for me to write about this, because I am afraid that people will think I am selfish.

Another thing the test said, was that I had an objective personality. I think it has something to do with making decisions. I make the decisions I think are good for me, but I might forget that it could be annoying for other people. It confused me a lot, when I have to talk to others while making decisions. I cannot get it as I want if there are too many people. I am also too shy to discuss my decisions, and I am way too impatient! I hate to talk about important things for too long. I feel like people are just talking and talking, but they are not doing anything. I would rather skip the long conversation and just get my decision through! To be honest, I think that there are both good and bad things about being objective, but also about being analytical - which the test said was the opposite of being objective. I have an idea that many autists are objective like I am. I am not judging anyone, but I know many autists, and most of them feel like I do. In my opinion, there are maybe only two sides of a case - good and bad, while there in other people's minds are good and bad things with both sides.

Some people would call me selfish. I do not want to be selfish, but it is too hard for me to do something good for others, if it is not good for me as well. I think it is part of my autism. It is sometimes very difficult to put myself into other people's place. I really wish I was better.

Hard to try new things? It is indeed hard to try new things! I prefer the old things I have done many times before instead of checking out the new ones. New things can be scary somehow.

This post was too long, so I will end it here.

 

Alenetid

Det er godt for mig at være alene. Jeg kan bedst lide at være alene, men mange tror fejlagtigt, at jeg kun kan lide at være alene. Jeg kan rigtig godt lide at være sammen med andre, men jeg har svært ved at opsøge folk. Det kan føles så akavet, især når man står, og man ved egentlig godt, hvad man skal sige .. men det er bare umuligt at sige det. Det er svært at forklare hvorfor, jeg kan bare ikke. Det er ikke fordi jeg er bange, for jeg føler mig ikke bange. Det er bare det der med at springe ud i det, jeg ikke rigtigt kan. Det er så underligt og irriterende på samme tid. Hvis bare jeg kunne finde ud af det, ville mange ting være lettere.

Når jeg er alene kan jeg tænke på alle de ting, jeg nu tænker på. Min fremtid, hvad der skal ske i weekenden, særinteresser, hvilke fag jeg skal have i skolen, og måske flere forskellige ting. Det er svært at tænke når man er sammen med andre. Det lyder underligt, men jeg har altid haft den idé, at andre kan læse mine tanker. Selvom jeg ved, at det selvfølgelig ikke kan lade sig gøre, så kan jeg ikke lade være med at gå rundt og se, om der er nogen der stirrer på mig. Jeg prøver tit at sige til mig selv, at det slet ikke kan lade sig gøre, og jeg får mig for det meste også overbevist. Det kan bare være ret irriterende til tider.

Når jeg er alene føler jeg ikke, at folk dømmer mig. Selvom det er min tætte familie, kan jeg godt føle at de tænker alt muligt om mig. Måske er de skuffede over mig eller sådan noget. Det er også godt, at jeg kan læse om mine interesser uden andre synes det er underligt eller nørdet. Det er måske underligt og nørdet, og det er jeg godt klar over .. men alligevel foretrækker jeg at gøre sådan noget alene. 

At være alene er bare en god måde at samle sig selv på. Jeg får energi på den måde. Nogen får energi ved hjælp af sport, sociale aktiviteter og sådan noget. Jeg får energi af at være mig selv. Man kan sikkert ikke sætte sig ind i det, hvis man ikke har det sådan. Når jeg er til familiefester eller sådan noget, er det altså ikke fordi jeg ikke gider at være social. Det er måske bare fordi jeg har brug for at tænke eller samle mig lidt. 

In English

I like to be alone most of the time. Sadly, there are many people who think that I only like to be alone. I really like spending time with other people, but it is hard for me to seek out other people. It is very awkward, because I know what to say and when to say it - but it is still impossible for me to say something. It is not because I am afraid or anything, it is just too hard for me. It is weird and annoying at the same time! If I knew how to start conversations, things would be so easy!

When I am alone, I can think about all the things that I like. My future, what is going to happen in the weekend, special interests, the subjects I have in school and many other things. I find it hard to think when there are other people. It sounds weird, but I always get the feeling that other people can read my mind! I know that it is impossible to read minds, but I cannot help looking around in the room to see if someone stares at me. I tell myself all the time that they are unable to "see" what I think about, and most of the time I am able convince myself that it is impossible. 

When I am alone, I get the feeling that people are unable to judge me. Even though the people in the room is my close family, I still think that they judge me. Maybe they are disappointed in me or something like that. Another good thing is that I can read about my special interests without anyone who thinks I am a weird nerd. I know that special interests are weird, but I prefer being alone when I read about it.

Being alone is for me a good way to gain energy. Some people get energy by sports or social activitie. It is probably hard for other people to understand. When I go to another room at the family dinners, it is not because I want to be alone all of the time. I want to be social, but I need to get some power or energy.

Særinteresserne der gør mig til den, jeg er

Mange med autisme har særinteresser. Nogen har én, mens andre har 20. Det skifter fra person til person. Jeg er en af de autister, der har særinteresser. Jeg ved ikke helt hvor mange, men jeg har særlige områder, der interesserer mig ekstra meget. Almindelige mennesker vil måske også mene, at de har meget store interesser, og det tror jeg også gerne. Der er bare noget bestemt med særinteresser og autisme, i hvert fald i mit tilfælde. Ærligt, så tror jeg ikke, at jeg ville være i stand til at huske så mange ting, hvis ikke jeg havde autisme. 

Det er svært at forklare, hvad der skaber de store interesser. Når jeg finder noget, jeg synes er interessant, sidder det nærmest på mig resten af livet. Jeg vokser aldrig fra at læse om de ting, jeg bedst kan lide. Et eksempel er, at da jeg var lille var jeg helt vild med hunderacer, og jeg kunne dem alle sammen, og jeg kunne udpege tilfældige hunde på gaden og sige, om de var gadekryds eller hvilken race de nu var. Det kan jeg slet ikke i dag, men jeg ville helt klart læse i bogen om hunderacer, hvis jeg så en. Hunderacerne er dog ikke den mest markante særinteresse jeg har haft. Den mest markante har nok - og vil sikkert altid være geografi. Det startede da jeg var helt lille, tror jeg. Det var dengang, der var tsunami i 2004. Jeg gik i 0. klasse på det tidspunkt, og jeg syntes det var så underligt på en eller anden måde. Hvordan kunne der være så stor en bølge? Jeg har senere fået af vide, at jeg som lille konstant stillede spørgsmål der omhandlede geografi på en eller anden måde. Jeg kan ikke lide at blære mig eller fremhæve mig selv, men jeg behøvede kun en uges tid eller to, før jeg kunne samtlige hovedstader og lande.

Når man finder en ting, man interesserer sig for, kan man nærmest ikke give slip. Man er på en eller anden måde nødt til at vide alt om det. Det, der starter som hurtig læsning i dansktimerne i 0. klasse, hvor vi skulle låne bøger, udviklede sig til ting, jeg stadig interesserer mig meget for den dag i dag. Når man først har fundet ud af noget om et emne, kan det nærmest ikke forsvinde. Når man ved noget om sin særinteresse, forsvinder det aldrig. Det er som om, at det bare sætter sig fast og bliver for evigt. 

Jeg synes med alderen, at jeg har fået større og større tendens til at opsøge mine særinteresser. Jeg læser meget mere på nettet, og jeg glæder mig til at komme på gymnasiet, så jeg blandt andet kan bruge deres bibliotek og få en masse timer med interessante fag. Mange vil nok påstå det modsatte om mig fordi jeg ikke rigtigt snakker om mine særinteresser med folk mere. Det er nok fordi jeg er blevet ældre, tror jeg. Da jeg var yngre jeg var meget "akavet" i min personlighed, og jeg vidste ikke, hvad der var høfligt og normalt. I dag ved jeg godt, det er unormalt pludseligt at snakke om et eller andet emne, men det gjorde jeg ikke dengang. Det er derfor, jeg i dag holder disse ting for mig selv.

In English

Many autists have special interests. It is different how many they have - it can be one or maybe even 20. I am an autist with special interests. I do not know how many I have, but I have some areas which interests me a lot. People without autism may think that they also have special interests sometimes, but I do not think it is in the same way. There is a special thing when it comes to autists and their interests, I guess. To be honest, I am sure that my good memory in some subjects is caused by autism. I would probably not be able to remember so many things, if i did not have a diagnosis.

It is hard to explain what creates the interests. When I find something that I find interesting, I mostly like this topic all my life. A good example is when I was younger - I must have been 4-6 years, I was very interested in dog breeds. I was able to recognize dog breeds when I saw them at the street. I could also tell whether the dog was a crossbreed or not. Today I do not remember many of the dog breeds, but if I find a book about dog breeds, I am sure I would read it. But the dogs were not my biggest interest. My biggest interest ever is probably geography. It started when I was very young. I think it started in 2004 when the big tsunami hit Thailand and Indonesia. I wondered how such a big wave could just suddenly appear. Today there are many people who tell me that when I was younger, I constantly asked geography-related questions. I do not like bragging, but when I started at the special school for autists (I think I was 9 or 10 back then), it only took me one or maybe two weeks for me to learn all the countries and their capitals.

When I find something interesting, I get the urge to know absolutely anything about it. It is impossible to know anything about a topic, but if it is interesting enough, I can read for hours! It starts a hobby in the early school years, where I borrow books at the library. Then it "evolves" into a big interest, that follows me my entire life.

As I have become older, I feel more interested in my interests. Maybe it is because I can easily read about it on the internet. My parents and other people who are close to me will probably deny this, as I never talk about my interests. My secret is that I think about them most of the time, but I keep them inside my mind. I honestly think it is a bit embarrassing to talk about. The reason I never talk about my special interests anymore, is because I was very "socially awkward" when I was younger. I did not knew that it was weird in any way. Today I know that, so I only talk about my interests if other people does. 

Humor og fordomme om autisme

Mange tror sikkert på grund af mit tidligere indlæg - det med, hvor jeg svarede på spørgsmål, at jeg ikke bryder mig om, at man laver sjov med min diagnose. Det er forkert. Jeg synes det er okay at lave sjov med min diagnose. Det er også ok at have fordomme, for det har alle. Det er træls når andre skal spille kloge og lade som om de ved noget om ting, de egentlig ikke ved noget om, f.eks. "hvis dit barn har autisme, så skal han/hun bare spise glutenfri-vegansk og alt muligt andet", det er irriterende. Men at folk tror, at autister enten er supergenier eller retarderede, det synes jeg faktisk er fair nok, for hvor skulle man vide det fra, hvis ikke man kender nogen?

Jeg har selv mødt mange fordomme. Jeg går på en skole for autister, jeg er selv autist og jeg har fordomme mod autister. Jeg har for eksempel oplevet, at mange på min skole stinker af sved, så jeg den fordom, at mange måske ikke vasker sig. Jeg har også fordomme om "almindelige" mennesker, at de godt kan lide, når det larmer. De folk jeg kender hører tit ekstremt høj musik, og det kan jeg nemt blive træt af. Jeg kan godt lide musik i små mængder, eller hvis jeg lige er oplagt.

Det jeg prøver at sige med dette korte indlæg er egentlig, at jeg synes det er fair nok, når folk tænker noget om autisme. De ved jo typisk ikke, hvad det er. Hvis de tror jeg er en bestemt person, må jeg jo bare bevise, at jeg ikke er. Når de spiller kloge og giver mig umulige kostråd, hvilket jeg endnu ikke har prøvet, jeg har kun hørt om det, må jeg jo bare ignorere det, eller give dem igen på en humoristisk måde. For jeg kan faktisk godt lide ironi, humor og hvis det er festligt, også selvom jeg er autist.

In English

Many people would probably think that I would be sad, if people made fun of autism. That is wrong. It is okay to make fun of autism, and it is okay to have prejudices too. I do not know a person, who has no prejudices. And how is it possible not to have any, when you have maybe heard about the diagnosis, but never read about, what it really is? I do not care about other people's prejudices, because I know that I am not what they think I am. It is annoying when someone starts telling me how to deal with my diagnosis - eat gluten free, eat vegan and many other stupid things. I know how to deal with autism and my life, so stop lecturing me. It is okay when my parents and my family tell me how to be, but when strangers on the internet do it, it is just weird.

I have prejudices myself. I am at school for autistic people, I am autistic and I actually have prejudices about autists myself. Many of the students from my school smell very bad. They smell like they forgot how to put deodorant on. It is like they sweat all the time. I have the prejudice that some people with autism may sometimes forget hygienic things like deodorant and bath. I also have prejudices about people without autism. They like very noisy music, they party all the time. Maybe I am just jealous that I am not able to attend big parties. I like noisy music sometimes, but not all the time.

The idea with this short post is that I just wanted to say that I think it is fair, when people have prejudices about autism. They have probably never heard about before - maybe once or twice, but that is not enough to know how autism really works. If someone tries tell me what to do about my diagnosis, I will just have to prove that I am not how they think I am. I like humor, I like music, I like social situations just like other people. It is just harder for me to be a part of it.

Atypisk autisme

Jeg kan ikke lide at gøre mig selv mere speciel end andre. Jeg er ikke typen, der har behov for at skille mig ud, men en anden ting er, at jeg har atypisk autisme, og det er den mindst almindelige af autismediagnoserne. De to andre hedder infantil autisme og aspergers syndrom. Som autist bliver man sat i en "kasse" med andre, der måske kan have samme træk. Sådan er det, hvis man har infantil autisme eller aspergers syndrom, tror jeg. Men jeg har atypisk autisme, og det er meget bred diagnose, da den indeholder alle mulige forskellige symptomer.

Man plejer at dele atypiske autister op i 3 andre grupper. 

Der er den ene gruppe, det er dem der nærmest er apsergere, men har nogle få træk, der skejer ud. Det er den gruppe, jeg er i. Jeg har præcis de ting man skal have, for at være asperger, men jeg kan til tider godt lave bestemte bevægelser med hænderne eller øjnene, og det gør aspergere ikke. 

Den anden gruppe er dem der er "lavere fungerende", hvis jeg kan kalde det det. Der er mange med atypisk autisme der er retarderede, men det er bestemt ikke alle. Jeg må indrømme at jeg ikke ved meget om denne gruppe, da jeg ikke kender nogen der er der.

Og så er der gruppen af alle mulige, man ikke kan sætte ind i en "kasse". De kan både være meget højt begavede, men også meget lavt begavede. De kan også være helt almindelige. Det er alle mulige autister, man ikke kan sætte ind i en kasse. De er ikke infantile autister, de er heller ikke apsergere, men de er heller ikke to af undergrupperne i atypisk autisme.

Men jeg er i den første gruppe. Dem der nærmest er aspergere, men har nogle træk der skiller sig ud og gør, at man ikke kan være asperger. I stedet for at lave en lang forklaring, vil jeg svare på spørgsmål, jeg tit får, fordi jeg har autisme.

Er du så helt vildt klog?

- Nej, det er jeg ikke. Jeg er ligeså klog som alle andre mennesker. Jeg har nogle stærke sider og nogle ting, jeg husker ekstra godt, men jeg er bestemt ikke klogere end andre. Jeg er ligeså klog som "almindelige mennesker"

Er du så også retarderet?

- Nej, det er jeg ikke. Det er der nogen med autisme der er, men det er altså ikke alle. Jeg er normalt begavet, og det er der også mange autister der er.

Kan du ikke lide at være social?

- Jo, jeg kan skam godt lide at være social. Jeg gider bare ikke, når jeg føler at jeg keder mig. Jeg tror ikke jeg har det samme sociale behov som mennesker uden autisme, men jeg har et socialt behov, og jeg kan godt lide at være social. Det er bare svært for mig at "bryde isen" eller komme i gang, hvis I forstår.

Er du konkret tænkende?

- Det kommer an på, hvad der bliver snakket om. Jeg forstår godt ironi, og jeg bruger meget ironi selv. Jeg forstår også godt billedsprog. Men jeg må da nok sige, at jeg sikkert godt kan være det til tider.

Tror du, at du kan klare dig på egen hånd, når du bliver voksen?

- Ja, det tror jeg helt sikkert. Jeg er mere selvstændig end man lige tror. Det kan være svært for mig at udføre praktisk arbejde i hjemmet fordi jeg føler, at folk dømmer mig, fordi jeg gør det på andre måder end dem.

Har du en "sær interesse"?

- Ja, jeg har haft et par stykker, men jeg har altid været vild med geografi. Lige nu kan jeg rigtig godt lide politik, og da jeg var yngre var det dyr og rummet.

Har du også angst?

- Ja, jeg har forskellige former for angst, og det plagede mig engang i så høj grad, at jeg skulle snakke med dem fra børnepsyk. om, hvorvidt jeg også måske kunne have OCD. Det havde jeg så heldigvis ikke! Men angst har plaget, og plager mig meget. Jeg er især bange for bakterier, beskidte ting, blod, sygdom, og jeg har svært ved at falde i søvn, hvis bare jeg hører den mindste lyd om natten. For at kunne sove skal jeg også tjekke døren og komfuret inden jeg går i seng, og jeg skal gøre det på en bestemt måde. Jeg er også sygeligt bange for hvepse og bier.

_________________________________________________________________________________

In English

I do not generally like to point out my flaws. I have never had the need to be different from other people, but I am. Because one thing is that I have autism. Another thing is that I have an even more unspecific diagnosis - I have atypical autism. It is the rarest diagnosis in the autism spectrum. The two others are infantile autism (also called classical autism) and apsergers syndrome. Atypical autism is very unspecified and it includes many different traits. You can split atypical autism into three smaller groups.

There is the group that resembles aspergers syndrome a lot. I am a part of this group. I have all the required traits to be an asperger, but I have a few flaws that are not a part of the aspergers diagnosis. Sometimes I get "tics" where I flap my hans in a special way.

The second group is for those with low functioning atypical autism. They are often retarded, however I do not know very much about this group as I don not know anyone with this diagnosis.

The third group is even for unspecific than the diagnosis itself. It is for those autists they cannot place anywhere. They are not infantile autists, they are not aspergers either, and they are even not a part of one of the two groups in atypical autism. People in the third groups can be low functioning, but they can also be incredibly intelligent. They can also be normally intelligent. 

Now I will answer some questions I often get because I am autistic. I will answer as good as I can.

Are you very smart?

- Nope, I am not smarter than "ordinary people". I have a few topics where I have a good memory, but I don not think it is the same thing as being smart.

Are you retarded?

- No I am not. There are some autists who are retarded, but it is not anyone. Intelligence is different from person to person.

Do you not like being social?

- Yes I do. But I easily get bored by social situations, so it can be hard for me to concentrate an entire evening in a big group. The hardest part about being social is probably that it is very hard for me to start a conversation, so much of the time I will just be sitting still in my chair looking around in the room.

Do you have difficulties understanding "pictures" in speech?

- Sometimes I have, but most of the time I do understand it. I do understand puns and irony as well.

Will you ever be able to live alone/be on your own hand?

- Yes of course I will. Sometimes it can just be difficult to me to do practical housework because I am afraid what other people in the house think of me - because I typically do the things my own way, and I do not like being judged.

Do you have a special interest?

- Yes I have. I have always been very interested in geography. Right now I am also interested in politics, and when I was younger I was interested in animals the space.

Do you have any significant fears?

- I have lots of fears. When I was kid I was often anxious to a point that was very serious. The psychologists at the hospital thought I had OCD which I luckily did not have. I am especially afraid of germs, blood and illness. When I go to bed, I have to check whether the door is locked or not. I also have to make sure the stove is turned off. Otherwise I cannot sleep, and I have to check these things in the same way all the time and in the same order. I also have an extreme fear of wasps and bees.

At være perfekt

Eller ja, sådan noget den stil. Jeg kunne ikke finde en passende overskrift, og det giver faktisk ikke specielt god mening i forhold til det, jeg skal skrive lige nu. Jeg skal nemlig skrive om en af mine største svagheder som autist og sikkert også bare som person i det hele taget.

Jeg har altid haft det sådan, at alt skal være perfekt. Alt skal gøres perfekt, alt skal være perfekt, alt skal blive perfekt, og hvis det ikke er perfekt, er det fordi jeg er dum, uintelligent eller fordi jeg sjusker. Sådan har jeg altid haft det. Hver eneste ting jeg gjorde - specielt da jeg var yngre, blev tjekket igennem, og der blev holdt styr på mine ting på en helt bestemt måde, så jeg sikrede mig, at jeg gjorde tingene helt perfekt. 

Det er svært at forklare om det er noget der plager mig eller ej, for på en måde synes jeg det er ekstremt irriterende, at jeg ikke bare kan slappe af, men på en anden måde synes jeg også at det har hjulpet mig. Et eksempel jeg husker meget tydeligt, var da jeg var 9-10 og startede med at chatte på online hjemmesider. Jeg googlede hvordan man stavede ord og om det jeg skrev var grammatisk rigtigt. Selvfølgelig kunne jeg ikke altid gennemskue det, men en chatbesked som egentlig skulle have taget virkelig kort tid at skrive, kunne nemt tage temmelig lang tid ... fordi jeg skulle google det meste af det. 

Jeg har altid været vildt bange for at lave fejl, og det er jeg stadig. Faktisk har jeg svært ved at udgive det her indlæg, fordi der helt sikkert er grammatiske fejl i. Det nager mig ikke, når andre laver fejl. Det er ligemeget hvad vi snakker om. Bare jeg ikke selv laver dem! Det er især i skolerelaterede ting, jeg ikke bryder mig om at lave fejl - hvilket jo er rigtig åndsvagt, da det er der man er for at lære. Jeg kan også godt se det nu, men når jeg i morgen tager i skole, bliver jeg helt sikkert bange igen. En grund kan være, at jeg sikkert er bange for, hvad folk synes om mig. Synes de nu jeg er dum? mærkelig? et stort fjols? en idiot? Det her indlæg blev lidt langt, men jeg havde lige brug for at fortælle noget om det.

English summary

This post is about one of my biggest weaknesses as a person with autism. I have always had the urge to be perfect. That sounds pretty normal - who would not want to be perfect? The difference is probably that my "urge" sometimes gets out of control. It has always been a big problem for me. Actually I don't feel very good about publishing this post because I am afraid there are grammar errors in it. I am and have always been afraid that people will judge me and think I am stupid or some kind of idiot because of my grammar, my appearance, my way of talkning... yeah just because of all the things that might not be perfect!

Perfection has always been a weakness to me. When I started chatting on online websites I constantly googled words and grammar rules to make my messages look perfect. I did not really understand much of what I read, but I tried anyways. When I started in school I had imaginary systems and patterns. They were a kind of "guide" to be perfect. I had to dress like the other students, my food should not smell in a weird way, when I was drawing I liked to use a ruler to make right lines. Since then I have spent a lot of time to learn how to be more relaxed in those kinds of situations. I have learned that it is impossible to be perfect and anyone makes mistakes.

Så er det snart videre

Jeg blev ret opmærksom på noget her i går, da jeg afleverede min ansøgning til gymnasiet. Jeg har snakket med min far om det mange gange - det der med, at skolen "endelig" er overstået. Eller endelig, det kommer jo an på, hvem man er. For mit vedkommende kan man sige både og, for jeg kan godt lide at gå i skole, men jeg er ærligt talt ret træt af Firkløverskolen. Jeg trænger til luftforandring, hvis man kan sige det sådan.

Men altså, jeg fik jo afleveret min ansøgning til gymnasiet, og jeg er vildt lettet over, at det endelig er gjort. Jeg får svar på, hvorvidt jeg er kommet ind eller ej til maj engang. Det bliver udfordrende for mig, men det er en udfordring jeg tager op. Jeg kommer til at gå ind i en specialklasse for andre unge med autisme, og får fagene matematik, samfundsfag og fysik som studieretningsfag. Dem der kender mig godt ville nok rynke på panden og tænke "matematik - Cecilie?", men jeg har selvtilliden i orden - i modsætning til før i tiden, og jeg har trænet meget. Jeg har aldrig været decideret dårlig, jeg har altid været gennemsnitlig, jeg har bare ikke haft overskud og selvtillid - og jeg får også mulighed for at lære kinesisk, en af mine største drømme!

English summary

Some of my dad's friends are reading this, and since they don't understand Danish, I will write a short summary of my post in English - so they don't have to use Google Translate all the time. 

I have sent my college application. It's funny to think about how school is finally over and how the future will be. I look forward to start in college (if my application is accepted) because Firkløverskolen (the school I am at now) has bored me for a very long time. It's not the subjects or the teachers that annoy me, but the place itself. And some of the other students too, but I won't say any names!

My main subjects at college will be math, social studies (a subject about politics and economics) and physics. I also have to select a third language. My first language is of course Danish, and English is my second language. In my school, all students have German as their third language, but I will change that to Chinese when I go to college, because I think it might be a useful language in the future.

I also wrote how the people I know very well maybe doubt that I can complete college because I chose math as one of my main subjects. But for their information, I am very confident and I am also willing to work hard. I've never been "bad" at math, however I've never been good either. I have always been pretty average, but never had enough confidence to do it. 

Sorry for grammar errors! 

"Lidt" om mig.

Jeg har ikke skrevet ret meget om mig selv, jeg har nærmest kun skrevet om mine tanker og forhåbninger med hensyn til fremtiden. Nu vil jeg skrive lidt om, hvem jeg er - til trods for, at stort set alle dem, der læser min blog er familiemedlemmer. Måske bliver I alligevel overraskede.

Det lyder nok lidt selvfedt at skrive et helt indlæg med fakta om sig selv, men nu gør jeg det alligevel. Jeg skriver ikke for at fremhæve mig selv, jeg skriver så dem jeg kender ved noget mere om mig, og hvem jeg er.

Hvor skal jeg starte? Ja, jeg fakta nr. 1 - jeg hader når folk kalder mig handicappet. For det er jeg IKKE! Så er jeg totalt ligeglad med hvad de mest dygtige psykologer i verden siger, jeg er bestemt ikke handicappet. Jeg anerkender at jeg har problemer, men jeg er ikke handicappet.

Fakta nr. 2 - Jeg er totalt på bar bund, når folk spørger mig hvad jeg vil, når jeg bliver voksen. Jeg føler heller ikke, at jeg har meget at gå efter, for jeg får altid af vide at folk og lærere at "jeg helt klart er bedst til sprog, men min måde at tænke på stemmer mere overens med en der er bedst til naturvidenskabelige ting"

Nr 3? Min største drøm er at komme til Singapore og snakke kinesisk. Det lyder underligt, men jeg har altid været meget interesseret i Asien, og jeg har altid haft lyst til at lære kinesisk eller japansk. Da jeg blev ældre blev jeg mere og mere interesseret i kinesisk, og nu er jeg fast besluttet på, at jeg skal lære det på et eller andet tidspunkt. Jeg tror på, at det nok skal ske.

Hvad skal jeg skrive som nr. 4? Jeg har stærke holdninger indenfor visse ting. Jeg er meget interesseret i politik, og jeg kan faktisk godt lide at diskutere, jeg tør bare for det meste ikke. Hvis du er et meget tæt familiemedlem der læser nu, så vil jeg bede dig om, ikke at dømme mig - men det ved jeg også, at du ikke kunne finde på. Måske er det bare svært for dig at læse netop det her. Min interesse for politik inkluderer også, at jeg er har holdninger og partier jeg synes bedre om end andre. Jeg kan personligt godt lide de fleste af partierne i blå blok - men tro nu ikke jeg er vildt fordømmende! Jeg har intet imod dem der er enig med andre partier. Det her var det mest grænseoverskridende at skrive på min blog nogensinde, og jeg skriver det ikke igen !! 

Nb. Hvis du er en rigtig god ven jeg har (jeg nævner ingen navne, men hvis du læser dette, tror jeg godt, du ved, hvem du er) så har jeg intet imod dig. Du er sej for at have den holdning du har. Jeg har stor respekt for dig. Du er min bedste ven lige meget hvilken holdning du har.

Nr 5, det må blive den sidste, jeg gider ikke de vildt lange indlæg. Jeg har et vildt blødt hjerte for dyr, og det ved de fleste der kender mig. Specielt hunde og katte kan jeg lide, og jeg synes det er fedt at være i nærheden af dyr. Jeg vil gerne have en hund eller en kat når jeg bliver voksen, men det er lidt problematisk da jeg vil bo i lejlighed.. øv. Dyr er bare i det hele taget fantastiske, og man kan sige alt til dem ?? ved ikke om det virker mærkeligt, men sådan har jeg altid haft med de hunde jeg har kendt.

SIDST MEN IKKE MINDST. Jeg kan rigtig godt lide anime/manga, og jeg tegnede meget da jeg var yngre. Her er en tegning fra 2013 jeg tegnede med min mus i programmet DA Muro som er gratis.