lørdag den 26. december 2015

16 spørgsmål og ting jeg tit for af vide som autist

Jeg ved ikke om jeg har lavet et indlæg som dette før, så nu gør jeg det. Jeg får mange forskellige spørgsmål, og jeg kan godt lide, når folk interesserer sig for autisme. Det betyder jo, at de vil vide mere. Det jeg ikke kan lide, er når spørgsmålene får en slags fordomsfuld tone, hvilket det nogle gange lidt kan lyde som om.

Men .. du ligner jo ikke en autist?
Jeg ved ikke om det er et spørgsmål eller ej, men i hvert fald er det noget underligt noget at sige. Autister ser ikke ud på bestemte måder. De er forskellige ligesom folk uden autisme er forskellige. Det er her man godt kan få lyst til at spørge, hvordan de mener, en autist ser ud.

Hvorfor har du autisme?
Det ved jeg ikke! Men min umiddelbare idé er, at nogen i min familie har eller har haft autisme.

Gider du ikke at have venner?
Selvfølgelig vil jeg have venner. Det er bare meget hårdt for mig at være social hele tiden. Det kræver meget energi at forberede sig til at være sammen med folk - og endnu mere energi kræver det rent faktisk at gøre det.

Blev du mobbet i skolen?
Ja, da jeg gik i de små klasser.

Er det ikke bare teenageproblemer? Der er jo så mange, der har noget nu om dage.
Nej, det er bestemt ikke teenageproblemer. Jeg blev diagnosticeret da jeg var 7 år. Og jeg tror, at grunden til at der er så mange med psykiske problemer "nu om dage" er fordi psykologerne er meget dygtige.

Har du specielle evner?
Altså, jeg kan hverken flyve eller trække vejret under vand, men jeg har en god hukommelse indenfor bestemte emner. Jeg vil ikke kalde det en evne, for det er jo ikke noget ekstremt. Der er også mange mennesker uden autisme, som har gode hukommelser.

Er du autist fordi du blev misrygtet som barn?
Som sagt ved jeg ikke, hvorfor jeg er autist, men jeg kan hurtigt udelukke, at det er fordi jeg blev misrygtet. For jeg blev ikke misrygtet! Jeg havde/har en rigtig god og tryg barndom.

Har dine forældre et misbrug?
Nej!

Tager du medicin for autisme?
Nej, det gør jeg ikke. Men nogen gør, og det er også fair nok.

"Ærligt, så tror jeg at autisme er noget medicinalindustrien har fundet på for at sælge medicin"
Ikke et spørgsmål, men jeg hører den tit, så den skulle nævnes. Nej, det tror jeg ikke .. det der lyder for mig mere som en konspirationsteori, og hvis man tror på den slags teorier kan man ligeså godt tage sølvpapirshatten på med samme.

Er du retarderet?
Nej, men nogen autister er. Vi er alle forskellige, der er ikke en autist der er ens.

Har du tics?
Ja, men ikke i et voldsomt omfang. Jeg flapper med hænderne, blinker med øjnene og rynker øjenbryn.

Kan du ikke holde ud at have bestemt tøj på?
Jeg kan holde ud at have rigtig meget tøj på, dog med begrænsninger. Jeg kan ikke holde til at have trøjer og kjole på, hvor halsen går for langt ned, da jeg fryser meget nemt. Striktøj er heller ikke mig medmindre jeg har noget indenunder, da jeg synes det kradser.

Kan du læse folks intentioner?
Slet ikke! Men i modsætning til mange autister, tror jeg det værste om andre, hvilket tit forhindrer mig i at få venner. Det gode ved det her er så, at jeg er svær at narre.

Er du et ordensmenneske eller et rodehoved?
På nogle områder er jeg et rodehoved og på andre er jeg det største ordensmenneske der findes. Mit værelse er meget rodet, men jeg ville aldrig i mit liv kunne holde ud at være i et roddet køkken i ret lang tid.

Har du rutiner og ritualer?
Rutiner? Nej. Ritualer? I den grad! Meget planlægning gør jeg i hovedet, så jeg bryder mig ikke om, når man nærmest planlægger for planlægningens skyld, men jeg har ritualer jeg er nødt til at gøre for at kunne "fortsætte" til næste skridt, hvis man kan sige det sådan. Jeg kan ikke sove før jeg har tjekket ovnen og døren 4 gange.





tirsdag den 22. december 2015

Når autismen bliver min fordel

Oftest hører man om de negative sider af autisme, hvilket jo også er dem, man nok lægger mest mærke til, da det er dem der gør, at man er anderledes end andre. I mit tilfælde er jeg ked af, at der er mange ting, jeg nok ikke kan på samme niveau som andre - socialisere, være i områder med høj larm og stærk lugt eller steder med mange mennesker på lidt plads. Ting som disse kan give mig kaos i hovedet og nedsmeltninger, så jeg måske først bliver frisk dagen efter. På trods af dette, kan jeg alligevel ikke sige, at jeg vil leve uden autisme. Hvorfor ikke? Fordi jeg aldrig har prøvet. Det ville da være uhyggeligt at udsætte sig selv for noget ukendt og uhyggeligt, der måske vil ændre en masse ting ved en. Måske vil min personlighed, mine interesser, mine holdninger eller måske min intelligens blive ændret, hvis jeg blev kureret for autisme. Måske ville jeg inderst inde blive et helt andet menneske? Jeg tror jeg har skrevet om det før, men jeg kan kun blive ved med at skrive det. Som autist ønsker jeg ikke at blive kureret. Jeg ønsker ikke at "normal", for måske vil det have bekostninger. Og jeg kender mange autistiske personer, der siger det samme.

For mig kan autisme være en fordel, selvom det lyder ret underligt. Jeg er meget dårlig socialt, men til gengæld er jeg ekstremt skeptisk, hvilket gør mig i stand til hurtigt at vurdere, om folk lyver. Selvom jeg tit gætter forkert, og folk overhovedet ikke lyver i modsætning til hvad jeg tror, føler jeg stadig, at det er betryggende at være skeptisk og pessimistisk. Jeg føler lidt, at det er en slags beskytter for folk og ting, der vil mig noget dårligt. Det er selvfølgelig trist at tro, at alle mennesker vil en noget skidt, men for mig hjælper det. 

Mange piger i min alder døjer med kæresteproblemer og idéer om, at drengene ikke elsker en tilbage, hvis man elsker dem. Fordi jeg er pessimistisk og skeptisk som person har kærester aldrig sagt mig noget. Faktisk synes jeg bare, at kærlighed er irriterende og ligegyldigt. Jeg forstår ikke, at folk går så meget op i det. Jeg ser det lidt som en fordel at jeg er så afvisende, da efter hvad jeg lægger mærke til ser ud som om, at kærlighed leder til, at man gør en masse ting, der slet ikke giver mening. At man begynder at tænke på en svævende, naiv måde, hvor man nærmest glemmer at tænke på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre.

Autisme bliver min fordel og min ulempe med hensyn til hukommelse og intelligens. For på visse områder er jeg meget intelligent, men kommer det til det f.eks. det sociale eller det kropslige, der jeg meget bagud for min alder. Jeg har meget dårlig balance og jeg kan knapt nok gribe en bold. Til gengæld er jeg ret god til skolearbejde, hvilket jeg ser som en klar fordel. 

Så på den måde har jeg fordele med min autisme. Jeg har også ulemper, men det var ikke meningen med dette opslag. Meningen var at gøre folk mere og mere opmærksomme på, at det ikke er kuren, man skal prøve at finde, men plads til, at man kan være autist uden at blive set som et sygt eller handicappet menneske som er til besvær. Bare som en person, der har det svært med forskellige ting.




torsdag den 3. december 2015

"Så få mig dog væk fra det her!"

Jeg ved ikke, hvor mange autister der kender til at tænke sådan inde i hovedet. Måske tænker folk uden autisme det samme, men jeg tror nok ikke, at jeg forbinder det samme måde, som andre gør. For jeg har nemlig tics, og på visse tidspunkter er det temmelig tydeligt. Jeg kan ikke selv gøre for det, og som regel tænker jeg ikke over det.

Man kan næsten ikke se på mig, at jeg har autisme. Det, der får mig til at skrive næsten er, at jeg som sagt får tics, der kan komme i forskellige former og "typer". Dem jeg får mest, er nok tics i ansigtet, hvor jeg enten laver himmelvendte øjne, laver store øjne eller rynker øjenbryn. Det er ikke noget, der irriterer mig specielt meget, for det føles slet ikke så anstrengende. Måske er det bare anstrengende for andre at være i nærheden af, at det himmelvendte øjne f.eks. godt kan lede til mange misforståelser.

Den anden type tics jeg har, ja det er lidt svært at forklare, men det kan somme tider føles ulideligt og anstrengende. Man tænker virkelig "Så få mig dog væk fra det her!" Jeg har lært at tone ned for den slags tics efterhånden som jeg er blevet ældre, så jeg kun gør det, når jeg er alene eller sammen med nogen, der forstår det. Den anstrengende form for tics jeg får, er typisk hvor jeg bevæger hænderne op og ned, nærmest som om jeg flapper med dem. Nogle gange kradser jeg på mig selv, hvilket typisk er på mine arme eller mine håndflader. Det er ikke fordi jeg laver selvskade, men fordi jeg har tics, jeg ikke selv kan styre. Det er jo bevægelser, jeg ikke selv kan styre. 

Grunden til, at det er så ulideligt anstrengende, er nok på grund af den følelse, man får i kroppen. Det er som om, at hele kroppen spænder, og man får sådan et underligt sus i hele kroppen, der lidt føles som en ikke-sjov version af, man bliver rundtosset eller når det kilder i forlystelse i en forlystelsespark. Man tænker inde i sit hoved, at man virkelig har lyst til at stoppe med det. Man tænker "Det her er ikke normalt!", men uanset hvor meget, man tænker det, så hjælper det ikke. Faktisk, kunne jeg ligeså godt lade være med at tænke, så lidt effekt har det. Følelsen er så ubehagelig, at man tænker, at man ville ønske man sov eller sådan noget. 

Det er selvfølgelig ikke alle autister der får tics, men jeg gør, og jeg vælger at skrive om det, fordi det er en stor del af min dagligdag. Faktisk er det et problem, jeg tager meget seriøst. Jeg øver mig i at stoppe med at få tics, selvom det nærmest er umuligt. En god måde at få de anstrengende tics væk, er ved at skrive på tastatur. Det gør jeg ofte, men det resulterer så også i, at jeg skriver ekstremt hurtigt. Min mor har tit spurgt, hvordan det var muligt for mig at skrive så hurtigt på tastatur. Jeg tror egentlig bare, at det er fordi jeg har gjort det så mange gange, men selvfølgelig også en kombination af, at jeg måske får tics samtidig.