søndag den 14. februar 2016

At bryde ud af comfort-zonerne

Nogle gange prøver jeg bevidst at bryde de trygge rammer, ikke for at prøve livet af og se, om der sker alt muligt med mig. Når jeg taler om at bryde de trygge rammer, handler det ofte om småting som spil og vaner, jeg plejer at gøre. Jeg er en stor perfektionist, og i starten da jeg skrev med mine venner, prøvede jeg at skrive så grammatisk korrekt som muligt. Hvis jeg skulle skrive noget på engelsk, gik jeg ind på online ordbøger for at sikre mig, at jeg ikke lavede fejl. For noget tid sid begyndte jeg at skrive mere afslappet, og jeg googlede ikke længere alle ord bare for at være sikker. Det har ændret meget, men det var så ekstremt grænseoverskridende i starten. Hvordan ændrede det sig? Lad mig sige det på den måde, at jeg ikke googler ord mere medmindre det skal være meget formelt. Og jeg kan faktisk godt skrive afslappet nu. Måske er det fordi, jeg har lagt mærke til, at andre gør det samme. 

I dag i mit spil prøvede jeg at bryde en anden comfort-zone, som også handler om en form for perfektionisme. Jeg er stor pokemon-fan og spiller spillene ret ofte, også selvom mange måske vil mene, at jeg bør være vokset fra den slags. Men sagen er den, at jeg altid har spillet sådan at mine pokemoner - de væsner man skal fange i spillet, man kan have seks af dem på sit hold - skulle være i samme level, de skulle have samme køn, og de skulle meget gerne stå i alfabetisk orden når jeg ikke brugte dem på mit hold. Når man ikke bruger sine pokemoner, kan man smide dem ind i en slags computer. Der sorterede jeg dem efter hvilket element de tilhørte - pokemoner tilhører elementer - og bagefter i alfabetisk orden. Ja, at spille pokemon med mig er virkelig kompliceret. I dag har det lykkedes mig at bryde næsten alle af de mønstre, og det har været ligeså grænseoverskridende som det med grammatikken. Det er måske ikke normalt, at man får uro i hovedet og decideret hovedpine af at se oversigten over sit hold, og man føler det er en stor bunke rod. En anden ting, så skulle min karakter i spillene ALTID hedde Cecilie og være en pige, ellers kunne jeg ikke sætte mig ind i det. I dag er min karakter en dreng - selvfølgelig bare for at prøve, om jeg kan overskride den grænse. Mine pokemoner har forskellige køn. Dog kan jeg på absolut ingen måde bryde det med, at pokemonerne skal være i samme level. Jeg bliver stresset bare ved tanken.

Men jeg har stadig mange mønstre, jeg nok bør bryde. Jeg skal stadig tjekke om der tyggegummi under bordene offentlige steder, jeg skal stadig tjekke komfuret 4 gange og jeg skal stadig kigge efter edderkopper og hvepse under sengen. Også selvom tankerne virkelig ingen mening giver .. hvorfor skulle der være en hveps på mit værelse om vinteren?

Et sted hvor jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan leve med mine mærkelige tanker er i bussen. Jeg hader at køre bus, det er så beskidt og roddet et sted, der er en masse mennesker og mange af dem lugter af sved og alkohol. Jeg er ekstremt bange for tyggegummi, så fordi jeg har en frygt for at finde det under bussæderne, står jeg nu op i bussen. Lugten i bussen er stadig ved at tage livet af mig, men jeg har da i det mindste et halstørklæde jeg kan gemme mig i.