At tabe ansigtet

At tabe ansigtet er en vending, der stammer fra Kina. Det betyder, at man bliver flov på sin eller andres vegne. Hvis man føler, at man på en eller anden måde har ydmyget sig selv eller nogle andre, og det går ud over en selv. Jeg kommer ikke fra Kina, men jeg kender stærkt til "at tabe ansigtet". 

At tabe ansigtet for mig kan ske på forskellige måder. Hvis jeg opdager, at nogen andre gør noget - f.eks. bagtaler en anden, og jeg ikke ved, hvad jeg skal sige, og jeg bare ignorerer det. En dag, kommer en lærer og spørger mig, om jeg har hørt nogen bagtale en anden, og jeg siger nej. Der taber jeg ansigtet, for det er jo ydmygende for mig at må lyve, og også meget forkert.

Det kan også være, hvis jeg starter med at sige noget, en person spørger ind, og jeg har ikke lyst til at uddybe svaret. Ydmygende, og jeg taber ansigtet. Det sker tit for mig. Måske fordi jeg har autisme og jeg altid misforstår folk. Jeg vil jo ikke ende i en ydmygende situation, selvom det somme tider sker. Måske er det ikke helt en ydmygende situation, måske mere en akavet situation, man ikke på nogen måder kan rode sig ud af.

Jeg kommer tit til at sige ting, hvor jeg uden at tænke over det uden tvivl vil tabe ansigtet senere. Jeg har ikke rigtigt den samme stop-knap som folk uden autisme. Nogle gange ved jeg ikke rigtigt, hvad der er passende og upassende at sige. Jeg kan slynge noget provokerende ud, og først vide, hvor provokerende det rent faktisk var, et par minutter efter jeg sagde det. Ikke lige det bedste, hvis man gerne vil have venner. I det mindste er det noget, jeg er opmærksom på. 

Når jeg skal mødes med nye personer, klassekammerater eller folk, jeg potentielt skal blive venner med, bliver det endnu mere svært. Ikke fordi jeg nødvendigvis provokerer dem, men fordi jeg altid er "akavet stille", og det ender så med, at jeg som sagt taber ansigtet ..

Det var lidt om at tabe ansigtet. Som sagt et kinesisk udtryk, jeg synes passer godt på visse situationer man oplever som autist.

Det første foredrag

Det er efterhånden meget lang tid siden, jeg sidst skrev et indlæg på min blog, så nu gør jeg det igen. Der er sket en helt masse for mig på det seneste - jeg er startet i gymnasiet, jeg har holdt foredrag, jeg er blevet et år ældre. Jeg har sikkert nævnt herinde, at jeg er startet i gymnasiet, men jeg tror ikke, at jeg har nævnt noget om mit foredrag.

På det seneste har jeg været i mange situationer, hvor jeg får meget ros. Det er altid dejligt at få ros, for så ved man, at folk sætter pris på de ting man gør - og måske mest af alt fordi det styrker ens selvtillid meget. Men jeg er dårlig til at modtage ros. Jeg bliver altid tavs, og siger bare "tak", og det virker måske lidt latterligt at jeg ikke kan sige noget igen. Jeg tænker altid - hvad skal jeg dog sige mere end tak, for at de andre ikke synes, at jeg er utaknemlig? For jeg vil ikke virke utaknemlig, jeg ved bare ikke, hvad jeg skal sige mere end "tak".

Grunden til, at jeg tager emnet med ros op er, at jeg jo lige har holdt foredrag, hvilket jeg har modtaget meget ros for. Jeg har faktisk kun direkte takket én af dem, der roste mig, og det giver mig en vis skyldsfølelse. Det er jo ikke fordi, at jeg heller ikke takker dem, det er bare fordi jeg ikke altid ved, hvad jeg skal sige. Det bliver lettere akavet.

Men for at se bort fra det akavede ved ros, var jeg rigtig glad for at holde mit foredrag. Jeg er også glad for, at folk rent faktisk kunne lide det, og at jeg ikke bare stod og ydmygede mig selv. Folk var gode til at stille spørgsmål, hvilket jeg inderligt også håbede på, for ellers ville jeg måske føle mig lidt som en fiasko.

Jeg har altid været meget nervøs for at tale med personer, men at tale til personer er noget andet. Her føler jeg, at jeg kan være mere åben, og jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Måske er det fordi, at de koncentrere sig for at høre, hvad jeg har at sige frem for at dømme mig på de ting, jeg fortæller dem. Selvfølgelig er det ikke alle mennesker der dømmer, men jeg er som sagt et meget pessimistisk menneske, der tror at alle dømmer mig.

Grunden til jeg kalder mit indlæg "Det første foredrag" er fordi jeg håber på at komme til at holde flere foredrag. Jeg har snakket med hende, jeg holdte foredrag for, og jeg kommer nok til at arbejde mere sammen med hende i fremtiden.

Men den seneste måned har været ret speciel, og jeg har derfor ikke fået skrevet så meget! Jeg ser frem til at kunne skrive mere på min blog meget snart.

Hvad der forventes af os

Der forventes meget af os unge mennesker. Når vi bliver voksne, skal vi have uddannelse, hus, bil, børn, job, kæledyr og mange andre ting. Eller det forventer de fleste. Sådan er det også for mange unge mennesker uden diagnose - ikke alle - men for mig, er det anderledes. Men fordi min autisme er usynlig, vil folk stadig kigge underligt på mig, når jeg fortæller om mine meninger indenfor dette emne.

For min fremtid er ret anderledes for dem uden autisme. Det er noget, jeg vælger frivilligt. Jeg kommer garanteret aldrig til at have et hus. Jeg kommer ikke til at få børn, for det ønsker jeg ikke. Jeg kommer måske til at have kørekort eller en bil. Jeg kommer nok til at bo en lejlighed, hvor jeg er tæt på de ting, jeg har brug for. Jeg kommer nok til at have en kontaktperson, der kan hjælpe mig med de ting, jeg ikke kan klare på grund af de mange ting, jeg er bange for. En til at hjælpe mig, hvis jeg f.eks. er bange for bakterier.

Men kommer jeg til at have en uddannelse? Det er jeg meget sikker på, eftersom jeg går på gymnasiet nu. Jeg vil gerne have en god uddannelse, gerne indenfor en af mine særinteresser. Så håber jeg, at jeg også kan få et arbejde. 

Det skal være et arbejde, hvor der ikke er mange andre mennesker. Et arbejde, hvor jeg kan fordybe mig i de ting, jeg interesserer mig for, og hvor man kan sidde og "nørde" alene. Det ville være det ideelle job for mig. Jeg ville blive stresset, hvis jeg skulle være sammen med alt for mange mennesker om dagen.

De fleste forventer, at man får en familie, et hus og alt muligt andet. Jeg vil ikke have en familie som sådan. Det vil jeg ikke kunne overskue. Den livsstil virker heller ikke interessant for mig. Jeg vil ikke have et hus. Det kan jeg ikke styre. Der er for meget plads, det er for dyrt og der er alle mulige ting, man skal holde styr på. Så hellere en lejlighed, det ville være mere overskueligt for mig. 

Når man bliver voksen forventes der en hel del af en, specielt fra omverdenen. Man skal blive voksen, komme videre med sit liv, få hus, børn, have, bil, dyr og alt muligt andet. En masse ting, jeg nok ikke vil være i stand til at have, og som jeg ikke har intentioner om at få. Ikke fordi, jeg føler mig begrænset i at få det, men fordi jeg personligt ikke har lyst.

Det var lige hurtigt mine tanker omkring emnet. Jeg kom i tanke om det, da jeg har fødselsdag i dag.

Autist på gymnasiet

Så startede jeg på gymnasiet. Det var så lidt tid siden - den 11/08 - og det var en stor omvæltning. I hele min skoletid er jeg vant til, ikke at blive behandlet som et ansvarligt og voksent menneske. Noget, jeg aldrig har været vant til. I min tid på Firkløverskolen er jeg blevet lært, hvordan man skal tage hensyn til alle - man må ikke købe en cola, for så bliver de andre elever misundelige, man må ikke drikke juice i skolen, da der er sukker i .. og så videre. Man må synes hvad man vil om de regler, men jeg har personligt aldrig rigtigt været for det. Hvis man bliver misundelig over, at en anden bruger sine egne penge på en cola, er det så ikke en selv, der har et problem? 

Nu skal jeg ikke komme for meget ind på det emne, og nu skal jeg heller ikke begynde at beskylde folk. For ja, der var dårlige ting med Firkløverskolen, men der var også gode ting. Jeg har mødt min bedste ven på Firkløverskolen, jeg har haft fantastiske lærere på Firkløverskolen. Der har altid været plads til mig, hvis jeg fik det svært. Firkløverskolen har hjulpet mig med at bryde mange sociale barrierer, og selvom jeg i mine kaos-anfald tit kom op at skændes med lærerne og pædagogerne, har de hjulpet mig meget. 

Men i min tid på Firkløverskolen var jeg et andet menneske på nogle måder. Sådan føles det. Jeg har spydig, mistroisk og forvirrende. Kaos i hovedet var noget, jeg fik hver dag - spørgsmålet var bare hvor mange gange jeg ville få det. Dengang gik jeg ikke roligt for mig selv, hvis jeg fik kaos. Jeg smækkede med døre, græd højlydt og kastede mig på gulvet - en opførsel, jeg kun er vokset fra, fordi jeg fik den nødvendige hjælp. Ingen regnede med, at jeg nogensinde ville komme på gymnasiet dengang. Specielt ikke, da jeg dengang var ekstremt dårlig til matematik, da jeg var bange for at lave fejl, og jeg derfor ikke dukkede op til timerne.

I dag er det helt anderledes. I midten af 9. klasse blev jeg ret glad for matematik. Min selvtillid kom i orden, og jeg fik fremragende karakterer i faget. Nu har jeg valgt en linje på gymnasiet, hvor jeg har matematik på A-niveau. Noget hverken jeg eller mine lærere nogensinde regnede med, ville ske! Tro det eller lade være, jer der kender mig, men fagene er helt anderledes på gymnasiet, og jeg fortryder ikke mit valg af linje - jeg har ikke været i gang ret længe, nej, men jeg føler mig overbevist.

Det her indlæg ender med at blive ret langt, men jeg har ekstremt meget at fortælle. Jeg går i en såkaldt "asperger-klasse", selvom jeg ikke er asperger. Jeg er atypisk autist, men alle med en autismediagnose må gå i klassen, hvor der er 12 elever og 2 studieretninger. Først var jeg faktisk lidt bange for at starte - jeg glædede mig meget, men jeg var stadig bange, da jeg forventede, at alle ville være meget bedre fagligt end mig. Heldigvis er vi alle jo gode og dårlige til forskellige ting. Man kan ikke være god til alt, og sådan er det også i min nye klasse. 

Jeg vil ikke lave for langt et indlæg - der er masser af andre ting, jeg gerne vil fortælle. Hvis I er interesserede i at vide mere om min første uge på gymnasiet, så skriv!

Alene på to måder

At være alene kan være godt og dårligt. Jeg elsker at være alene, og jeg bliver træt, hvis jeg er sammen med andre i for lang tid. Jeg kan bedst lide at være alene, men jeg vil også gerne være social, have venner, gå på café med en veninde eller være til fest med mine venner.

Men hvordan kan det være? Tror bare jeg har et større behov for at være alene. Jeg har skrevet om det før. Jeg bliver træt af at være sammen med andre i for lang tid. Ikke fordi jeg ikke gider, men fordi det bare dræner mig for energi.

Men det er ikke det, jeg vil skrive om i dag. Den form for alene-tid jeg skal skrive om i dag, er helt anderledes. Faktisk har det næsten ikke noget med det at gøre. Det jeg mener, er at jeg tit føler mig alene på den måde, at der ikke er nogen, der forstår mig. Ingen kan sætte sig ind i mine tanker, når jeg fortæller om den. Få gange kan nogen godt sige, at det er synd for mig eller sige, at det er godt for mig. Det er underligt at forklare.

Ting, der for de fleste kan virke ligegyldigt, kan virke ekstremt vigtige for mig og omvendt. Det er svært, at der er få, der forstår mig. Det får mig til at føle mig alene.

Jeg vil ikke have ondt af mig selv eller noget, men det er sværere at finde nogen der forstår en, når man har den mest uspecifikke diagnose overhovedet. Folk taler om infantil autisme eller aspergers syndrom, men sjældent om atypisk autisme. Jeg har ikke noget imod, at folk taler om de andre diagnoser, for det er der også en grund til - atypisk autisme er jo så uspecifik, og den er også mere sjælden end de andre. 

Atypiske autister er jo autister, der ikke opfylder de tre krav for at være autist, men hvor de krav der så opfyldes, er mere synlige/ekstreme - eller hvad jeg nu skal kalde det. For mit vedkommende er det det sociale, der er ekstra svært for mig. 

Jeg ved ikke om dette indlæg var ynkeligt, og jeg vil ikke udstille mig selv som værende speciel .. jeg har bare prøvet at fortælle om det så godt jeg nu kunne. 

Stress, nervøsitet, det ukendte

Som mange andre autister har jeg svært ved ting, jeg ikke ved. Jeg vil gerne vide alt, men det ved jeg, at man ikke kan. Det kan gøre mig stresset og nervøs, hvis jeg ikke ved, hvad der skal ske. Jeg skal meget snart starte på gymnasiet, hvilket bliver en stor omvæltning. Jeg skal i en specialklasse for unge med autisme. Det faglige niveau er det samme som i en almindelig klasse, der er bare færre elever i klassen, og man har mulighed for at lave sine ting selv, hvor man i en almindelig klasse ville lave mere gruppearbejde. 

Hvorfor stresser det mig? Godt spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad der skal ske. Som sagt vil jeg gerne vide alt, hvis bare det var muligt, og når jeg ikke ved, hvad der skal ske indenfor den nærmeste fremtid, bliver jeg forvirret. Jeg har et skema over, hvordan min første skoledag bliver.

Alligevel mangler jeg svar på mange spørgsmål, som jeg bliver stresset bare af at skrive ned her. Hvordan skal jeg opsøge andre? Vil det synes, at jeg er underlig? Hvad nu hvis jeg kommer for sent, hvad gør jeg så? Hvad for noget tøj har de andre på? Hvad hvis min computer larmer for meget? En masse af sådan noget. En masse ting, der kan gå galt, og som jeg tror vil gå galt - fordi jeg er så pessimistisk.

Jeg er ikke så nervøs for klassen. Klassen kommer nok til at ligne den, jeg kender fra Firkløverskolen - cirka 12 elever i klassen, man har sit eget bord, man har et sted til sine ting. Det er jeg ikke nervøs for. Men de andre "småting", som andre nok vil kalde dem, er jeg nervøs for. For mig er de ikke småting, men store ting, der kan ødelægge min dag eller uge. Hvis en af de ting går galt, vil jeg føle mig ydmyget, og jeg vil føle, at andre griner af mig eller synes, at jeg er underlig. Derfor må jeg konstant være forsigtig med, hvad jeg gør. Det kan godt være hårdt, og det gør mig ekstremt stresset og nervøs. Sådan er det altid, hvis der sker noget nyt og stort i mit liv.

Sådan støtter man mig

Der er mange, der fejlagtigt tror, at man støtter alle autister ved at have ondt af dem, føle med dem, lave store, triste begivenheder, hvor de har medlidenhed med alle verdens autister. Det er sikkert sådan, man støtter nogle mennesker med autisme, men det er bestemt ikke sådan, man støtter mig.

Jeg har ikke brug for, at folk har ondt af mig. Jeg har haft autisme hele mit liv - jeg har ikke prøvet andet, så hvordan skulle jeg kunne svare på, hvad der er bedst for mig? Jeg har ikke prøvet, ikke at have autisme, og det gør mig ked af det, når folk er så desperate efter at finde en kur eller have medlidenhed med mig, fordi jeg har autisme.

Det er i orden, at folk har medlidenhed med autister, når de får nedsmeltninger eller kaos i hovedet, men at have ondt af folk bare fordi de har autisme? Det synes jeg ikke er den rigtige måde, at gøre det på for mig. Måske for nogen, men ikke for mig.

Jeg kom i tanke om at skrive om dette emne, da jeg oftere og oftere hører om folk og organisationer, der forsker i at kurere autisme. Jeg tvivler ikke på, at de gør det i god mening, og nogen sikkert gerne vil kureres, men jeg vil ikke kureres. Hvis jeg blev kureret, ville jeg ikke vide, hvad jeg gik ind til. Måske ville min personlighed ændre sig. Måske ville min hukommelse blive dårligere?

Men hvordan støtter man mig så? Jeg er sikker på, at jeg langt fra er den eneste autist, der har det på denne her måde. Jo, hvis man skal gøre mig rigtig glad, vil jeg gerne behandles som et almindeligt menneske, og hvis jeg nævner overfor nogen, at jeg har autisme, skal de bare acceptere det - og forhåbentlig lade være med tro, at jeg er voldelig, misrygtet eller spiser for meget gluten, eller hvad for nogle fordomme der ellers er om autisme. Det er sådan, man gør mig glad.

Hvordan gør man alle andre autister glade? Hvor skulle jeg vide det fra. Vi er alle forskellige, også selvom vi har en diagnose, der giver os et par af de samme træk hist og her. Nogen er højtfungerende, andre er lavtfungerende, nogen har særinteresser, andre har ikke særinteresser, nogen har ingen venner, nogen har mange venner, det er helt forskelligt. En ting synes jeg dog, de ting skal have til fælles, og det er, at folk skal blive bedre til at acceptere og forstå autisme. I stedet for desperat at prøve på at kurere os, kunne de prøve at acceptere og forstå os.