mandag den 23. marts 2015

Særinteresserne der gør mig til den, jeg er

Mange med autisme har særinteresser. Nogen har én, mens andre har 20. Det skifter fra person til person. Jeg er en af de autister, der har særinteresser. Jeg ved ikke helt hvor mange, men jeg har særlige områder, der interesserer mig ekstra meget. Almindelige mennesker vil måske også mene, at de har meget store interesser, og det tror jeg også gerne. Der er bare noget bestemt med særinteresser og autisme, i hvert fald i mit tilfælde. Ærligt, så tror jeg ikke, at jeg ville være i stand til at huske så mange ting, hvis ikke jeg havde autisme. 

Det er svært at forklare, hvad der skaber de store interesser. Når jeg finder noget, jeg synes er interessant, sidder det nærmest på mig resten af livet. Jeg vokser aldrig fra at læse om de ting, jeg bedst kan lide. Et eksempel er, at da jeg var lille var jeg helt vild med hunderacer, og jeg kunne dem alle sammen, og jeg kunne udpege tilfældige hunde på gaden og sige, om de var gadekryds eller hvilken race de nu var. Det kan jeg slet ikke i dag, men jeg ville helt klart læse i bogen om hunderacer, hvis jeg så en. Hunderacerne er dog ikke den mest markante særinteresse jeg har haft. Den mest markante har nok - og vil sikkert altid være geografi. Det startede da jeg var helt lille, tror jeg. Det var dengang, der var tsunami i 2004. Jeg gik i 0. klasse på det tidspunkt, og jeg syntes det var så underligt på en eller anden måde. Hvordan kunne der være så stor en bølge? Jeg har senere fået af vide, at jeg som lille konstant stillede spørgsmål der omhandlede geografi på en eller anden måde. Jeg kan ikke lide at blære mig eller fremhæve mig selv, men jeg behøvede kun en uges tid eller to, før jeg kunne samtlige hovedstader og lande.

Når man finder en ting, man interesserer sig for, kan man nærmest ikke give slip. Man er på en eller anden måde nødt til at vide alt om det. Det, der starter som hurtig læsning i dansktimerne i 0. klasse, hvor vi skulle låne bøger, udviklede sig til ting, jeg stadig interesserer mig meget for den dag i dag. Når man først har fundet ud af noget om et emne, kan det nærmest ikke forsvinde. Når man ved noget om sin særinteresse, forsvinder det aldrig. Det er som om, at det bare sætter sig fast og bliver for evigt. 

Jeg synes med alderen, at jeg har fået større og større tendens til at opsøge mine særinteresser. Jeg læser meget mere på nettet, og jeg glæder mig til at komme på gymnasiet, så jeg blandt andet kan bruge deres bibliotek og få en masse timer med interessante fag. Mange vil nok påstå det modsatte om mig fordi jeg ikke rigtigt snakker om mine særinteresser med folk mere. Det er nok fordi jeg er blevet ældre, tror jeg. Da jeg var yngre jeg var meget "akavet" i min personlighed, og jeg vidste ikke, hvad der var høfligt og normalt. I dag ved jeg godt, det er unormalt pludseligt at snakke om et eller andet emne, men det gjorde jeg ikke dengang. Det er derfor, jeg i dag holder disse ting for mig selv.

In English

Many autists have special interests. It is different how many they have - it can be one or maybe even 20. I am an autist with special interests. I do not know how many I have, but I have some areas which interests me a lot. People without autism may think that they also have special interests sometimes, but I do not think it is in the same way. There is a special thing when it comes to autists and their interests, I guess. To be honest, I am sure that my good memory in some subjects is caused by autism. I would probably not be able to remember so many things, if i did not have a diagnosis.

It is hard to explain what creates the interests. When I find something that I find interesting, I mostly like this topic all my life. A good example is when I was younger - I must have been 4-6 years, I was very interested in dog breeds. I was able to recognize dog breeds when I saw them at the street. I could also tell whether the dog was a crossbreed or not. Today I do not remember many of the dog breeds, but if I find a book about dog breeds, I am sure I would read it. But the dogs were not my biggest interest. My biggest interest ever is probably geography. It started when I was very young. I think it started in 2004 when the big tsunami hit Thailand and Indonesia. I wondered how such a big wave could just suddenly appear. Today there are many people who tell me that when I was younger, I constantly asked geography-related questions. I do not like bragging, but when I started at the special school for autists (I think I was 9 or 10 back then), it only took me one or maybe two weeks for me to learn all the countries and their capitals.

When I find something interesting, I get the urge to know absolutely anything about it. It is impossible to know anything about a topic, but if it is interesting enough, I can read for hours! It starts a hobby in the early school years, where I borrow books at the library. Then it "evolves" into a big interest, that follows me my entire life.

As I have become older, I feel more interested in my interests. Maybe it is because I can easily read about it on the internet. My parents and other people who are close to me will probably deny this, as I never talk about my interests. My secret is that I think about them most of the time, but I keep them inside my mind. I honestly think it is a bit embarrassing to talk about. The reason I never talk about my special interests anymore, is because I was very "socially awkward" when I was younger. I did not knew that it was weird in any way. Today I know that, so I only talk about my interests if other people does. 

fredag den 20. marts 2015

Humor og fordomme om autisme

Mange tror sikkert på grund af mit tidligere indlæg - det med, hvor jeg svarede på spørgsmål, at jeg ikke bryder mig om, at man laver sjov med min diagnose. Det er forkert. Jeg synes det er okay at lave sjov med min diagnose. Det er også ok at have fordomme, for det har alle. Det er træls når andre skal spille kloge og lade som om de ved noget om ting, de egentlig ikke ved noget om, f.eks. "hvis dit barn har autisme, så skal han/hun bare spise glutenfri-vegansk og alt muligt andet", det er irriterende. Men at folk tror, at autister enten er supergenier eller retarderede, det synes jeg faktisk er fair nok, for hvor skulle man vide det fra, hvis ikke man kender nogen?

Jeg har selv mødt mange fordomme. Jeg går på en skole for autister, jeg er selv autist og jeg har fordomme mod autister. Jeg har for eksempel oplevet, at mange på min skole stinker af sved, så jeg den fordom, at mange måske ikke vasker sig. Jeg har også fordomme om "almindelige" mennesker, at de godt kan lide, når det larmer. De folk jeg kender hører tit ekstremt høj musik, og det kan jeg nemt blive træt af. Jeg kan godt lide musik i små mængder, eller hvis jeg lige er oplagt.

Det jeg prøver at sige med dette korte indlæg er egentlig, at jeg synes det er fair nok, når folk tænker noget om autisme. De ved jo typisk ikke, hvad det er. Hvis de tror jeg er en bestemt person, må jeg jo bare bevise, at jeg ikke er. Når de spiller kloge og giver mig umulige kostråd, hvilket jeg endnu ikke har prøvet, jeg har kun hørt om det, må jeg jo bare ignorere det, eller give dem igen på en humoristisk måde. For jeg kan faktisk godt lide ironi, humor og hvis det er festligt, også selvom jeg er autist.

In English

Many people would probably think that I would be sad, if people made fun of autism. That is wrong. It is okay to make fun of autism, and it is okay to have prejudices too. I do not know a person, who has no prejudices. And how is it possible not to have any, when you have maybe heard about the diagnosis, but never read about, what it really is? I do not care about other people's prejudices, because I know that I am not what they think I am. It is annoying when someone starts telling me how to deal with my diagnosis - eat gluten free, eat vegan and many other stupid things. I know how to deal with autism and my life, so stop lecturing me. It is okay when my parents and my family tell me how to be, but when strangers on the internet do it, it is just weird.

I have prejudices myself. I am at school for autistic people, I am autistic and I actually have prejudices about autists myself. Many of the students from my school smell very bad. They smell like they forgot how to put deodorant on. It is like they sweat all the time. I have the prejudice that some people with autism may sometimes forget hygienic things like deodorant and bath. I also have prejudices about people without autism. They like very noisy music, they party all the time. Maybe I am just jealous that I am not able to attend big parties. I like noisy music sometimes, but not all the time.

The idea with this short post is that I just wanted to say that I think it is fair, when people have prejudices about autism. They have probably never heard about before - maybe once or twice, but that is not enough to know how autism really works. If someone tries tell me what to do about my diagnosis, I will just have to prove that I am not how they think I am. I like humor, I like music, I like social situations just like other people. It is just harder for me to be a part of it.

tirsdag den 17. marts 2015

Atypisk autisme

Jeg kan ikke lide at gøre mig selv mere speciel end andre. Jeg er ikke typen, der har behov for at skille mig ud, men en anden ting er, at jeg har atypisk autisme, og det er den mindst almindelige af autismediagnoserne. De to andre hedder infantil autisme og aspergers syndrom. Som autist bliver man sat i en "kasse" med andre, der måske kan have samme træk. Sådan er det, hvis man har infantil autisme eller aspergers syndrom, tror jeg. Men jeg har atypisk autisme, og det er meget bred diagnose, da den indeholder alle mulige forskellige symptomer.

Man plejer at dele atypiske autister op i 3 andre grupper. 
Der er den ene gruppe, det er dem der nærmest er apsergere, men har nogle få træk, der skejer ud. Det er den gruppe, jeg er i. Jeg har præcis de ting man skal have, for at være asperger, men jeg kan til tider godt lave bestemte bevægelser med hænderne eller øjnene, og det gør aspergere ikke. 

Den anden gruppe er dem der er "lavere fungerende", hvis jeg kan kalde det det. Der er mange med atypisk autisme der er retarderede, men det er bestemt ikke alle. Jeg må indrømme at jeg ikke ved meget om denne gruppe, da jeg ikke kender nogen der er der.

Og så er der gruppen af alle mulige, man ikke kan sætte ind i en "kasse". De kan både være meget højt begavede, men også meget lavt begavede. De kan også være helt almindelige. Det er alle mulige autister, man ikke kan sætte ind i en kasse. De er ikke infantile autister, de er heller ikke apsergere, men de er heller ikke to af undergrupperne i atypisk autisme.

Men jeg er i den første gruppe. Dem der nærmest er aspergere, men har nogle træk der skiller sig ud og gør, at man ikke kan være asperger. I stedet for at lave en lang forklaring, vil jeg svare på spørgsmål, jeg tit får, fordi jeg har autisme.

Er du så helt vildt klog?
- Nej, det er jeg ikke. Jeg er ligeså klog som alle andre mennesker. Jeg har nogle stærke sider og nogle ting, jeg husker ekstra godt, men jeg er bestemt ikke klogere end andre. Jeg er ligeså klog som "almindelige mennesker"

Er du så også retarderet?
- Nej, det er jeg ikke. Det er der nogen med autisme der er, men det er altså ikke alle. Jeg er normalt begavet, og det er der også mange autister der er.

Kan du ikke lide at være social?
- Jo, jeg kan skam godt lide at være social. Jeg gider bare ikke, når jeg føler at jeg keder mig. Jeg tror ikke jeg har det samme sociale behov som mennesker uden autisme, men jeg har et socialt behov, og jeg kan godt lide at være social. Det er bare svært for mig at "bryde isen" eller komme i gang, hvis I forstår.

Er du konkret tænkende?
- Det kommer an på, hvad der bliver snakket om. Jeg forstår godt ironi, og jeg bruger meget ironi selv. Jeg forstår også godt billedsprog. Men jeg må da nok sige, at jeg sikkert godt kan være det til tider.

Tror du, at du kan klare dig på egen hånd, når du bliver voksen?
- Ja, det tror jeg helt sikkert. Jeg er mere selvstændig end man lige tror. Det kan være svært for mig at udføre praktisk arbejde i hjemmet fordi jeg føler, at folk dømmer mig, fordi jeg gør det på andre måder end dem.

Har du en "sær interesse"?
- Ja, jeg har haft et par stykker, men jeg har altid været vild med geografi. Lige nu kan jeg rigtig godt lide politik, og da jeg var yngre var det dyr og rummet.

Har du også angst?
- Ja, jeg har forskellige former for angst, og det plagede mig engang i så høj grad, at jeg skulle snakke med dem fra børnepsyk. om, hvorvidt jeg også måske kunne have OCD. Det havde jeg så heldigvis ikke! Men angst har plaget, og plager mig meget. Jeg er især bange for bakterier, beskidte ting, blod, sygdom, og jeg har svært ved at falde i søvn, hvis bare jeg hører den mindste lyd om natten. For at kunne sove skal jeg også tjekke døren og komfuret inden jeg går i seng, og jeg skal gøre det på en bestemt måde. Jeg er også sygeligt bange for hvepse og bier.

_________________________________________________________________________________

In English

I do not generally like to point out my flaws. I have never had the need to be different from other people, but I am. Because one thing is that I have autism. Another thing is that I have an even more unspecific diagnosis - I have atypical autism. It is the rarest diagnosis in the autism spectrum. The two others are infantile autism (also called classical autism) and apsergers syndrome. Atypical autism is very unspecified and it includes many different traits. You can split atypical autism into three smaller groups.

There is the group that resembles aspergers syndrome a lot. I am a part of this group. I have all the required traits to be an asperger, but I have a few flaws that are not a part of the aspergers diagnosis. Sometimes I get "tics" where I flap my hans in a special way.

The second group is for those with low functioning atypical autism. They are often retarded, however I do not know very much about this group as I don not know anyone with this diagnosis.

The third group is even for unspecific than the diagnosis itself. It is for those autists they cannot place anywhere. They are not infantile autists, they are not aspergers either, and they are even not a part of one of the two groups in atypical autism. People in the third groups can be low functioning, but they can also be incredibly intelligent. They can also be normally intelligent. 

Now I will answer some questions I often get because I am autistic. I will answer as good as I can.

Are you very smart?
- Nope, I am not smarter than "ordinary people". I have a few topics where I have a good memory, but I don not think it is the same thing as being smart.

Are you retarded?
- No I am not. There are some autists who are retarded, but it is not anyone. Intelligence is different from person to person.

Do you not like being social?
- Yes I do. But I easily get bored by social situations, so it can be hard for me to concentrate an entire evening in a big group. The hardest part about being social is probably that it is very hard for me to start a conversation, so much of the time I will just be sitting still in my chair looking around in the room.

Do you have difficulties understanding "pictures" in speech?
- Sometimes I have, but most of the time I do understand it. I do understand puns and irony as well.

Will you ever be able to live alone/be on your own hand?
- Yes of course I will. Sometimes it can just be difficult to me to do practical housework because I am afraid what other people in the house think of me - because I typically do the things my own way, and I do not like being judged.

Do you have a special interest?
- Yes I have. I have always been very interested in geography. Right now I am also interested in politics, and when I was younger I was interested in animals the space.

Do you have any significant fears?
- I have lots of fears. When I was kid I was often anxious to a point that was very serious. The psychologists at the hospital thought I had OCD which I luckily did not have. I am especially afraid of germs, blood and illness. When I go to bed, I have to check whether the door is locked or not. I also have to make sure the stove is turned off. Otherwise I cannot sleep, and I have to check these things in the same way all the time and in the same order. I also have an extreme fear of wasps and bees.







torsdag den 5. marts 2015

At være perfekt

Eller ja, sådan noget den stil. Jeg kunne ikke finde en passende overskrift, og det giver faktisk ikke specielt god mening i forhold til det, jeg skal skrive lige nu. Jeg skal nemlig skrive om en af mine største svagheder som autist og sikkert også bare som person i det hele taget.

Jeg har altid haft det sådan, at alt skal være perfekt. Alt skal gøres perfekt, alt skal være perfekt, alt skal blive perfekt, og hvis det ikke er perfekt, er det fordi jeg er dum, uintelligent eller fordi jeg sjusker. Sådan har jeg altid haft det. Hver eneste ting jeg gjorde - specielt da jeg var yngre, blev tjekket igennem, og der blev holdt styr på mine ting på en helt bestemt måde, så jeg sikrede mig, at jeg gjorde tingene helt perfekt. 

Det er svært at forklare om det er noget der plager mig eller ej, for på en måde synes jeg det er ekstremt irriterende, at jeg ikke bare kan slappe af, men på en anden måde synes jeg også at det har hjulpet mig. Et eksempel jeg husker meget tydeligt, var da jeg var 9-10 og startede med at chatte på online hjemmesider. Jeg googlede hvordan man stavede ord og om det jeg skrev var grammatisk rigtigt. Selvfølgelig kunne jeg ikke altid gennemskue det, men en chatbesked som egentlig skulle have taget virkelig kort tid at skrive, kunne nemt tage temmelig lang tid ... fordi jeg skulle google det meste af det. 

Jeg har altid været vildt bange for at lave fejl, og det er jeg stadig. Faktisk har jeg svært ved at udgive det her indlæg, fordi der helt sikkert er grammatiske fejl i. Det nager mig ikke, når andre laver fejl. Det er ligemeget hvad vi snakker om. Bare jeg ikke selv laver dem! Det er især i skolerelaterede ting, jeg ikke bryder mig om at lave fejl - hvilket jo er rigtig åndsvagt, da det er der man er for at lære. Jeg kan også godt se det nu, men når jeg i morgen tager i skole, bliver jeg helt sikkert bange igen. En grund kan være, at jeg sikkert er bange for, hvad folk synes om mig. Synes de nu jeg er dum? mærkelig? et stort fjols? en idiot? Det her indlæg blev lidt langt, men jeg havde lige brug for at fortælle noget om det.

English summary

This post is about one of my biggest weaknesses as a person with autism. I have always had the urge to be perfect. That sounds pretty normal - who would not want to be perfect? The difference is probably that my "urge" sometimes gets out of control. It has always been a big problem for me. Actually I don't feel very good about publishing this post because I am afraid there are grammar errors in it. I am and have always been afraid that people will judge me and think I am stupid or some kind of idiot because of my grammar, my appearance, my way of talkning... yeah just because of all the things that might not be perfect!

Perfection has always been a weakness to me. When I started chatting on online websites I constantly googled words and grammar rules to make my messages look perfect. I did not really understand much of what I read, but I tried anyways. When I started in school I had imaginary systems and patterns. They were a kind of "guide" to be perfect. I had to dress like the other students, my food should not smell in a weird way, when I was drawing I liked to use a ruler to make right lines. Since then I have spent a lot of time to learn how to be more relaxed in those kinds of situations. I have learned that it is impossible to be perfect and anyone makes mistakes.