Oftest hører man om de negative sider af autisme, hvilket jo også er dem, man nok lægger mest mærke til, da det er dem der gør, at man er anderledes end andre. I mit tilfælde er jeg ked af, at der er mange ting, jeg nok ikke kan på samme niveau som andre - socialisere, være i områder med høj larm og stærk lugt eller steder med mange mennesker på lidt plads. Ting som disse kan give mig kaos i hovedet og nedsmeltninger, så jeg måske først bliver frisk dagen efter. På trods af dette, kan jeg alligevel ikke sige, at jeg vil leve uden autisme. Hvorfor ikke? Fordi jeg aldrig har prøvet. Det ville da være uhyggeligt at udsætte sig selv for noget ukendt og uhyggeligt, der måske vil ændre en masse ting ved en. Måske vil min personlighed, mine interesser, mine holdninger eller måske min intelligens blive ændret, hvis jeg blev kureret for autisme. Måske ville jeg inderst inde blive et helt andet menneske? Jeg tror jeg har skrevet om det før, men jeg kan kun blive ved med at skrive det. Som autist ønsker jeg ikke at blive kureret. Jeg ønsker ikke at "normal", for måske vil det have bekostninger. Og jeg kender mange autistiske personer, der siger det samme.
For mig kan autisme være en fordel, selvom det lyder ret underligt. Jeg er meget dårlig socialt, men til gengæld er jeg ekstremt skeptisk, hvilket gør mig i stand til hurtigt at vurdere, om folk lyver. Selvom jeg tit gætter forkert, og folk overhovedet ikke lyver i modsætning til hvad jeg tror, føler jeg stadig, at det er betryggende at være skeptisk og pessimistisk. Jeg føler lidt, at det er en slags beskytter for folk og ting, der vil mig noget dårligt. Det er selvfølgelig trist at tro, at alle mennesker vil en noget skidt, men for mig hjælper det.
Mange piger i min alder døjer med kæresteproblemer og idéer om, at drengene ikke elsker en tilbage, hvis man elsker dem. Fordi jeg er pessimistisk og skeptisk som person har kærester aldrig sagt mig noget. Faktisk synes jeg bare, at kærlighed er irriterende og ligegyldigt. Jeg forstår ikke, at folk går så meget op i det. Jeg ser det lidt som en fordel at jeg er så afvisende, da efter hvad jeg lægger mærke til ser ud som om, at kærlighed leder til, at man gør en masse ting, der slet ikke giver mening. At man begynder at tænke på en svævende, naiv måde, hvor man nærmest glemmer at tænke på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre.
Autisme bliver min fordel og min ulempe med hensyn til hukommelse og intelligens. For på visse områder er jeg meget intelligent, men kommer det til det f.eks. det sociale eller det kropslige, der jeg meget bagud for min alder. Jeg har meget dårlig balance og jeg kan knapt nok gribe en bold. Til gengæld er jeg ret god til skolearbejde, hvilket jeg ser som en klar fordel.
Så på den måde har jeg fordele med min autisme. Jeg har også ulemper, men det var ikke meningen med dette opslag. Meningen var at gøre folk mere og mere opmærksomme på, at det ikke er kuren, man skal prøve at finde, men plads til, at man kan være autist uden at blive set som et sygt eller handicappet menneske som er til besvær. Bare som en person, der har det svært med forskellige ting.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar