Jeg har altid haft det på den måde at der er et eller andet galt. Enten er jeg bange for noget, eller også har jeg dårlig selvtillid. Der er aldrig en periode i mit liv, hvor jeg tænker klart og har positive tanker. Det er som om, at det er det pessimistiske der spiller en rolle i mit liv, og jeg på ingen måde kan sætte mig ind i det optimistiske. For mig virker det optimistiske drømmende og urealistisk, og jeg ser på en måde det at være optimist som det samme som at være naiv.
I dette øjeblik har jeg en anden følelse, jeg ikke har prøvet at have før - følelsen af tomhed og desperation for at komme videre. Misforstå mig ikke, at være barn og fri for bekymringer er fedt, men det er også forvirrende når man bliver 18 år næste gang, og man om kun få måneder er voksen og har det ret svært derhjemme. Jeg har det svært i hovedet fordi jeg ikke kan finde ud hvad der skal ske. Min drøm er at flytte hjemmefra hurtigst muligt, men da jeg ikke ved om det kan lade sig gøre, må jeg gå rundt i konstant uvished indtil jeg får noget af vide. Det fylder meget i min hverdag.
Men for at vende tilbage til det med, at der altid skal være noget galt. Måske er det fordi jeg er så pessimistisk og tænker "Det kan da umuligt gå så godt - der må jo være et eller andet galt". Sådan kan jeg nemt komme til at tænke. Jeg bliver altid bedt om at tænke positivt, men jeg nægter som regel at tænke positivt fordi jeg ikke vil være naiv og godtroende. Jeg siger altid til dem, der beder mig om at tænke positivt at jeg nok skal gøre det, selvom det egentlig bare er en stor løgn. Jeg vil gerne tænke realistisk, altså hvis jeg kunne tænke en blanding mellem det pessimistiske og det optimistiske, men det kan jeg ikke. Det er desværre enten eller. Der findes ikke det, der er midt i mellem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar