lørdag den 13. juni 2015

At føle med andre

Hejsa, det er efterhånden lang tid siden jeg sidst skrev noget, men jeg har bare ikke haft tid og overskud på grund af afgangsprøver. Indlægget i dag kommer til at handle om at føle med andre, og om hvordan min personlighed kan virke upersonlig uden jeg egentlig tænker over det.

Jeg vil først og fremmest skrive - jeg prøver ikke at fremhæve mig selv her. Jeg siger ikke, at jeg led og ond, og jeg siger heller ikke at jeg ikke kan være god mod andre. Jeg siger bare, at jeg tit har svært ved at forstå hvad andre tænker og mener.

Jeg kender en person på internettet. Eller jeg kender hende ikke, men jeg har set hende på en side på Facebook ret tit. Hun skriver altid, at hun har brug for hjælp. Måske har hun kærestesorger, eller også er der noget andet galt. Det er situationer som denne, hvor jeg måske for nogen kan virke følelseskold uden egentlig at være det.

For det første, så forvirrer det mig når folk skriver om sådan noget. Ikke at jeg synes det er irriterende, jeg bliver bare forvirret. For det andet kan jeg ikke sætte mig ind i mange af de ting med kærestesorger og sladder. Måske er jeg bare umoden? Det ved jeg ikke.

Jeg har altid hadet at se romantiske film. De fleste piger på min alder elsker dem, og det får mig til at tænke, at jeg sikkert er umoden. Det jeg ikke kan lide ved dem er, at jeg synes at personernes problemer simpelthen er så ynkelige. Ja, ynkelige er hvad jeg synes, de er. Selvfølgelig bliver man såret hvis ens kæreste er utro, men helt ærligt, hovedpersonen er da også for dum hvis han eller hun går tilbage til kæresten.. øv! Når jeg hører om kærestesorger, pigesladder og sådan nogle ting, tænker jeg tit "hvor dumme kan folk egentlig være?", selvom de nok  ikke er dumme. Bare kede af det. 

Jeg tænker ofte at jeg har en mig-personlighed og en autisme-personlighed, og min autisme-personlighed kan slet ikke tage romantiske film seriøst. Det var ikke for at være ond mod dem der godt kan lide de film, det var bare et eksempel for at vise, hvordan jeg på nogle måder slet ikke kan sætte mig i andres sted.

Et andet eksempel er, når folk taler godt om noget, jeg ikke kan lide. Jeg bliver ikke led eller noget, jeg ignorerer det bare. Selv hvis de også spørger om min mening. Jeg har en ven, jeg somme tider diskuterer politik med, og jeg føler mig tit som en dårlig ven fordi jeg ignorerer meget. Jeg ignorerer ikke for at være flabet eller fordi jeg ikke gider personen, bare fordi samtaleemnet forvirrer mig eller fordi jeg ikke kan lide det, personen snakker om.

Men er jeg egentlig følelseskold, når jeg ignorerer andre og tænker, at folks kærlighedstanker er ynkelige? Måske er min autisme-personlighed lidt følelseskold, men min mig-personlighed er helt klart ikke følelseskold. Jeg kan sagtens få det skidt på andres vegne, specielt hvis det er et problem, jeg selv kan relatere til.

Det blev lidt langt, men det er også første gang i lang tid, jeg skriver. Nu får jeg mere tid til at skrive, da jeg ikke er til prøve mere.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar