mandag den 18. maj 2015

Når verden brænder sammen...

Hejsa, det er længe siden, jeg sidst lavede et indlæg, men nu skriver jeg igen.

Der har i et stykke tid været ret mange, der skrev eller fortalte om, hvordan det føles, når verden brænder sammen eller når man har "kaos" i hovedet. Jeg kan sige med det samme, at det ikke kan sammenlignes med nogen anden følelse. Kaos i hovedet føles på en bestemt måde - ligemeget hvor meget, man prøver, kan man ikke styre det.

Man kan ikke sammenligne kaos i hovedet med en følelse. Mere som ting der sker - et relæ der kortslutter, noget der går i stå eller lignende. En slags klap, der går ned, og så får man en helt andet personlighed, som man ikke kan styre.

Man prøver at styre det, men man ved, at det er umuligt. En episode jeg husker klart, var engang jeg var i Fårup Sommerland med min far. Jeg havde haft en god dag hele dagen, bortset fra der, hvor vi skulle i vandland. Jeg har altid haft svært ved at klæde om sammen med andre. Jeg hader at være nøgen, så jeg plejer altid at klæde om på toilettet. Det kunne jeg så ikke. Samtidig var der ekstremt mange mennesker, og der var skrigende børn. Det er noget af det værste, jeg har prøvet længe. Det vilde er faktisk, at jeg ikke kan huske det ret tydeligt, hvilket jeg plejer at kunne. Jeg husker dog, at jeg begyndte at græde, ryste og trække vejret meget hurtigt, hvilket virkede underligt for nogen, for de spurgte mig om hjælp, men det var som om, at jeg ikke kunne høre eller svare dem. Jeg husker ikke, hvordan jeg egentlig kom ud, men det jeg var træt og svimmel. Jeg følte nærmest, at jeg skulle kaste op eller besvime.

Sådan føles det selvfølgelig ikke hver gang. Det der var bare et slemt tilfælde. De fleste gange føles det som om, at noget går ned, bare på en mildere måde. Man får lyst til at kaste rundt med alt ting. I dag kan jeg sagtens styre mig, men det kunne jeg ikke, da jeg var yngre. 

Kaos i hovedet kommer på forskellige tidspunkter. Det handler tit om, når noget skal planlægges, hvis der er noget, jeg synes er ulækkert, eller hvis der er meget larm. Den bedste måde at stoppe det, er ved at lade mig være i fred. Jeg vil helst ikke være sammen med andre mennesker, hvis jeg får det svært - og endnu værre - hvis nogen prøver at snakke med mig, om mine problemer. Min kaos kan nemt vende tilbage, hvis det er blevet godt, og nogen begynder at snakke om det.

English: I'm taking a break for writing in English for a while. I will start writing in English again later.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar