Det gode og det dårlige ved autisme

Folk spørger mig tit, hvad jeg synes er godt og dårligt ved min autismediagnose. Der er gode ting og der er dårlige ting, og jeg vil skrive lidt om det. Selvfølgelig skriver jeg ikke alle tingene, men dem jeg skriver, er måske de vigtigste ting. Jeg skal nok skrive hver ting kort.

Her vil jeg skrive nogle punkter ved min autisme, der er gode/dårlige eller midt i mellem.

God til at fordybe mig

Jeg er god til at fordybe i de ting, jeg interesserer mig for. Specielt mine såkaldte særinteresser, som jeg bruger meget tid på. Min evne til at fordybe mig kan bruges til mange ting. Jeg er meget god til projektopgaver, og jeg klarer skolearbejde godt og hurtigt. Andre kan måske se den slags ting som nørdede, men jeg finder det meget nyttigt.

Meget perfektionistisk

Jeg vidste ikke om jeg skulle skrive perfektionist under godt eller dårligt, for det er vel begge dele. Jeg har før skrevet et indlæg om, hvordan alt skulle være perfekt, hvordan resultater altid skulle være perfekte og hvordan én enkelt fejl virkelig kunne ødelægge min dag. Min trods disse ulemper, synes jeg det er godt at være perfektionist. Det betyder nemlig, at man gør sig mere umage, og man for det meste også får et bedre resultat.

Objektiv tankegang

Endnu en ting, jeg ikke lige vidste, hvor jeg skulle skrive. At have en objektiv tankegang kan både være godt og dårligt. At se alt i sort/hvid-enten/eller-billeder og ikke være i stand til at indgå kompromisser er måske ikke godt, men min objektive og autistiske tankegang gør mig god til at træffe store beslutninger. Den gør mig stædig, selvom andre måske vil se mig som egoistisk. 

Virkelig stor pessimist

Nu er vi kommet til det knapt så gode. Det er ingen overdrivelse, at jeg er pessimist. Den mindste fejl kan få mig til at tro det værste. Hvis noget er usædvanligt, eller der er ændret noget, jeg ikke har været forberedt på, tror jeg automatisk, at det ikke kan gå godt. Ja, for det meste tænker jeg faktisk, at det slet ikke kan lade sig gøre!

Barnlig og opgivende opførsel når tingene går galt

Jeg er desværre en af dem, der godt kan græde, kaste med ting eller ubevidst provokere andre, hvis jeg bliver sur eller ked af det. Jeg er på ingen måder voldelig, og jeg provokerer ikke fremmede. Det er min familie, det går ud over. Jeg gentager igen, jeg er ikke voldelig (det er noget, mange tror om mig, fordi jeg er autist), men min opførsel bliver måske barnlig eller opgivende, hvis der er noget, jeg bliver ked af eller ikke forstår. Jeg kan let provokere familiemedlemmer, uden jeg egentlig ved, at det jeg siger er provokerende. Jeg forstår først, at jeg har sagt noget provokerende efter jeg har sagt det. 

Manglende forståelse for andre mennesker

Det er måske bagsiden af objektiv tankegang. Jeg er ikke ond, jeg er ikke egoistisk, jeg er ikke led. Det er ikke mine intentioner, men jeg kan let komme til at sige ting, jeg ikke forstår omfanget eller meningen af, før jeg har sagt det. Jeg har også svært ved at forstå, hvornår folk tager imod en undskyldning. Jeg kan sige undskyld 10 gange i træk, men stadig føle, at jeg ikke har sagt undskyld nok. Det er svært at sætte mig ind i andre menneskers tanker, og jeg føler altid, at jeg ender som "rosinbollen blandt chokoladebollerne", altså den anderledes, og temmelig irriterende person, der egentlig bare er til irritation for andre. Selvom jeg ved, at det ikke altid er tilfældet.

Jeg prøvede kort at beskrive gode/dårlige ting ved autisme. Det er et lidt hurtigt skrevet indlæg, men håber at det er godt nok. Jeg var i humør til at skrive et indlæg, men jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle skrive om, så jeg valgte bare at lave noget hurtigt.

I'm not going to write this post in English right now. If you want me to write an English resume of the post, please send me a PM on Facebook. I am a bit and confused as I just returned home from a holiday trip a few days ago.

Sociale arrangementer - hvad gør man?

Dette er sikkert et af mine største problemer. At være social. Hvorfor skal det være så umuligt? Jeg gør alt, hvad jeg kan, og jeg føler, at uanset hvad, er det akavet. Selv, hvis det er familien, jeg er sammen med. 

Når vi har fester, hvor familien er med, vil jeg gerne være med i samtalerne ligesom de andre. Jeg prøver virkelig alt hvad jeg kan, men føler altid, at jeg er akavet eller underlig. Måske er det fordi, at jeg før i tiden var vant til at være akavet og underlig.

At være sammen med folk i det hele taget er meget problematisk. Jeg vil jo så gerne have venner. Jeg føler mig ensom, hvis jeg er alene for lang tid. Jeg føler altid, at jeg ender med at sidde alene, selvom jeg egentlig synes, at jeg er social. 

Det værste af det hele er tiden efter man har været social i lang tid. Man bliver træt og brugt. Forvirret og ked af det, uden at vide, hvad man er ked af. At være social er nemt på internettet eller over sms, men umuligt i virkeligheden.

I denne her uge har der været 3 lange dage med sociale aktiviteter - Sculpture by the Sea med min klasse onsdag, Djurs Sommerland med klassen torsdag og sidste skoledag fredag. Så skete det endelig, fredag formiddag brød jeg helt sammen af bare forvirring og anstrængelse. Jeg skulle have været til fest med min klasse, men jeg kunne ikke overskue det. Da jeg kom hjem, faldt jeg i søvn. Jeg vågnede og fik aftensmad med min far, og så gik jeg i seng igen.

Arrangementer med klassen er måske de allersværeste. Jeg føler, at jeg gerne vil være venner med dem, men at de bare synes, jeg er irriterende, har dårlig humor eller er pågående.

Familiearrangementer er også svære. Her kan jeg godt være mig selv en gang for alle, men jeg er alligevel så bange for at sige noget dumt og åndsvagt. Efter noget tid, bliver jeg nødt til at få ro eller trække mig.

I am blogging in English again.

Being social is probably one of my biggest problems. Why does it has to be so impossible? In social situations I feel like I do anything necessary to get in contact with people, but I still feel awkward. Even if the people I am talking with are family members.

When we are having family arrangements, I want to be a part of the conversations just like everyone else. I do my best all the time, but I am afraid they will think that I am being weird or awkward. Maybe it has something to do with when I was younger. I used to be very shy and awkward.

Social situations can be very unpleasant to me. I want to have friends, but it confuses me. Social situations are no big deal on the internet, but in real life, it can be horrible.

In this week, it has been 3 very long days with lots of social activities. Sculpture by the Sea (Danish and international artists made lots of different sculptures and placed them at Tangkrogen in Aarhus) with my class at Wednesday, Thursday my class and I went to Djurs Sommerland (Danish theme park), and Friday we had our last day of school. Friday morning I became so confused and exhausted that I just began to cry for no particular reason. When I got home, I directly went to sleep. I ate dinner and went to sleep again.

Class arrangements are maybe the most diffucult ones, as I see my class as the group "I am going to be friends with". When I talk to classmate, I feel like they are going to judge me somehow. Maybe I have bad sense of humor.

At føle med andre

Hejsa, det er efterhånden lang tid siden jeg sidst skrev noget, men jeg har bare ikke haft tid og overskud på grund af afgangsprøver. Indlægget i dag kommer til at handle om at føle med andre, og om hvordan min personlighed kan virke upersonlig uden jeg egentlig tænker over det.

Jeg vil først og fremmest skrive - jeg prøver ikke at fremhæve mig selv her. Jeg siger ikke, at jeg led og ond, og jeg siger heller ikke at jeg ikke kan være god mod andre. Jeg siger bare, at jeg tit har svært ved at forstå hvad andre tænker og mener.

Jeg kender en person på internettet. Eller jeg kender hende ikke, men jeg har set hende på en side på Facebook ret tit. Hun skriver altid, at hun har brug for hjælp. Måske har hun kærestesorger, eller også er der noget andet galt. Det er situationer som denne, hvor jeg måske for nogen kan virke følelseskold uden egentlig at være det.

For det første, så forvirrer det mig når folk skriver om sådan noget. Ikke at jeg synes det er irriterende, jeg bliver bare forvirret. For det andet kan jeg ikke sætte mig ind i mange af de ting med kærestesorger og sladder. Måske er jeg bare umoden? Det ved jeg ikke.

Jeg har altid hadet at se romantiske film. De fleste piger på min alder elsker dem, og det får mig til at tænke, at jeg sikkert er umoden. Det jeg ikke kan lide ved dem er, at jeg synes at personernes problemer simpelthen er så ynkelige. Ja, ynkelige er hvad jeg synes, de er. Selvfølgelig bliver man såret hvis ens kæreste er utro, men helt ærligt, hovedpersonen er da også for dum hvis han eller hun går tilbage til kæresten.. øv! Når jeg hører om kærestesorger, pigesladder og sådan nogle ting, tænker jeg tit "hvor dumme kan folk egentlig være?", selvom de nok  ikke er dumme. Bare kede af det. 

Jeg tænker ofte at jeg har en mig-personlighed og en autisme-personlighed, og min autisme-personlighed kan slet ikke tage romantiske film seriøst. Det var ikke for at være ond mod dem der godt kan lide de film, det var bare et eksempel for at vise, hvordan jeg på nogle måder slet ikke kan sætte mig i andres sted.

Et andet eksempel er, når folk taler godt om noget, jeg ikke kan lide. Jeg bliver ikke led eller noget, jeg ignorerer det bare. Selv hvis de også spørger om min mening. Jeg har en ven, jeg somme tider diskuterer politik med, og jeg føler mig tit som en dårlig ven fordi jeg ignorerer meget. Jeg ignorerer ikke for at være flabet eller fordi jeg ikke gider personen, bare fordi samtaleemnet forvirrer mig eller fordi jeg ikke kan lide det, personen snakker om.

Men er jeg egentlig følelseskold, når jeg ignorerer andre og tænker, at folks kærlighedstanker er ynkelige? Måske er min autisme-personlighed lidt følelseskold, men min mig-personlighed er helt klart ikke følelseskold. Jeg kan sagtens få det skidt på andres vegne, specielt hvis det er et problem, jeg selv kan relatere til.

Det blev lidt langt, men det er også første gang i lang tid, jeg skriver. Nu får jeg mere tid til at skrive, da jeg ikke er til prøve mere.

Når verden brænder sammen...

Hejsa, det er længe siden, jeg sidst lavede et indlæg, men nu skriver jeg igen.

Der har i et stykke tid været ret mange, der skrev eller fortalte om, hvordan det føles, når verden brænder sammen eller når man har "kaos" i hovedet. Jeg kan sige med det samme, at det ikke kan sammenlignes med nogen anden følelse. Kaos i hovedet føles på en bestemt måde - ligemeget hvor meget, man prøver, kan man ikke styre det.

Man kan ikke sammenligne kaos i hovedet med en følelse. Mere som ting der sker - et relæ der kortslutter, noget der går i stå eller lignende. En slags klap, der går ned, og så får man en helt andet personlighed, som man ikke kan styre.

Man prøver at styre det, men man ved, at det er umuligt. En episode jeg husker klart, var engang jeg var i Fårup Sommerland med min far. Jeg havde haft en god dag hele dagen, bortset fra der, hvor vi skulle i vandland. Jeg har altid haft svært ved at klæde om sammen med andre. Jeg hader at være nøgen, så jeg plejer altid at klæde om på toilettet. Det kunne jeg så ikke. Samtidig var der ekstremt mange mennesker, og der var skrigende børn. Det er noget af det værste, jeg har prøvet længe. Det vilde er faktisk, at jeg ikke kan huske det ret tydeligt, hvilket jeg plejer at kunne. Jeg husker dog, at jeg begyndte at græde, ryste og trække vejret meget hurtigt, hvilket virkede underligt for nogen, for de spurgte mig om hjælp, men det var som om, at jeg ikke kunne høre eller svare dem. Jeg husker ikke, hvordan jeg egentlig kom ud, men det jeg var træt og svimmel. Jeg følte nærmest, at jeg skulle kaste op eller besvime.

Sådan føles det selvfølgelig ikke hver gang. Det der var bare et slemt tilfælde. De fleste gange føles det som om, at noget går ned, bare på en mildere måde. Man får lyst til at kaste rundt med alt ting. I dag kan jeg sagtens styre mig, men det kunne jeg ikke, da jeg var yngre. 

Kaos i hovedet kommer på forskellige tidspunkter. Det handler tit om, når noget skal planlægges, hvis der er noget, jeg synes er ulækkert, eller hvis der er meget larm. Den bedste måde at stoppe det, er ved at lade mig være i fred. Jeg vil helst ikke være sammen med andre mennesker, hvis jeg får det svært - og endnu værre - hvis nogen prøver at snakke med mig, om mine problemer. Min kaos kan nemt vende tilbage, hvis det er blevet godt, og nogen begynder at snakke om det.

English: I'm taking a break for writing in English for a while. I will start writing in English again later.

Det går mig bare så meget på

Jeg er ked af, at det egentlig er ret ofte, jeg bliver hjemme fra skole. Det er noget nyt, jeg er begyndt på. Jeg får skyldsfølelse ud over det sædvanelige. Jeg ved slet ikke, hvorfor jeg bliver hjemme. Jeg er bare så forvirret og bange om morgenen, når jeg vågner. 

Hvorfor bliver jeg egentlig hjemme? Jeg ved det ikke og engang selv. Det er som om, at jeg bare er så forvirret, at jeg ikke kan klare noget. Jeg har en dårlig periode. Det er umodent og slet ikke uddannelsesparat. Jeg skal snart på gymnasiet, men jeg har en kæmpe frygt for, at min skole sladrer til dem, så gymnasiet skifter mening med hensyn til optagelse.

I modsætning til andre, tror jeg desværre ikke altid på det gode i folk. De fleste jeg kender, tror på det bedste indtil andet er bevist. Jeg er desværre en af de pessimistiske personer, der tror på det dårligste indtil andet er bevist. Ikke kun med personer, men med alt andet. Jeg får angst tanker, hvor jeg bliver ekstremt bange for, om jeg nu har en alvorlig sygdom. Det er for eksempel det, der gør at jeg bliver hjemme i dag. Det er en dårlig og uhensigtsmæssig grund, og det ved jeg skam godt.

Når I læser dette, tænker I garanteret - hvordan i al verden vil hun dog klare sig på gymnasiet, når hun bliver hjemme nu? Svaret er ganske enkelt - jeg er nødt til at komme på gymnasiet. Det er en forpligtelse for at blive der. På Firkløverskolen kan jeg ikke blive smidt ud, og derfor har jeg måske større mulighed for at blive hjemme.

Jeg kommer i skole i morgen. Der vil jeg gøre alt hvad jeg overhovedet kan, for at hænge i til, når jeg skal til prøve. Jeg er så forvirret og ked af det over det her.

I am not going to write this in English as I am very confused right now. I hope it is okay.

Min personlighed er anderledes - men kun på visse punkter

Min personlighed bliver påvirket af autisme. Det er rigtigt nok, men der er mange der tror, at jeg er meget anderledes. Jeg er ikke meget anderledes, men jeg har ting, hvor jeg måske kan virke lidt speciel. Det er noget jeg har tænkt over i et par uger, og derfor ville jeg lave et blogindlæg omkring emnet.

På skolen har vi for sjov taget mange persontypetests. Egentlig tror jeg ikke på den slags, men det var alligevel ret sjovt at prøve det. De tests jeg tog, sagde at jeg var meget objektiv, og at jeg kunne have svært ved nye ting. Det passer meget godt, og det er måske det, som kendetegner min personlighed, som er påvirket af autisme.

Jeg er ikke egoistisk. Det synes jeg i hvert fald ikke selv. Jeg vil faktisk rigtig gerne være et godt menneske! Det er bare supersvært for mig at dele med andre, for eksempel. Der er mange der driller mig med, at jeg er nærig, og det synes jeg ikke selv, at jeg er. I hvert fald ikke ret meget. Det er grænseoverskridende at skrive om det her, da folk sikkert vil synes, at jeg er egoistisk. 

En anden ting er, at den der test sagde, at jeg var objektiv. Jeg tror den mener, at jeg træffer beslutninger ud fra, hvad jeg synes er fornuftigt, og har gennemtænkt for mig selv, og ikke efter en løsning, som mange mennesker i kommet frem til. Igen, jeg kan bedst lide at være alene, og derfor forvirrer det mig også helt vildt meget, hvis jeg skal bruge flere timer på at finde en løsning sammen med andre. For det første føler jeg, at jeg ikke kan få det som jeg vil have det, og for det andet bliver jeg vildt genert, hvis der er for mange, og for det tredje bliver jeg virkelig utålmodig. Jeg tænker inde i mit hoved, at de bare bør komme videre i stedet for at stå der og gøre ingenting. Jeg kan ikke sætte mig ind i deres måde at gøre tingene på, og jeg kommer sikkert heller ikke til det. Jeg mener, at der er noget godt ved at være objektiv, men der er også noget godt ved at være analytisk, som i følge testen var modsætningen. Jeg tror bare - efter de autister som jeg kender - at vi autister er mere objektive end almindelige mennesker, og almindelige mennesker er mere analytiske og bedst kan lide at tage diskussionerne sammen og finde en løsning. Jeg er måske "sort/hvid" og mange andre er "grå/en blanding"

Nogen gange tænker jeg mere på mig selv end på andre. Jeg vil igen ikke sige, at jeg er egoistisk, men jeg har være vildt svært ved at sætte mig ind i, hvad andre vil tænke. Enten overtænker jeg det hele, og tror at folk vil hade mig, eller også glemmer jeg at tænke. Det er som om, at der ikke er en midte.  

Svært ved nye ting? Jeg har meget svært ved nye ting. Jeg skal forberedes, hvis der er noget, jeg ikke har prøvet før. Typisk ville jeg ikke have lyst, medmindre det er noget jeg allerede ved, vil blive godt. Jeg tør ikke tage ret mange chancer, og jeg kan bedst lide den tryghed der er i, at det er noget jeg allerede har prøvet. Det her blogindlæg blev meget langt, og jeg vil stoppe nu.

In English

Autism has influence on my personality. That makes me different from other people. There are many people who think that autism is only about being different. I am not extremely different compared to people without autism, but I have a few "flaws" that might be weird to some people. I have thought about it for some weeks, so I wanted to make a post about it.

We have tried some different personality type tests in my class. Normally, I do not believe in those kinds of tests, but I thought it could be funny to try it, at least. The tests I tried told me that I had an objective personality and I could be afraid of trying new things. Honestly, I think the result suits me very well, and it characterises the parts of my personality, that are influenced by autism. 

I am not selfish. I do not think I am selfish. Even though I might seem selfish to some people, I actually want to be a good person! It is just extremely hard for me to share with others. There are many people who mock me and say that I am cheap. I do not think I am cheap. It is hard for me to write about this, because I am afraid that people will think I am selfish.

Another thing the test said, was that I had an objective personality. I think it has something to do with making decisions. I make the decisions I think are good for me, but I might forget that it could be annoying for other people. It confused me a lot, when I have to talk to others while making decisions. I cannot get it as I want if there are too many people. I am also too shy to discuss my decisions, and I am way too impatient! I hate to talk about important things for too long. I feel like people are just talking and talking, but they are not doing anything. I would rather skip the long conversation and just get my decision through! To be honest, I think that there are both good and bad things about being objective, but also about being analytical - which the test said was the opposite of being objective. I have an idea that many autists are objective like I am. I am not judging anyone, but I know many autists, and most of them feel like I do. In my opinion, there are maybe only two sides of a case - good and bad, while there in other people's minds are good and bad things with both sides.

Some people would call me selfish. I do not want to be selfish, but it is too hard for me to do something good for others, if it is not good for me as well. I think it is part of my autism. It is sometimes very difficult to put myself into other people's place. I really wish I was better.

Hard to try new things? It is indeed hard to try new things! I prefer the old things I have done many times before instead of checking out the new ones. New things can be scary somehow.

This post was too long, so I will end it here.

 

Alenetid

Det er godt for mig at være alene. Jeg kan bedst lide at være alene, men mange tror fejlagtigt, at jeg kun kan lide at være alene. Jeg kan rigtig godt lide at være sammen med andre, men jeg har svært ved at opsøge folk. Det kan føles så akavet, især når man står, og man ved egentlig godt, hvad man skal sige .. men det er bare umuligt at sige det. Det er svært at forklare hvorfor, jeg kan bare ikke. Det er ikke fordi jeg er bange, for jeg føler mig ikke bange. Det er bare det der med at springe ud i det, jeg ikke rigtigt kan. Det er så underligt og irriterende på samme tid. Hvis bare jeg kunne finde ud af det, ville mange ting være lettere.

Når jeg er alene kan jeg tænke på alle de ting, jeg nu tænker på. Min fremtid, hvad der skal ske i weekenden, særinteresser, hvilke fag jeg skal have i skolen, og måske flere forskellige ting. Det er svært at tænke når man er sammen med andre. Det lyder underligt, men jeg har altid haft den idé, at andre kan læse mine tanker. Selvom jeg ved, at det selvfølgelig ikke kan lade sig gøre, så kan jeg ikke lade være med at gå rundt og se, om der er nogen der stirrer på mig. Jeg prøver tit at sige til mig selv, at det slet ikke kan lade sig gøre, og jeg får mig for det meste også overbevist. Det kan bare være ret irriterende til tider.

Når jeg er alene føler jeg ikke, at folk dømmer mig. Selvom det er min tætte familie, kan jeg godt føle at de tænker alt muligt om mig. Måske er de skuffede over mig eller sådan noget. Det er også godt, at jeg kan læse om mine interesser uden andre synes det er underligt eller nørdet. Det er måske underligt og nørdet, og det er jeg godt klar over .. men alligevel foretrækker jeg at gøre sådan noget alene. 

At være alene er bare en god måde at samle sig selv på. Jeg får energi på den måde. Nogen får energi ved hjælp af sport, sociale aktiviteter og sådan noget. Jeg får energi af at være mig selv. Man kan sikkert ikke sætte sig ind i det, hvis man ikke har det sådan. Når jeg er til familiefester eller sådan noget, er det altså ikke fordi jeg ikke gider at være social. Det er måske bare fordi jeg har brug for at tænke eller samle mig lidt. 

In English

I like to be alone most of the time. Sadly, there are many people who think that I only like to be alone. I really like spending time with other people, but it is hard for me to seek out other people. It is very awkward, because I know what to say and when to say it - but it is still impossible for me to say something. It is not because I am afraid or anything, it is just too hard for me. It is weird and annoying at the same time! If I knew how to start conversations, things would be so easy!

When I am alone, I can think about all the things that I like. My future, what is going to happen in the weekend, special interests, the subjects I have in school and many other things. I find it hard to think when there are other people. It sounds weird, but I always get the feeling that other people can read my mind! I know that it is impossible to read minds, but I cannot help looking around in the room to see if someone stares at me. I tell myself all the time that they are unable to "see" what I think about, and most of the time I am able convince myself that it is impossible. 

When I am alone, I get the feeling that people are unable to judge me. Even though the people in the room is my close family, I still think that they judge me. Maybe they are disappointed in me or something like that. Another good thing is that I can read about my special interests without anyone who thinks I am a weird nerd. I know that special interests are weird, but I prefer being alone when I read about it.

Being alone is for me a good way to gain energy. Some people get energy by sports or social activitie. It is probably hard for other people to understand. When I go to another room at the family dinners, it is not because I want to be alone all of the time. I want to be social, but I need to get some power or energy.