Som mange andre autister har jeg svært ved ting, jeg ikke ved. Jeg vil gerne vide alt, men det ved jeg, at man ikke kan. Det kan gøre mig stresset og nervøs, hvis jeg ikke ved, hvad der skal ske. Jeg skal meget snart starte på gymnasiet, hvilket bliver en stor omvæltning. Jeg skal i en specialklasse for unge med autisme. Det faglige niveau er det samme som i en almindelig klasse, der er bare færre elever i klassen, og man har mulighed for at lave sine ting selv, hvor man i en almindelig klasse ville lave mere gruppearbejde.
Hvorfor stresser det mig? Godt spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad der skal ske. Som sagt vil jeg gerne vide alt, hvis bare det var muligt, og når jeg ikke ved, hvad der skal ske indenfor den nærmeste fremtid, bliver jeg forvirret. Jeg har et skema over, hvordan min første skoledag bliver.
Alligevel mangler jeg svar på mange spørgsmål, som jeg bliver stresset bare af at skrive ned her. Hvordan skal jeg opsøge andre? Vil det synes, at jeg er underlig? Hvad nu hvis jeg kommer for sent, hvad gør jeg så? Hvad for noget tøj har de andre på? Hvad hvis min computer larmer for meget? En masse af sådan noget. En masse ting, der kan gå galt, og som jeg tror vil gå galt - fordi jeg er så pessimistisk.
Jeg er ikke så nervøs for klassen. Klassen kommer nok til at ligne den, jeg kender fra Firkløverskolen - cirka 12 elever i klassen, man har sit eget bord, man har et sted til sine ting. Det er jeg ikke nervøs for. Men de andre "småting", som andre nok vil kalde dem, er jeg nervøs for. For mig er de ikke småting, men store ting, der kan ødelægge min dag eller uge. Hvis en af de ting går galt, vil jeg føle mig ydmyget, og jeg vil føle, at andre griner af mig eller synes, at jeg er underlig. Derfor må jeg konstant være forsigtig med, hvad jeg gør. Det kan godt være hårdt, og det gør mig ekstremt stresset og nervøs. Sådan er det altid, hvis der sker noget nyt og stort i mit liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar