søndag den 2. august 2015

Alene på to måder

At være alene kan være godt og dårligt. Jeg elsker at være alene, og jeg bliver træt, hvis jeg er sammen med andre i for lang tid. Jeg kan bedst lide at være alene, men jeg vil også gerne være social, have venner, gå på café med en veninde eller være til fest med mine venner.

Men hvordan kan det være? Tror bare jeg har et større behov for at være alene. Jeg har skrevet om det før. Jeg bliver træt af at være sammen med andre i for lang tid. Ikke fordi jeg ikke gider, men fordi det bare dræner mig for energi.

Men det er ikke det, jeg vil skrive om i dag. Den form for alene-tid jeg skal skrive om i dag, er helt anderledes. Faktisk har det næsten ikke noget med det at gøre. Det jeg mener, er at jeg tit føler mig alene på den måde, at der ikke er nogen, der forstår mig. Ingen kan sætte sig ind i mine tanker, når jeg fortæller om den. Få gange kan nogen godt sige, at det er synd for mig eller sige, at det er godt for mig. Det er underligt at forklare.

Ting, der for de fleste kan virke ligegyldigt, kan virke ekstremt vigtige for mig og omvendt. Det er svært, at der er få, der forstår mig. Det får mig til at føle mig alene.

Jeg vil ikke have ondt af mig selv eller noget, men det er sværere at finde nogen der forstår en, når man har den mest uspecifikke diagnose overhovedet. Folk taler om infantil autisme eller aspergers syndrom, men sjældent om atypisk autisme. Jeg har ikke noget imod, at folk taler om de andre diagnoser, for det er der også en grund til - atypisk autisme er jo så uspecifik, og den er også mere sjælden end de andre. 

Atypiske autister er jo autister, der ikke opfylder de tre krav for at være autist, men hvor de krav der så opfyldes, er mere synlige/ekstreme - eller hvad jeg nu skal kalde det. For mit vedkommende er det det sociale, der er ekstra svært for mig. 

Jeg ved ikke om dette indlæg var ynkeligt, og jeg vil ikke udstille mig selv som værende speciel .. jeg har bare prøvet at fortælle om det så godt jeg nu kunne. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar