At tabe ansigtet

At tabe ansigtet er en vending, der stammer fra Kina. Det betyder, at man bliver flov på sin eller andres vegne. Hvis man føler, at man på en eller anden måde har ydmyget sig selv eller nogle andre, og det går ud over en selv. Jeg kommer ikke fra Kina, men jeg kender stærkt til "at tabe ansigtet". 

At tabe ansigtet for mig kan ske på forskellige måder. Hvis jeg opdager, at nogen andre gør noget - f.eks. bagtaler en anden, og jeg ikke ved, hvad jeg skal sige, og jeg bare ignorerer det. En dag, kommer en lærer og spørger mig, om jeg har hørt nogen bagtale en anden, og jeg siger nej. Der taber jeg ansigtet, for det er jo ydmygende for mig at må lyve, og også meget forkert.

Det kan også være, hvis jeg starter med at sige noget, en person spørger ind, og jeg har ikke lyst til at uddybe svaret. Ydmygende, og jeg taber ansigtet. Det sker tit for mig. Måske fordi jeg har autisme og jeg altid misforstår folk. Jeg vil jo ikke ende i en ydmygende situation, selvom det somme tider sker. Måske er det ikke helt en ydmygende situation, måske mere en akavet situation, man ikke på nogen måder kan rode sig ud af.

Jeg kommer tit til at sige ting, hvor jeg uden at tænke over det uden tvivl vil tabe ansigtet senere. Jeg har ikke rigtigt den samme stop-knap som folk uden autisme. Nogle gange ved jeg ikke rigtigt, hvad der er passende og upassende at sige. Jeg kan slynge noget provokerende ud, og først vide, hvor provokerende det rent faktisk var, et par minutter efter jeg sagde det. Ikke lige det bedste, hvis man gerne vil have venner. I det mindste er det noget, jeg er opmærksom på. 

Når jeg skal mødes med nye personer, klassekammerater eller folk, jeg potentielt skal blive venner med, bliver det endnu mere svært. Ikke fordi jeg nødvendigvis provokerer dem, men fordi jeg altid er "akavet stille", og det ender så med, at jeg som sagt taber ansigtet ..

Det var lidt om at tabe ansigtet. Som sagt et kinesisk udtryk, jeg synes passer godt på visse situationer man oplever som autist.