Jeg har før skrevet om hvordan jeg kan fremkomme arrogant i sociale situationer. Som autist er det ikke altid helt nemt at læse de sociale spilleregler, hvilket kan lede til misforståelser. Det kan også være svært altid at abstrahere fra hvis nogen siger noget man ved er forkert, da man har en underlig trang til at rette på dem. Men hvorfor har jeg den trang, hvordan føles det, og hvad er meningen med det..?
Hvorfor jeg har den trang er et godt spørgsmål. Jeg har altid haft en trang til at kommentere- eller rette på andre hvis de sagde noget, jeg vidste var forkert. Ikke for at føle mig overlegen eller noget, for den type er jeg ikke. Tværtimod har jeg lav selvtillid og er usikker på mig selv. Nej, jeg tror faktisk mest af alt det er fordi jeg enten gerne vil være en del af samtalen og bidrage med noget, jeg ved noget om - eller også er det for at hjælpe den person, der har sagt noget forkert til at få en anden forståelse. Når man retter på andre kan man nemt fremstå som en arrogant, 'smart' og 'show-off' agtig person, hvilket i mit tilfælde slet ikke er meningen. Det sværeste er hvis personen siger noget forkert indenfor mine særlige interesser, og jeg begynder at nørde helt ud bagefter, så virker jeg nok dobbelt så arrogant.
At have sådan en trang er ikke altid sjovt. Man ved inderst inde at man kommer til at være meget arrogant, men det er også virkelig tilfredsstillende at rette folk, der ikke har ret, og man føler også på en måde at man hjælper nogen. Der er nok en del med autisme der kan sætte sig ind i hvad jeg mener. At rette er ikke ondt ment, og det er ikke for at smække en hammer i hovedet på andre og sige at de er dumme - slet ikke. Måske er det bare svært for os forstå hvordan vi skal komme ind i samtalen, og fakta er nemt at forholde sig til, så man henvender sig i samtalen ved hjælp af faktuelle ting.
Hvad meningen med det er - det har jeg undret mig over i virkelig lang tid. Jeg tror ikke altid, der er en mening med det. Som jeg skrev før er meningen i hvert fald ikke at være ond, nærmere at være oplysende eller deltage i en samtale der er svær at komme ind i. Måske kan man også blive meget passioneret hvis det drejer sig om ens særinteresse, og personen siger noget forkert.
Det var lige et kort indskud for mig, håber det giver en bedre forståelse for 'når autismen klæder sig ud som arrogance'
Ingen kommentarer:
Send en kommentar