Sådan støtter man mig

Der er mange, der fejlagtigt tror, at man støtter alle autister ved at have ondt af dem, føle med dem, lave store, triste begivenheder, hvor de har medlidenhed med alle verdens autister. Det er sikkert sådan, man støtter nogle mennesker med autisme, men det er bestemt ikke sådan, man støtter mig.

Jeg har ikke brug for, at folk har ondt af mig. Jeg har haft autisme hele mit liv - jeg har ikke prøvet andet, så hvordan skulle jeg kunne svare på, hvad der er bedst for mig? Jeg har ikke prøvet, ikke at have autisme, og det gør mig ked af det, når folk er så desperate efter at finde en kur eller have medlidenhed med mig, fordi jeg har autisme.

Det er i orden, at folk har medlidenhed med autister, når de får nedsmeltninger eller kaos i hovedet, men at have ondt af folk bare fordi de har autisme? Det synes jeg ikke er den rigtige måde, at gøre det på for mig. Måske for nogen, men ikke for mig.

Jeg kom i tanke om at skrive om dette emne, da jeg oftere og oftere hører om folk og organisationer, der forsker i at kurere autisme. Jeg tvivler ikke på, at de gør det i god mening, og nogen sikkert gerne vil kureres, men jeg vil ikke kureres. Hvis jeg blev kureret, ville jeg ikke vide, hvad jeg gik ind til. Måske ville min personlighed ændre sig. Måske ville min hukommelse blive dårligere?

Men hvordan støtter man mig så? Jeg er sikker på, at jeg langt fra er den eneste autist, der har det på denne her måde. Jo, hvis man skal gøre mig rigtig glad, vil jeg gerne behandles som et almindeligt menneske, og hvis jeg nævner overfor nogen, at jeg har autisme, skal de bare acceptere det - og forhåbentlig lade være med tro, at jeg er voldelig, misrygtet eller spiser for meget gluten, eller hvad for nogle fordomme der ellers er om autisme. Det er sådan, man gør mig glad.

Hvordan gør man alle andre autister glade? Hvor skulle jeg vide det fra. Vi er alle forskellige, også selvom vi har en diagnose, der giver os et par af de samme træk hist og her. Nogen er højtfungerende, andre er lavtfungerende, nogen har særinteresser, andre har ikke særinteresser, nogen har ingen venner, nogen har mange venner, det er helt forskelligt. En ting synes jeg dog, de ting skal have til fælles, og det er, at folk skal blive bedre til at acceptere og forstå autisme. I stedet for desperat at prøve på at kurere os, kunne de prøve at acceptere og forstå os.