"Så få mig dog væk fra det her!"

Jeg ved ikke, hvor mange autister der kender til at tænke sådan inde i hovedet. Måske tænker folk uden autisme det samme, men jeg tror nok ikke, at jeg forbinder det samme måde, som andre gør. For jeg har nemlig tics, og på visse tidspunkter er det temmelig tydeligt. Jeg kan ikke selv gøre for det, og som regel tænker jeg ikke over det.

Man kan næsten ikke se på mig, at jeg har autisme. Det, der får mig til at skrive næsten er, at jeg som sagt får tics, der kan komme i forskellige former og "typer". Dem jeg får mest, er nok tics i ansigtet, hvor jeg enten laver himmelvendte øjne, laver store øjne eller rynker øjenbryn. Det er ikke noget, der irriterer mig specielt meget, for det føles slet ikke så anstrengende. Måske er det bare anstrengende for andre at være i nærheden af, at det himmelvendte øjne f.eks. godt kan lede til mange misforståelser.

Den anden type tics jeg har, ja det er lidt svært at forklare, men det kan somme tider føles ulideligt og anstrengende. Man tænker virkelig "Så få mig dog væk fra det her!" Jeg har lært at tone ned for den slags tics efterhånden som jeg er blevet ældre, så jeg kun gør det, når jeg er alene eller sammen med nogen, der forstår det. Den anstrengende form for tics jeg får, er typisk hvor jeg bevæger hænderne op og ned, nærmest som om jeg flapper med dem. Nogle gange kradser jeg på mig selv, hvilket typisk er på mine arme eller mine håndflader. Det er ikke fordi jeg laver selvskade, men fordi jeg har tics, jeg ikke selv kan styre. Det er jo bevægelser, jeg ikke selv kan styre. 

Grunden til, at det er så ulideligt anstrengende, er nok på grund af den følelse, man får i kroppen. Det er som om, at hele kroppen spænder, og man får sådan et underligt sus i hele kroppen, der lidt føles som en ikke-sjov version af, man bliver rundtosset eller når det kilder i forlystelse i en forlystelsespark. Man tænker inde i sit hoved, at man virkelig har lyst til at stoppe med det. Man tænker "Det her er ikke normalt!", men uanset hvor meget, man tænker det, så hjælper det ikke. Faktisk, kunne jeg ligeså godt lade være med at tænke, så lidt effekt har det. Følelsen er så ubehagelig, at man tænker, at man ville ønske man sov eller sådan noget. 

Det er selvfølgelig ikke alle autister der får tics, men jeg gør, og jeg vælger at skrive om det, fordi det er en stor del af min dagligdag. Faktisk er det et problem, jeg tager meget seriøst. Jeg øver mig i at stoppe med at få tics, selvom det nærmest er umuligt. En god måde at få de anstrengende tics væk, er ved at skrive på tastatur. Det gør jeg ofte, men det resulterer så også i, at jeg skriver ekstremt hurtigt. Min mor har tit spurgt, hvordan det var muligt for mig at skrive så hurtigt på tastatur. Jeg tror egentlig bare, at det er fordi jeg har gjort det så mange gange, men selvfølgelig også en kombination af, at jeg måske får tics samtidig.