At ligne en person med autisme

Jeg har ofte været ude for, at når jeg fortæller folk, at jeg har autisme, kigger de undrende på mig og siger - "jamen du ligner jo ikke en autist". Jeg forstår til dels ikke, hvorfor de skriver sådan, for det er vel meget sjældent, man direkte kan se på folk, om de har autisme. Nu har jeg gået på specialskole og går i specialklasse nu, og jeg føler godt, at jeg kan finde nogle fysiske kendetegn hos autister, som jeg sikkert også selv har til en vis grad.

Men hvordan ligner man så en autist? Jeg tror ikke, at der findes en decideret måde at ligne en autist på. Alle dem jeg har kendt, så jo meget forskellige ud. Nogle få havde da fællesstræk, også fysisk, men det er jo ikke nødvendigvis negativt. Jeg har f.eks. lagt mærke til, at mange autister bruger briller - det er ikke en udtalelse jeg kommer med, for at dømme. Jeg er selv autist, og bruger sjovt nok briller. På Firkløverskolen hvor jeg gik, brugte rigtig mange af eleverne også briller. Igen, jeg siger ikke, at alle autister bruger briller, det er bare et træk jeg har lagt mærke til.

Men for at komme tilbage til det der med at ligne en autist eller ej, så tænker jeg lidt .. hvordan mener de, at man ligner en autist? Med den undren de har i ansigtet når de spørger, kunne man godt få den dårlige tanke, at de måske tror, at autister ser underlige ud i forhold til andre. For det indtryk har jeg ikke selv - men det skal jeg jo ikke kunne sige, da jeg selv har autisme.

Men der kan vel være mange grunde til, at de tænker sådan. Måske har de selv kendt nogen med autisme, og de kan huske, hvordan de så ud og hvordan de opførte sig. Alle autister er jo forskellige, så at sige, at man decideret kan ligne en autist - det virker ret underligt for mig. Men på den anden side - jeg kan ikke rigtigt bebrejde dem at have fordomme om autisme, når det bliver stillet op i medierne på den måde, som det gør. Det er altid ekstremt kloge mennesker, de viser eksempler fra, når de fortæller om autisme - eller også er det folk der slet ikke kan noget selv. Måske er det endda voldelige personer de viser. Og ja, de ekstremt kloge, dem der ikke kan noget selv og de voldelige .. det er da en virkelighed, og sådan er der måske autister der er, men bestemt ikke alle! 

Planlægning for planlægnings skyld

De fleste autister kan godt lide at have en klar plan. Nogen har måske planer og instrukser for, hvordan de skal gøre i forskellige situationer. Men på det punkt kan jeg i den grad mærke, at jeg er atypisk autist og ikke typisk.

Jeg kan generelt godt lide at have en overordnet plan hvis noget stort skal ske, men ellers tager jeg det mere som det kommer. På min gamle skole, Firkløverskolen brugte de meget piktogrammer, hvilket jeg egentlig syntes var mere til forvirring end til gavn. 

Jeg bliver forvirret, når der skal planlægges. Jeg kan ikke finde ud af det - et fremragende eksempel var dengang jeg skrev projektopgave i 9. og 10. Hver dag, da dagen var overstået skulle jeg skrive, hvad jeg skulle lave næste gang. Altså som en slags logbog. Jeg blev ved med at tænke "hvorfor i al verden skal jeg dog det? Jeg finder nok ud af i morgen, hvad jeg skal lave" - og det værste var, at hvis jeg ikke skrev logbog, ville det trække ned i karakter. 

Jeg har som regel altid styr på, hvad jeg skal lave i mine opgaver alligevel. Måske bliver det lavet i sidste øjeblik, men det bliver præcist og jeg får det gjort. Hvorfor skal jeg så lave en detaljeret plan, som jeg hverken kan overskue at lave eller at følge? Nogle gange får det mig lidt til at tænke, om det ikke bare var "planlægning for planlægningens skyld" - altså, jeg kunne have skrevet projektopgave i de lange, 20 minutter jeg brugte for at stirre ud i luften fordi min hjerne ikke kunne rumme at lave en plan.

Selvfølgelig kan jeg godt lide orden og struktur. Det holder jeg da meget af - men alt med måde, tænker jeg. Jeg kender mange folk der også laver pakkelister, når de tager på ferie. Jeg får hovedpine ved tanken! Det ville jeg aldrig kunne holde til. Jeg kan altid huske inde i mit hoved, hvad jeg skal have med, og det er faktisk sjældent, jeg glemmer noget. 

Det er fair nok, at mange mennesker godt kan lide planlægning, og jeg kan også i et vis omfang. Bare jeg slipper for at stå for den, og bare planlægningen ikke er for omfattende! Jeg har faktisk aldrig mødt andre autister, der har det på samme måde - måske gør jeg en dag?

At tabe ansigtet

At tabe ansigtet er en vending, der stammer fra Kina. Det betyder, at man bliver flov på sin eller andres vegne. Hvis man føler, at man på en eller anden måde har ydmyget sig selv eller nogle andre, og det går ud over en selv. Jeg kommer ikke fra Kina, men jeg kender stærkt til "at tabe ansigtet". 

At tabe ansigtet for mig kan ske på forskellige måder. Hvis jeg opdager, at nogen andre gør noget - f.eks. bagtaler en anden, og jeg ikke ved, hvad jeg skal sige, og jeg bare ignorerer det. En dag, kommer en lærer og spørger mig, om jeg har hørt nogen bagtale en anden, og jeg siger nej. Der taber jeg ansigtet, for det er jo ydmygende for mig at må lyve, og også meget forkert.

Det kan også være, hvis jeg starter med at sige noget, en person spørger ind, og jeg har ikke lyst til at uddybe svaret. Ydmygende, og jeg taber ansigtet. Det sker tit for mig. Måske fordi jeg har autisme og jeg altid misforstår folk. Jeg vil jo ikke ende i en ydmygende situation, selvom det somme tider sker. Måske er det ikke helt en ydmygende situation, måske mere en akavet situation, man ikke på nogen måder kan rode sig ud af.

Jeg kommer tit til at sige ting, hvor jeg uden at tænke over det uden tvivl vil tabe ansigtet senere. Jeg har ikke rigtigt den samme stop-knap som folk uden autisme. Nogle gange ved jeg ikke rigtigt, hvad der er passende og upassende at sige. Jeg kan slynge noget provokerende ud, og først vide, hvor provokerende det rent faktisk var, et par minutter efter jeg sagde det. Ikke lige det bedste, hvis man gerne vil have venner. I det mindste er det noget, jeg er opmærksom på. 

Når jeg skal mødes med nye personer, klassekammerater eller folk, jeg potentielt skal blive venner med, bliver det endnu mere svært. Ikke fordi jeg nødvendigvis provokerer dem, men fordi jeg altid er "akavet stille", og det ender så med, at jeg som sagt taber ansigtet ..

Det var lidt om at tabe ansigtet. Som sagt et kinesisk udtryk, jeg synes passer godt på visse situationer man oplever som autist.

Det første foredrag

Det er efterhånden meget lang tid siden, jeg sidst skrev et indlæg på min blog, så nu gør jeg det igen. Der er sket en helt masse for mig på det seneste - jeg er startet i gymnasiet, jeg har holdt foredrag, jeg er blevet et år ældre. Jeg har sikkert nævnt herinde, at jeg er startet i gymnasiet, men jeg tror ikke, at jeg har nævnt noget om mit foredrag.

På det seneste har jeg været i mange situationer, hvor jeg får meget ros. Det er altid dejligt at få ros, for så ved man, at folk sætter pris på de ting man gør - og måske mest af alt fordi det styrker ens selvtillid meget. Men jeg er dårlig til at modtage ros. Jeg bliver altid tavs, og siger bare "tak", og det virker måske lidt latterligt at jeg ikke kan sige noget igen. Jeg tænker altid - hvad skal jeg dog sige mere end tak, for at de andre ikke synes, at jeg er utaknemlig? For jeg vil ikke virke utaknemlig, jeg ved bare ikke, hvad jeg skal sige mere end "tak".

Grunden til, at jeg tager emnet med ros op er, at jeg jo lige har holdt foredrag, hvilket jeg har modtaget meget ros for. Jeg har faktisk kun direkte takket én af dem, der roste mig, og det giver mig en vis skyldsfølelse. Det er jo ikke fordi, at jeg heller ikke takker dem, det er bare fordi jeg ikke altid ved, hvad jeg skal sige. Det bliver lettere akavet.

Men for at se bort fra det akavede ved ros, var jeg rigtig glad for at holde mit foredrag. Jeg er også glad for, at folk rent faktisk kunne lide det, og at jeg ikke bare stod og ydmygede mig selv. Folk var gode til at stille spørgsmål, hvilket jeg inderligt også håbede på, for ellers ville jeg måske føle mig lidt som en fiasko.

Jeg har altid været meget nervøs for at tale med personer, men at tale til personer er noget andet. Her føler jeg, at jeg kan være mere åben, og jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Måske er det fordi, at de koncentrere sig for at høre, hvad jeg har at sige frem for at dømme mig på de ting, jeg fortæller dem. Selvfølgelig er det ikke alle mennesker der dømmer, men jeg er som sagt et meget pessimistisk menneske, der tror at alle dømmer mig.

Grunden til jeg kalder mit indlæg "Det første foredrag" er fordi jeg håber på at komme til at holde flere foredrag. Jeg har snakket med hende, jeg holdte foredrag for, og jeg kommer nok til at arbejde mere sammen med hende i fremtiden.

Men den seneste måned har været ret speciel, og jeg har derfor ikke fået skrevet så meget! Jeg ser frem til at kunne skrive mere på min blog meget snart.

Hvad der forventes af os

Der forventes meget af os unge mennesker. Når vi bliver voksne, skal vi have uddannelse, hus, bil, børn, job, kæledyr og mange andre ting. Eller det forventer de fleste. Sådan er det også for mange unge mennesker uden diagnose - ikke alle - men for mig, er det anderledes. Men fordi min autisme er usynlig, vil folk stadig kigge underligt på mig, når jeg fortæller om mine meninger indenfor dette emne.

For min fremtid er ret anderledes for dem uden autisme. Det er noget, jeg vælger frivilligt. Jeg kommer garanteret aldrig til at have et hus. Jeg kommer ikke til at få børn, for det ønsker jeg ikke. Jeg kommer måske til at have kørekort eller en bil. Jeg kommer nok til at bo en lejlighed, hvor jeg er tæt på de ting, jeg har brug for. Jeg kommer nok til at have en kontaktperson, der kan hjælpe mig med de ting, jeg ikke kan klare på grund af de mange ting, jeg er bange for. En til at hjælpe mig, hvis jeg f.eks. er bange for bakterier.

Men kommer jeg til at have en uddannelse? Det er jeg meget sikker på, eftersom jeg går på gymnasiet nu. Jeg vil gerne have en god uddannelse, gerne indenfor en af mine særinteresser. Så håber jeg, at jeg også kan få et arbejde. 

Det skal være et arbejde, hvor der ikke er mange andre mennesker. Et arbejde, hvor jeg kan fordybe mig i de ting, jeg interesserer mig for, og hvor man kan sidde og "nørde" alene. Det ville være det ideelle job for mig. Jeg ville blive stresset, hvis jeg skulle være sammen med alt for mange mennesker om dagen.

De fleste forventer, at man får en familie, et hus og alt muligt andet. Jeg vil ikke have en familie som sådan. Det vil jeg ikke kunne overskue. Den livsstil virker heller ikke interessant for mig. Jeg vil ikke have et hus. Det kan jeg ikke styre. Der er for meget plads, det er for dyrt og der er alle mulige ting, man skal holde styr på. Så hellere en lejlighed, det ville være mere overskueligt for mig. 

Når man bliver voksen forventes der en hel del af en, specielt fra omverdenen. Man skal blive voksen, komme videre med sit liv, få hus, børn, have, bil, dyr og alt muligt andet. En masse ting, jeg nok ikke vil være i stand til at have, og som jeg ikke har intentioner om at få. Ikke fordi, jeg føler mig begrænset i at få det, men fordi jeg personligt ikke har lyst.

Det var lige hurtigt mine tanker omkring emnet. Jeg kom i tanke om det, da jeg har fødselsdag i dag.

Autist på gymnasiet

Så startede jeg på gymnasiet. Det var så lidt tid siden - den 11/08 - og det var en stor omvæltning. I hele min skoletid er jeg vant til, ikke at blive behandlet som et ansvarligt og voksent menneske. Noget, jeg aldrig har været vant til. I min tid på Firkløverskolen er jeg blevet lært, hvordan man skal tage hensyn til alle - man må ikke købe en cola, for så bliver de andre elever misundelige, man må ikke drikke juice i skolen, da der er sukker i .. og så videre. Man må synes hvad man vil om de regler, men jeg har personligt aldrig rigtigt været for det. Hvis man bliver misundelig over, at en anden bruger sine egne penge på en cola, er det så ikke en selv, der har et problem? 

Nu skal jeg ikke komme for meget ind på det emne, og nu skal jeg heller ikke begynde at beskylde folk. For ja, der var dårlige ting med Firkløverskolen, men der var også gode ting. Jeg har mødt min bedste ven på Firkløverskolen, jeg har haft fantastiske lærere på Firkløverskolen. Der har altid været plads til mig, hvis jeg fik det svært. Firkløverskolen har hjulpet mig med at bryde mange sociale barrierer, og selvom jeg i mine kaos-anfald tit kom op at skændes med lærerne og pædagogerne, har de hjulpet mig meget. 

Men i min tid på Firkløverskolen var jeg et andet menneske på nogle måder. Sådan føles det. Jeg har spydig, mistroisk og forvirrende. Kaos i hovedet var noget, jeg fik hver dag - spørgsmålet var bare hvor mange gange jeg ville få det. Dengang gik jeg ikke roligt for mig selv, hvis jeg fik kaos. Jeg smækkede med døre, græd højlydt og kastede mig på gulvet - en opførsel, jeg kun er vokset fra, fordi jeg fik den nødvendige hjælp. Ingen regnede med, at jeg nogensinde ville komme på gymnasiet dengang. Specielt ikke, da jeg dengang var ekstremt dårlig til matematik, da jeg var bange for at lave fejl, og jeg derfor ikke dukkede op til timerne.

I dag er det helt anderledes. I midten af 9. klasse blev jeg ret glad for matematik. Min selvtillid kom i orden, og jeg fik fremragende karakterer i faget. Nu har jeg valgt en linje på gymnasiet, hvor jeg har matematik på A-niveau. Noget hverken jeg eller mine lærere nogensinde regnede med, ville ske! Tro det eller lade være, jer der kender mig, men fagene er helt anderledes på gymnasiet, og jeg fortryder ikke mit valg af linje - jeg har ikke været i gang ret længe, nej, men jeg føler mig overbevist.

Det her indlæg ender med at blive ret langt, men jeg har ekstremt meget at fortælle. Jeg går i en såkaldt "asperger-klasse", selvom jeg ikke er asperger. Jeg er atypisk autist, men alle med en autismediagnose må gå i klassen, hvor der er 12 elever og 2 studieretninger. Først var jeg faktisk lidt bange for at starte - jeg glædede mig meget, men jeg var stadig bange, da jeg forventede, at alle ville være meget bedre fagligt end mig. Heldigvis er vi alle jo gode og dårlige til forskellige ting. Man kan ikke være god til alt, og sådan er det også i min nye klasse. 

Jeg vil ikke lave for langt et indlæg - der er masser af andre ting, jeg gerne vil fortælle. Hvis I er interesserede i at vide mere om min første uge på gymnasiet, så skriv!

Alene på to måder

At være alene kan være godt og dårligt. Jeg elsker at være alene, og jeg bliver træt, hvis jeg er sammen med andre i for lang tid. Jeg kan bedst lide at være alene, men jeg vil også gerne være social, have venner, gå på café med en veninde eller være til fest med mine venner.

Men hvordan kan det være? Tror bare jeg har et større behov for at være alene. Jeg har skrevet om det før. Jeg bliver træt af at være sammen med andre i for lang tid. Ikke fordi jeg ikke gider, men fordi det bare dræner mig for energi.

Men det er ikke det, jeg vil skrive om i dag. Den form for alene-tid jeg skal skrive om i dag, er helt anderledes. Faktisk har det næsten ikke noget med det at gøre. Det jeg mener, er at jeg tit føler mig alene på den måde, at der ikke er nogen, der forstår mig. Ingen kan sætte sig ind i mine tanker, når jeg fortæller om den. Få gange kan nogen godt sige, at det er synd for mig eller sige, at det er godt for mig. Det er underligt at forklare.

Ting, der for de fleste kan virke ligegyldigt, kan virke ekstremt vigtige for mig og omvendt. Det er svært, at der er få, der forstår mig. Det får mig til at føle mig alene.

Jeg vil ikke have ondt af mig selv eller noget, men det er sværere at finde nogen der forstår en, når man har den mest uspecifikke diagnose overhovedet. Folk taler om infantil autisme eller aspergers syndrom, men sjældent om atypisk autisme. Jeg har ikke noget imod, at folk taler om de andre diagnoser, for det er der også en grund til - atypisk autisme er jo så uspecifik, og den er også mere sjælden end de andre. 

Atypiske autister er jo autister, der ikke opfylder de tre krav for at være autist, men hvor de krav der så opfyldes, er mere synlige/ekstreme - eller hvad jeg nu skal kalde det. For mit vedkommende er det det sociale, der er ekstra svært for mig. 

Jeg ved ikke om dette indlæg var ynkeligt, og jeg vil ikke udstille mig selv som værende speciel .. jeg har bare prøvet at fortælle om det så godt jeg nu kunne.