Situationen, hvor jeg for alvor tabte ansigtet

Jeg har før skrevet om at tabe ansigtet, en underlig følelse af angst og skam blandet med at være virkelig, virkelig flov over sig selv. Nu vil jeg fortælle om en situation, jeg oplevede i går. Det er ikke en situation, jeg ret godt kan lide at snakke om, men nu skriver jeg det for at få de irriterende tanker i mit hoved jaget væk en gang for alle.

I går var jeg til eksamen (jeg går på gymnasiet i 1.g i en klasse for unge med autisme). Jeg havde været nervøs for at komme op til eksamen. Mest af alt fordi jeg aldrig har prøvet at være til mundtlig eksamen på et gymnasium før, og fordi min computer ikke virkede, så jeg kunne ikke få printet mine ting ud. På vej til skolen var jeg ikke specielt nervøs, måske var det ikke rigtigt gået op for mig. Da jeg så dukkede op, fik jeg det dårligere og dårligere. Jeg fik en slags mini-nedsmeltning da jeg skulle have printet mine ting ud, for det gik alt for langsomt, syntes jeg. Jeg nåede ikke at få det hele med, for jeg var væk inden da. Og værst af alt, blev jeg desperat og ked af det på læreværelset, hvor printeren var, så jeg kollapsede på gulvet ligesom da  jeg var yngre. Nærmest til offentligt skue for gymnasiets personale, der sikkert var ekstremt trætte af mig, fordi jeg larmede. Og jeg snakkede ikke så pænt til den lærer, der prøvede at hjælpe mig.

Men det er slet ikke det værste. Da jeg kommer op til prøven går jeg ind, temmelig anspændt. Jeg trækker et emne, som viser sig at være biologi. Det var det emne, jeg havde håbet på, men jeg havde glemt at notere mange ting, og jeg havde ikke alle papirer, så jeg måtte improvisere, hvilket gjorde mig ekstremt forvirret. Jeg begyndte at græde og blive desperat, og jeg sagde en masse åndsvage ting om mig selv. Det eneste der fyldte i mit hoved var, at jeg skulle have mere end 4. Af angst knækkede jeg min blyant i mange små stykker, og der var tale om en tyk blyant. Jeg kradsede et stort hul i min hånd, og jeg har grimme sår i dag. Mine lærere prøvede desperat at få mig til at blive rolig, men jeg kunne slet ikke. De andre elever i min klasse kunne med sikkerhed høre mig, og det samme kunne dem fra de andre klasser. Det var så flovt. Fordi jeg nærmest ikke fik sagt noget fagligt til den prøve, fik jeg 4 som jeg havde frygtet. Jeg blev endnu mere ked af det, og kollapsede igen på gulvet og råbte grimme ting om, at jeg ville dø og alt muligt. Jeg husker faktisk ikke mere, hvad der skete udover at  min mentor fra klassen guidede mig væk og folk kiggede på mig som om jeg var en voldelig psykopat. 

Da jeg kom hjem aftalte min far, at jeg kunne kom til re-eksamen et par timer senere. Det kom jeg, og der tog jeg det mere roligt .. jeg er dybt ked af, at jeg kunne komme med så uacceptabel en opførsel på et gymnasium, der gerne vil have elever, der forholder sig modent til tingene. Jeg er meget umoden på det punkt, og det fik mig til at tænke, om gymnasiet overhovedet er interesseret i at have en som mig. Min mentor mener, at jeg nok skal blive student derfra, hvilket jeg også rigtig gerne vil. Men hvad med de andre elever? Efter sådan en episode er jeg med sikkerhed blevet udstødt fra klassen.

16 spørgsmål og ting jeg tit for af vide som autist

Jeg ved ikke om jeg har lavet et indlæg som dette før, så nu gør jeg det. Jeg får mange forskellige spørgsmål, og jeg kan godt lide, når folk interesserer sig for autisme. Det betyder jo, at de vil vide mere. Det jeg ikke kan lide, er når spørgsmålene får en slags fordomsfuld tone, hvilket det nogle gange lidt kan lyde som om.

Men .. du ligner jo ikke en autist?

Jeg ved ikke om det er et spørgsmål eller ej, men i hvert fald er det noget underligt noget at sige. Autister ser ikke ud på bestemte måder. De er forskellige ligesom folk uden autisme er forskellige. Det er her man godt kan få lyst til at spørge, hvordan de mener, en autist ser ud.

Hvorfor har du autisme?

Det ved jeg ikke! Men min umiddelbare idé er, at nogen i min familie har eller har haft autisme.

Gider du ikke at have venner?

Selvfølgelig vil jeg have venner. Det er bare meget hårdt for mig at være social hele tiden. Det kræver meget energi at forberede sig til at være sammen med folk - og endnu mere energi kræver det rent faktisk at gøre det.

Blev du mobbet i skolen?

Ja, da jeg gik i de små klasser.

Er det ikke bare teenageproblemer? Der er jo så mange, der har noget nu om dage.

Nej, det er bestemt ikke teenageproblemer. Jeg blev diagnosticeret da jeg var 7 år. Og jeg tror, at grunden til at der er så mange med psykiske problemer "nu om dage" er fordi psykologerne er meget dygtige.

Har du specielle evner?

Altså, jeg kan hverken flyve eller trække vejret under vand, men jeg har en god hukommelse indenfor bestemte emner. Jeg vil ikke kalde det en evne, for det er jo ikke noget ekstremt. Der er også mange mennesker uden autisme, som har gode hukommelser.

Er du autist fordi du blev misrygtet som barn?

Som sagt ved jeg ikke, hvorfor jeg er autist, men jeg kan hurtigt udelukke, at det er fordi jeg blev misrygtet. For jeg blev ikke misrygtet! Jeg havde/har en rigtig god og tryg barndom.

Har dine forældre et misbrug?

Nej!

Tager du medicin for autisme?

Nej, det gør jeg ikke. Men nogen gør, og det er også fair nok.

"Ærligt, så tror jeg at autisme er noget medicinalindustrien har fundet på for at sælge medicin"

Ikke et spørgsmål, men jeg hører den tit, så den skulle nævnes. Nej, det tror jeg ikke .. det der lyder for mig mere som en konspirationsteori, og hvis man tror på den slags teorier kan man ligeså godt tage sølvpapirshatten på med samme.

Er du retarderet?

Nej, men nogen autister er. Vi er alle forskellige, der er ikke en autist der er ens.

Har du tics?

Ja, men ikke i et voldsomt omfang. Jeg flapper med hænderne, blinker med øjnene og rynker øjenbryn.

Kan du ikke holde ud at have bestemt tøj på?

Jeg kan holde ud at have rigtig meget tøj på, dog med begrænsninger. Jeg kan ikke holde til at have trøjer og kjole på, hvor halsen går for langt ned, da jeg fryser meget nemt. Striktøj er heller ikke mig medmindre jeg har noget indenunder, da jeg synes det kradser.

Kan du læse folks intentioner?

Slet ikke! Men i modsætning til mange autister, tror jeg det værste om andre, hvilket tit forhindrer mig i at få venner. Det gode ved det her er så, at jeg er svær at narre.

Er du et ordensmenneske eller et rodehoved?

På nogle områder er jeg et rodehoved og på andre er jeg det største ordensmenneske der findes. Mit værelse er meget rodet, men jeg ville aldrig i mit liv kunne holde ud at være i et roddet køkken i ret lang tid.

Har du rutiner og ritualer?

Rutiner? Nej. Ritualer? I den grad! Meget planlægning gør jeg i hovedet, så jeg bryder mig ikke om, når man nærmest planlægger for planlægningens skyld, men jeg har ritualer jeg er nødt til at gøre for at kunne "fortsætte" til næste skridt, hvis man kan sige det sådan. Jeg kan ikke sove før jeg har tjekket ovnen og døren 4 gange.

Når autismen bliver min fordel

Oftest hører man om de negative sider af autisme, hvilket jo også er dem, man nok lægger mest mærke til, da det er dem der gør, at man er anderledes end andre. I mit tilfælde er jeg ked af, at der er mange ting, jeg nok ikke kan på samme niveau som andre - socialisere, være i områder med høj larm og stærk lugt eller steder med mange mennesker på lidt plads. Ting som disse kan give mig kaos i hovedet og nedsmeltninger, så jeg måske først bliver frisk dagen efter. På trods af dette, kan jeg alligevel ikke sige, at jeg vil leve uden autisme. Hvorfor ikke? Fordi jeg aldrig har prøvet. Det ville da være uhyggeligt at udsætte sig selv for noget ukendt og uhyggeligt, der måske vil ændre en masse ting ved en. Måske vil min personlighed, mine interesser, mine holdninger eller måske min intelligens blive ændret, hvis jeg blev kureret for autisme. Måske ville jeg inderst inde blive et helt andet menneske? Jeg tror jeg har skrevet om det før, men jeg kan kun blive ved med at skrive det. Som autist ønsker jeg ikke at blive kureret. Jeg ønsker ikke at "normal", for måske vil det have bekostninger. Og jeg kender mange autistiske personer, der siger det samme.

For mig kan autisme være en fordel, selvom det lyder ret underligt. Jeg er meget dårlig socialt, men til gengæld er jeg ekstremt skeptisk, hvilket gør mig i stand til hurtigt at vurdere, om folk lyver. Selvom jeg tit gætter forkert, og folk overhovedet ikke lyver i modsætning til hvad jeg tror, føler jeg stadig, at det er betryggende at være skeptisk og pessimistisk. Jeg føler lidt, at det er en slags beskytter for folk og ting, der vil mig noget dårligt. Det er selvfølgelig trist at tro, at alle mennesker vil en noget skidt, men for mig hjælper det. 

Mange piger i min alder døjer med kæresteproblemer og idéer om, at drengene ikke elsker en tilbage, hvis man elsker dem. Fordi jeg er pessimistisk og skeptisk som person har kærester aldrig sagt mig noget. Faktisk synes jeg bare, at kærlighed er irriterende og ligegyldigt. Jeg forstår ikke, at folk går så meget op i det. Jeg ser det lidt som en fordel at jeg er så afvisende, da efter hvad jeg lægger mærke til ser ud som om, at kærlighed leder til, at man gør en masse ting, der slet ikke giver mening. At man begynder at tænke på en svævende, naiv måde, hvor man nærmest glemmer at tænke på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre.

Autisme bliver min fordel og min ulempe med hensyn til hukommelse og intelligens. For på visse områder er jeg meget intelligent, men kommer det til det f.eks. det sociale eller det kropslige, der jeg meget bagud for min alder. Jeg har meget dårlig balance og jeg kan knapt nok gribe en bold. Til gengæld er jeg ret god til skolearbejde, hvilket jeg ser som en klar fordel. 

Så på den måde har jeg fordele med min autisme. Jeg har også ulemper, men det var ikke meningen med dette opslag. Meningen var at gøre folk mere og mere opmærksomme på, at det ikke er kuren, man skal prøve at finde, men plads til, at man kan være autist uden at blive set som et sygt eller handicappet menneske som er til besvær. Bare som en person, der har det svært med forskellige ting.

"Så få mig dog væk fra det her!"

Jeg ved ikke, hvor mange autister der kender til at tænke sådan inde i hovedet. Måske tænker folk uden autisme det samme, men jeg tror nok ikke, at jeg forbinder det samme måde, som andre gør. For jeg har nemlig tics, og på visse tidspunkter er det temmelig tydeligt. Jeg kan ikke selv gøre for det, og som regel tænker jeg ikke over det.

Man kan næsten ikke se på mig, at jeg har autisme. Det, der får mig til at skrive næsten er, at jeg som sagt får tics, der kan komme i forskellige former og "typer". Dem jeg får mest, er nok tics i ansigtet, hvor jeg enten laver himmelvendte øjne, laver store øjne eller rynker øjenbryn. Det er ikke noget, der irriterer mig specielt meget, for det føles slet ikke så anstrengende. Måske er det bare anstrengende for andre at være i nærheden af, at det himmelvendte øjne f.eks. godt kan lede til mange misforståelser.

Den anden type tics jeg har, ja det er lidt svært at forklare, men det kan somme tider føles ulideligt og anstrengende. Man tænker virkelig "Så få mig dog væk fra det her!" Jeg har lært at tone ned for den slags tics efterhånden som jeg er blevet ældre, så jeg kun gør det, når jeg er alene eller sammen med nogen, der forstår det. Den anstrengende form for tics jeg får, er typisk hvor jeg bevæger hænderne op og ned, nærmest som om jeg flapper med dem. Nogle gange kradser jeg på mig selv, hvilket typisk er på mine arme eller mine håndflader. Det er ikke fordi jeg laver selvskade, men fordi jeg har tics, jeg ikke selv kan styre. Det er jo bevægelser, jeg ikke selv kan styre. 

Grunden til, at det er så ulideligt anstrengende, er nok på grund af den følelse, man får i kroppen. Det er som om, at hele kroppen spænder, og man får sådan et underligt sus i hele kroppen, der lidt føles som en ikke-sjov version af, man bliver rundtosset eller når det kilder i forlystelse i en forlystelsespark. Man tænker inde i sit hoved, at man virkelig har lyst til at stoppe med det. Man tænker "Det her er ikke normalt!", men uanset hvor meget, man tænker det, så hjælper det ikke. Faktisk, kunne jeg ligeså godt lade være med at tænke, så lidt effekt har det. Følelsen er så ubehagelig, at man tænker, at man ville ønske man sov eller sådan noget. 

Det er selvfølgelig ikke alle autister der får tics, men jeg gør, og jeg vælger at skrive om det, fordi det er en stor del af min dagligdag. Faktisk er det et problem, jeg tager meget seriøst. Jeg øver mig i at stoppe med at få tics, selvom det nærmest er umuligt. En god måde at få de anstrengende tics væk, er ved at skrive på tastatur. Det gør jeg ofte, men det resulterer så også i, at jeg skriver ekstremt hurtigt. Min mor har tit spurgt, hvordan det var muligt for mig at skrive så hurtigt på tastatur. Jeg tror egentlig bare, at det er fordi jeg har gjort det så mange gange, men selvfølgelig også en kombination af, at jeg måske får tics samtidig.

At ligne en person med autisme

Jeg har ofte været ude for, at når jeg fortæller folk, at jeg har autisme, kigger de undrende på mig og siger - "jamen du ligner jo ikke en autist". Jeg forstår til dels ikke, hvorfor de skriver sådan, for det er vel meget sjældent, man direkte kan se på folk, om de har autisme. Nu har jeg gået på specialskole og går i specialklasse nu, og jeg føler godt, at jeg kan finde nogle fysiske kendetegn hos autister, som jeg sikkert også selv har til en vis grad.

Men hvordan ligner man så en autist? Jeg tror ikke, at der findes en decideret måde at ligne en autist på. Alle dem jeg har kendt, så jo meget forskellige ud. Nogle få havde da fællesstræk, også fysisk, men det er jo ikke nødvendigvis negativt. Jeg har f.eks. lagt mærke til, at mange autister bruger briller - det er ikke en udtalelse jeg kommer med, for at dømme. Jeg er selv autist, og bruger sjovt nok briller. På Firkløverskolen hvor jeg gik, brugte rigtig mange af eleverne også briller. Igen, jeg siger ikke, at alle autister bruger briller, det er bare et træk jeg har lagt mærke til.

Men for at komme tilbage til det der med at ligne en autist eller ej, så tænker jeg lidt .. hvordan mener de, at man ligner en autist? Med den undren de har i ansigtet når de spørger, kunne man godt få den dårlige tanke, at de måske tror, at autister ser underlige ud i forhold til andre. For det indtryk har jeg ikke selv - men det skal jeg jo ikke kunne sige, da jeg selv har autisme.

Men der kan vel være mange grunde til, at de tænker sådan. Måske har de selv kendt nogen med autisme, og de kan huske, hvordan de så ud og hvordan de opførte sig. Alle autister er jo forskellige, så at sige, at man decideret kan ligne en autist - det virker ret underligt for mig. Men på den anden side - jeg kan ikke rigtigt bebrejde dem at have fordomme om autisme, når det bliver stillet op i medierne på den måde, som det gør. Det er altid ekstremt kloge mennesker, de viser eksempler fra, når de fortæller om autisme - eller også er det folk der slet ikke kan noget selv. Måske er det endda voldelige personer de viser. Og ja, de ekstremt kloge, dem der ikke kan noget selv og de voldelige .. det er da en virkelighed, og sådan er der måske autister der er, men bestemt ikke alle! 

Planlægning for planlægnings skyld

De fleste autister kan godt lide at have en klar plan. Nogen har måske planer og instrukser for, hvordan de skal gøre i forskellige situationer. Men på det punkt kan jeg i den grad mærke, at jeg er atypisk autist og ikke typisk.

Jeg kan generelt godt lide at have en overordnet plan hvis noget stort skal ske, men ellers tager jeg det mere som det kommer. På min gamle skole, Firkløverskolen brugte de meget piktogrammer, hvilket jeg egentlig syntes var mere til forvirring end til gavn. 

Jeg bliver forvirret, når der skal planlægges. Jeg kan ikke finde ud af det - et fremragende eksempel var dengang jeg skrev projektopgave i 9. og 10. Hver dag, da dagen var overstået skulle jeg skrive, hvad jeg skulle lave næste gang. Altså som en slags logbog. Jeg blev ved med at tænke "hvorfor i al verden skal jeg dog det? Jeg finder nok ud af i morgen, hvad jeg skal lave" - og det værste var, at hvis jeg ikke skrev logbog, ville det trække ned i karakter. 

Jeg har som regel altid styr på, hvad jeg skal lave i mine opgaver alligevel. Måske bliver det lavet i sidste øjeblik, men det bliver præcist og jeg får det gjort. Hvorfor skal jeg så lave en detaljeret plan, som jeg hverken kan overskue at lave eller at følge? Nogle gange får det mig lidt til at tænke, om det ikke bare var "planlægning for planlægningens skyld" - altså, jeg kunne have skrevet projektopgave i de lange, 20 minutter jeg brugte for at stirre ud i luften fordi min hjerne ikke kunne rumme at lave en plan.

Selvfølgelig kan jeg godt lide orden og struktur. Det holder jeg da meget af - men alt med måde, tænker jeg. Jeg kender mange folk der også laver pakkelister, når de tager på ferie. Jeg får hovedpine ved tanken! Det ville jeg aldrig kunne holde til. Jeg kan altid huske inde i mit hoved, hvad jeg skal have med, og det er faktisk sjældent, jeg glemmer noget. 

Det er fair nok, at mange mennesker godt kan lide planlægning, og jeg kan også i et vis omfang. Bare jeg slipper for at stå for den, og bare planlægningen ikke er for omfattende! Jeg har faktisk aldrig mødt andre autister, der har det på samme måde - måske gør jeg en dag?

At tabe ansigtet

At tabe ansigtet er en vending, der stammer fra Kina. Det betyder, at man bliver flov på sin eller andres vegne. Hvis man føler, at man på en eller anden måde har ydmyget sig selv eller nogle andre, og det går ud over en selv. Jeg kommer ikke fra Kina, men jeg kender stærkt til "at tabe ansigtet". 

At tabe ansigtet for mig kan ske på forskellige måder. Hvis jeg opdager, at nogen andre gør noget - f.eks. bagtaler en anden, og jeg ikke ved, hvad jeg skal sige, og jeg bare ignorerer det. En dag, kommer en lærer og spørger mig, om jeg har hørt nogen bagtale en anden, og jeg siger nej. Der taber jeg ansigtet, for det er jo ydmygende for mig at må lyve, og også meget forkert.

Det kan også være, hvis jeg starter med at sige noget, en person spørger ind, og jeg har ikke lyst til at uddybe svaret. Ydmygende, og jeg taber ansigtet. Det sker tit for mig. Måske fordi jeg har autisme og jeg altid misforstår folk. Jeg vil jo ikke ende i en ydmygende situation, selvom det somme tider sker. Måske er det ikke helt en ydmygende situation, måske mere en akavet situation, man ikke på nogen måder kan rode sig ud af.

Jeg kommer tit til at sige ting, hvor jeg uden at tænke over det uden tvivl vil tabe ansigtet senere. Jeg har ikke rigtigt den samme stop-knap som folk uden autisme. Nogle gange ved jeg ikke rigtigt, hvad der er passende og upassende at sige. Jeg kan slynge noget provokerende ud, og først vide, hvor provokerende det rent faktisk var, et par minutter efter jeg sagde det. Ikke lige det bedste, hvis man gerne vil have venner. I det mindste er det noget, jeg er opmærksom på. 

Når jeg skal mødes med nye personer, klassekammerater eller folk, jeg potentielt skal blive venner med, bliver det endnu mere svært. Ikke fordi jeg nødvendigvis provokerer dem, men fordi jeg altid er "akavet stille", og det ender så med, at jeg som sagt taber ansigtet ..

Det var lidt om at tabe ansigtet. Som sagt et kinesisk udtryk, jeg synes passer godt på visse situationer man oplever som autist.