torsdag den 16. februar 2017

Et indlæg om kærlighed

Her op til valentinsdag - eller rettere - efter valentinsdag, vil jeg komme ind på et emne, der kan være ret grænseoverskridende. Det er også grænseoverskridende for mig selv at skrive om, men jeg føler at det er et meget vigtigt emne, og det er en del af mig. Jeg tror også, at der findes mange personer med autisme, som føler det samme, så derfor vil jeg gøre opmærksom på det.

Det startede i 4 klasse. Folk begyndte at komme i puberteten - synes henholdsvis drenge og piger var mere interessante. Folk begyndte at synes, sex var sjovt og at seksuelle jokes var sjove. En del af puberteten, jeg aldrig har været med på. Til trods for at jeg fysisk var en af dem, der først kom i puberteten, fandt jeg aldrig kæresteri, sex og lignende ting interessant - tværtimod frastødte det mig virkelig meget. Senere i 7 klasse begyndte vi at have seksualundervisning. Det var forfærdeligt, og jeg forstod slet ikke hvorfor mine klassekammerater grinede af de ting, læreren sagde. Jeg syntes, det var ulækkert, og jeg forstod ikke hvorfor vi skulle lære det ting - for det første ... hvor mange 7 klasses elever har overhovedet sex? For det andet ... der findes da forhåbentlig ikke mennesker der er dumme nok til ikke at beskytte sig hvis de så går i 7 klasse? Jeg vil ikke uddybe mere, for jeg synes det er ulækkert at tale og skrive om.

Da jeg kom i 10 klasse havde de fleste i min omgangskreds prøvet at have en kæreste eller være forelsket. Noget, jeg aldrig har prøvet. Nu går jeg i 2g, og jeg bliver præcis ligeså frastødt af sex og kysseri som jeg gjorde dengang i 4 klasse, hvor folk begyndte at snakke meget om det. Der er mange tanker, der begynder at køre rundt i hovedet. Er jeg umoden, tænker jeg. Hvordan kan det være at jeg som en voksen pige på 18 år bliver så frastødt af kyssescener i film, at jeg slukker fjernsynet? En ting tror jeg er min bakteriefobi. En anden ting tror jeg skyldes det, der hedder aseksualitet. Faktisk synes jeg det er underligt at kalde det en seksualitet, da det på en måde er det modsatte. Det her er grænseoverskridende at skrive om, specielt fordi mange lukker af ved disse emner og siger, at det enten er en fase eller at det er fordi man ikke har mødt den rigtige. Jeg er kommet til konklusion, at jeg har disse aseksuelle træk. Og når I får lyst til at spørge mig, om det er fase - så prøv at spørg jer selv. Var jeres egen seksualitet som 18-årig en fase? Jeg kan sagtens synes at en fyr er pæn, men jeg kan på ingen måder forestille mig at kysse ham eller gøre andre ting med ham.

Men hvad det betyder det så for autismen? Ja, det betyder det at jeg tror de to ting godt kan hænge sammen. Mange autister har svært ved kropskontakt, inklusiv mig selv. Jeg bryder mig knapt nok om at give hånd, men jeg gør det af høflighed. En krammer er udelukket, og jeg får det dårligt af at se mennesker, der holder i hånden. Min autisme gør, at det kan gøre decideret ondt bare at nogen prikker til mig eller rører ved mit tøj.

Men betyder det så at jeg ikke kan føle kærlighed eller romantik? Nej, det tror jeg helt bestemt ikke. Som beskrevet før, kan jeg sagtens føle mig tiltrukket af en fyr, men jeg kan ikke forestille mig at gøre noget som helst med ham, for det frastøder mig. Jeg har aldrig prøvet at have romantiske følelser for nogen, men jeg tror såmænd godt jeg kan. Men så heller ikke mere end det. For mig virker romantik uforudsigeligt og ulogisk - noget, min autistiske hjerne ikke helt forstår. Desuden forstår min hjerne på ingen måder hvorfor så mange mennesker synes det fysiske er så stor en del af et forhold. Er kærligheden ikke i følelserne? Det vil jeg mene, og ikke i handlingerne.

Skriver jeg dette for at I skal synes, det er synd for mig? Selvfølgelig ikke. Som alle andre indlæg på min blog, skriver jeg det for at oplyse om autisme, og om hvordan det - i mit tilfælde - er at leve med diagnosen. Jeg beklager meget, hvis det her indlæg er for specielt, men jeg tænkte at det var et relevant emne, og det er svært at finde autister, der udtaler sig om dette - måske fordi det er så grænseoverskridende et emne.

2 kommentarer:

  1. Kære Cecilie,
    hvor er det fint beskrevet. Jeg kan godt lide din forklaring om, at det ikke er en fase, men det er dig. Tusind tak for at lukke os ind i dine tanker.
    Venlige hilsner Maria (mor til en dreng med IA)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Maria
      Jeg er glad for at du kan lide mit indlæg. At sprede viden om hvordan livet er fra en person med autismes synsvinkel er vigtigt for mig.

      Slet