Forandringens tid

Det er meget lang tid siden jeg sidst skrev et indlæg, og det skyldes at jeg havde meget at tage mig til i skolen, jeg havde mange samtaler på kommunen osv. Jeg har endelig overskud til at skrive et indlæg igen, til trods for at jeg faktisk har en del stress på i dag, da jeg skal ud at rejse i morgen. Min blog har i nogle måneder været inaktiv på grund af en del stress. Jeg arbejder nemlig på, at jeg skal flytte hjemmefra hurtigst muligt fordi - ja, jeg trænger til at være min egen og bo selv. Jeg har af de grunde rendt til samtaler på kommunen og hos forskellige mentorer for at blive afklaret med mine muligheder. Det er nemlig ikke helt enkelt når man for det første er under 18, og man for det andet har autisme. 

Samtidig har jeg også været til årsprøve på mit gymnasium og jeg har skrevet Dansk/Historie opgave. Årsprøverne gik rigtig godt - Dansk/Historie opgave - knapt så godt. For at være ærlig, går jeg i øjeblikket rundt og krydser fingre for, at jeg overhovedet har bestået.

Men for at vende tilbage til at flytte hjemmefra. Jeg har i mange år drømt om at bo selv. Da jeg startede med det var det en utopisk og urealistisk drøm, da jeg ikke ejede selvstændighed og da jeg ikke og engang kunne lægge tøj sammen selv. Der er gået 3 år siden jeg var 15 og håbede på at blive mig selv for første gang. Jeg har et godt forhold til mine forældre, men mine forældre er skilt og har to forskellige regelsæt hvilket har været svært for mig at skælne i mellem. Det har givet mig så meget kaos i hovedet, at jeg måske har spurgt om åndssvage ting og brudt regler, uden jeg egentlig var klar over det. Men at jeg flytter har dog intet med forholdet til mine forældre at gøre - for de betyder selvfølgelig meget for mig.

Jeg har valgt at kalde indlægget her for "Forandringens tid" fordi jeg snart bliver voksen. Jeg bliver snart 18. I princippet må jeg tage kørekort nu, men jeg gider ikke. Om meget kort tid må jeg stemme og deltage i demokratiet. Jeg må egentlig gerne flytte hjemmefra nu, det er bare virkelig kompliceret. Jeg må snart købe cigaretter - ikke at det kommer til at ske, men skriver det bare for at pointere de ting jeg kan.

Den vigtigste forandring bliver nok at jeg skal flytte hjemmefra, selvom jeg altid har sagt at det jeg glæder mig mest til ved at blive voksen er at stemme. Det glæder jeg mig virkelig også til, men nu hvor det er ved at være tid til, at jeg skal flytte hjemmefra, kan jeg godt mærke at det er mere spændende end at stemme - hvem troede det var muligt at finde noget, der var det. Jeg har allerede fået skaffet en del ting, jeg mangler bare at få de sidste aftaler på plads og selvfølgelig et sted at bo. Kommunen og min mentor har anbefalet mig at jeg ikke skal bo i bofællesskab, men at jeg skal have bostøtte. Kravet om bostøtte kan jeg godt forstå, fordi jeg er paranoid overfor alle mulige ting, der til tider er ulogiske. Jeg er som sagt også bange for bakterier. Om jeg kommer til at leve renligt er ikke spørgsmålet, for det ved jeg at jeg gør - spørgsmålet er nærmere om jeg overhovedet tør at gøre noget rent i første omgang fordi jeg er så nervøs for at røre ved beskidte ting.

Jeg skal have min egen lejelighed, gerne en lille en. Jeg går efter 1-værelses lejlighed i Randers så det er tæt på skolen. Jeg vil ikke have meget plads, da det uden tvivl ville være unødvendigt og det ville også forvirre mig. Det skal ikke være kollegieværelse, da jeg måske kommer til at bo sammen med nogen med et andet livsyn eller nogen, der ønsker andre regler end mig, og det ville irritere mig endnu mere end hvis jeg skulle bo på skift hos mine forældre.

Det blev ikke mere for denne her omgang. Jeg håber på at skrive mere, når jeg kommer hjem fra Rom. Jeg regner med at have mere tid fordi jeg har ferie, og så er jeg ikke så stresset som i de sidste par måneder.

Hvorfor skal der altid være noget galt?

Jeg har altid haft det på den måde at der er et eller andet galt. Enten er jeg bange for noget, eller også har jeg dårlig selvtillid. Der er aldrig en periode i mit liv, hvor jeg tænker klart og har positive tanker. Det er som om, at det er det pessimistiske der spiller en rolle i mit liv, og jeg på ingen måde kan sætte mig ind i det optimistiske. For mig virker det optimistiske drømmende og urealistisk, og jeg ser på en måde det at være optimist som det samme som at være naiv.

I dette øjeblik har jeg en anden følelse, jeg ikke har prøvet at have før - følelsen af tomhed og desperation for at komme videre. Misforstå mig ikke, at være barn og fri for bekymringer er fedt, men det er også forvirrende når man bliver 18 år næste gang, og man om kun få måneder er voksen og har det ret svært derhjemme. Jeg har det svært i hovedet fordi jeg ikke kan finde ud hvad der skal ske. Min drøm er at flytte hjemmefra hurtigst muligt, men da jeg ikke ved om det kan lade sig gøre, må jeg gå rundt i konstant uvished indtil jeg får noget af vide. Det fylder meget i min hverdag.

Men for at vende tilbage til det med, at der altid skal være noget galt. Måske er det fordi jeg er så pessimistisk og tænker "Det kan da umuligt gå så godt - der må jo være et eller andet galt". Sådan kan jeg nemt komme til at tænke. Jeg bliver altid bedt om at tænke positivt, men jeg nægter som regel at tænke positivt fordi jeg ikke vil være naiv og godtroende. Jeg siger altid til dem, der beder mig om at tænke positivt at jeg nok skal gøre det, selvom det egentlig bare er en stor løgn. Jeg vil gerne tænke realistisk, altså hvis jeg kunne tænke en blanding mellem det pessimistiske og det optimistiske, men det kan jeg ikke. Det er desværre enten eller. Der findes ikke det, der er midt i mellem.

Nu sidder jeg her til en time

Hvor uhensigtsmæssigt det end er, så sidder jeg og skriver dette indlæg midt i min billedkunsttime. Jeg synes, at det ville være perfekt tidspunkt at fortælle lidt om, hvordan min hjerne ikke kan følge med, når tingene bliver for abstrakte og analytiske. 

Jeg er ret så konkret tænkende, det er lidt et problem når man har billedkunst og man måske til eksamen i det. Jeg får dårlige karakterer i faget fordi jeg ikke forstår formålet og kan se mellem linjerne og fange den røde tråd, som det hedder. På de fleste punkter er jeg konkret tænkende: dvs når det omhandler emner, man skal forholde sig analytisk til. Jeg kan ikke analysere et billede, en novelle eller en bog. Jeg forstår simpelthen ikke altid baggrunden for handlingerne medmindre jeg får det direkte af vide. Det er fordi jeg har svært ved at forstå mennesker og deres måder at tænke på, måske. 

På andre punkter kan jeg med lethed tænkte abstrakt: Jeg kan godt lide "hvad nu hvis?" spørgsmål og fantasere mig til, hvad der mon vil ske hvis forskellige scenarier sker, også selvom de måske er ret urealistiske. Men det handler jo heller ikke om mennesker, så det er lettere at forholde sig til. Det kan være alle mulige mysterier jeg tænker over i emner alt fra verdensfred, det politiske billede i Danmark, universets fremtid, hvad der ville ske hvis der kom et jordskælv i Danmark og sådan nogle ting. Det kan både være positive og negative ting, jeg tænker over. Men én ting har de til fælles: de handler ikke om, hvordan menneskerne vil føle og reagere, men om hvad der helt overordnet vil ske.

Men for at vende tilbage til min manglende forståelse for fag som billedkunst - nu går jeg i en klasse for autister, jeg føler til dels at jeg ikke kan følge med i forhold til de andre. Nogen af os har problemer med analyser, mens andre er virkelig gode. Jeg er klart en af de dårligste, hvis ikke den dårligste. Jeg kan godt lide at tegne og være kreativ med at tænke på min fantasi og bringe forskellige ting til livs, men jeg er ikke specielt god til at tegne - det gør det dog ikke mindre sjovt altid. 

Det blev et ret kort indlæg, men jeg skulle selvfølgelig også skrive det mens jeg havde time. Det kom jeg lige i tanke om. 

At bryde ud af comfort-zonerne

Nogle gange prøver jeg bevidst at bryde de trygge rammer, ikke for at prøve livet af og se, om der sker alt muligt med mig. Når jeg taler om at bryde de trygge rammer, handler det ofte om småting som spil og vaner, jeg plejer at gøre. Jeg er en stor perfektionist, og i starten da jeg skrev med mine venner, prøvede jeg at skrive så grammatisk korrekt som muligt. Hvis jeg skulle skrive noget på engelsk, gik jeg ind på online ordbøger for at sikre mig, at jeg ikke lavede fejl. For noget tid sid begyndte jeg at skrive mere afslappet, og jeg googlede ikke længere alle ord bare for at være sikker. Det har ændret meget, men det var så ekstremt grænseoverskridende i starten. Hvordan ændrede det sig? Lad mig sige det på den måde, at jeg ikke googler ord mere medmindre det skal være meget formelt. Og jeg kan faktisk godt skrive afslappet nu. Måske er det fordi, jeg har lagt mærke til, at andre gør det samme. 

I dag i mit spil prøvede jeg at bryde en anden comfort-zone, som også handler om en form for perfektionisme. Jeg er stor pokemon-fan og spiller spillene ret ofte, også selvom mange måske vil mene, at jeg bør være vokset fra den slags. Men sagen er den, at jeg altid har spillet sådan at mine pokemoner - de væsner man skal fange i spillet, man kan have seks af dem på sit hold - skulle være i samme level, de skulle have samme køn, og de skulle meget gerne stå i alfabetisk orden når jeg ikke brugte dem på mit hold. Når man ikke bruger sine pokemoner, kan man smide dem ind i en slags computer. Der sorterede jeg dem efter hvilket element de tilhørte - pokemoner tilhører elementer - og bagefter i alfabetisk orden. Ja, at spille pokemon med mig er virkelig kompliceret. I dag har det lykkedes mig at bryde næsten alle af de mønstre, og det har været ligeså grænseoverskridende som det med grammatikken. Det er måske ikke normalt, at man får uro i hovedet og decideret hovedpine af at se oversigten over sit hold, og man føler det er en stor bunke rod. En anden ting, så skulle min karakter i spillene ALTID hedde Cecilie og være en pige, ellers kunne jeg ikke sætte mig ind i det. I dag er min karakter en dreng - selvfølgelig bare for at prøve, om jeg kan overskride den grænse. Mine pokemoner har forskellige køn. Dog kan jeg på absolut ingen måde bryde det med, at pokemonerne skal være i samme level. Jeg bliver stresset bare ved tanken.

Men jeg har stadig mange mønstre, jeg nok bør bryde. Jeg skal stadig tjekke om der tyggegummi under bordene offentlige steder, jeg skal stadig tjekke komfuret 4 gange og jeg skal stadig kigge efter edderkopper og hvepse under sengen. Også selvom tankerne virkelig ingen mening giver .. hvorfor skulle der være en hveps på mit værelse om vinteren?

Et sted hvor jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan leve med mine mærkelige tanker er i bussen. Jeg hader at køre bus, det er så beskidt og roddet et sted, der er en masse mennesker og mange af dem lugter af sved og alkohol. Jeg er ekstremt bange for tyggegummi, så fordi jeg har en frygt for at finde det under bussæderne, står jeg nu op i bussen. Lugten i bussen er stadig ved at tage livet af mig, men jeg har da i det mindste et halstørklæde jeg kan gemme mig i.

Situationen, hvor jeg for alvor tabte ansigtet

Jeg har før skrevet om at tabe ansigtet, en underlig følelse af angst og skam blandet med at være virkelig, virkelig flov over sig selv. Nu vil jeg fortælle om en situation, jeg oplevede i går. Det er ikke en situation, jeg ret godt kan lide at snakke om, men nu skriver jeg det for at få de irriterende tanker i mit hoved jaget væk en gang for alle.

I går var jeg til eksamen (jeg går på gymnasiet i 1.g i en klasse for unge med autisme). Jeg havde været nervøs for at komme op til eksamen. Mest af alt fordi jeg aldrig har prøvet at være til mundtlig eksamen på et gymnasium før, og fordi min computer ikke virkede, så jeg kunne ikke få printet mine ting ud. På vej til skolen var jeg ikke specielt nervøs, måske var det ikke rigtigt gået op for mig. Da jeg så dukkede op, fik jeg det dårligere og dårligere. Jeg fik en slags mini-nedsmeltning da jeg skulle have printet mine ting ud, for det gik alt for langsomt, syntes jeg. Jeg nåede ikke at få det hele med, for jeg var væk inden da. Og værst af alt, blev jeg desperat og ked af det på læreværelset, hvor printeren var, så jeg kollapsede på gulvet ligesom da  jeg var yngre. Nærmest til offentligt skue for gymnasiets personale, der sikkert var ekstremt trætte af mig, fordi jeg larmede. Og jeg snakkede ikke så pænt til den lærer, der prøvede at hjælpe mig.

Men det er slet ikke det værste. Da jeg kommer op til prøven går jeg ind, temmelig anspændt. Jeg trækker et emne, som viser sig at være biologi. Det var det emne, jeg havde håbet på, men jeg havde glemt at notere mange ting, og jeg havde ikke alle papirer, så jeg måtte improvisere, hvilket gjorde mig ekstremt forvirret. Jeg begyndte at græde og blive desperat, og jeg sagde en masse åndsvage ting om mig selv. Det eneste der fyldte i mit hoved var, at jeg skulle have mere end 4. Af angst knækkede jeg min blyant i mange små stykker, og der var tale om en tyk blyant. Jeg kradsede et stort hul i min hånd, og jeg har grimme sår i dag. Mine lærere prøvede desperat at få mig til at blive rolig, men jeg kunne slet ikke. De andre elever i min klasse kunne med sikkerhed høre mig, og det samme kunne dem fra de andre klasser. Det var så flovt. Fordi jeg nærmest ikke fik sagt noget fagligt til den prøve, fik jeg 4 som jeg havde frygtet. Jeg blev endnu mere ked af det, og kollapsede igen på gulvet og råbte grimme ting om, at jeg ville dø og alt muligt. Jeg husker faktisk ikke mere, hvad der skete udover at  min mentor fra klassen guidede mig væk og folk kiggede på mig som om jeg var en voldelig psykopat. 

Da jeg kom hjem aftalte min far, at jeg kunne kom til re-eksamen et par timer senere. Det kom jeg, og der tog jeg det mere roligt .. jeg er dybt ked af, at jeg kunne komme med så uacceptabel en opførsel på et gymnasium, der gerne vil have elever, der forholder sig modent til tingene. Jeg er meget umoden på det punkt, og det fik mig til at tænke, om gymnasiet overhovedet er interesseret i at have en som mig. Min mentor mener, at jeg nok skal blive student derfra, hvilket jeg også rigtig gerne vil. Men hvad med de andre elever? Efter sådan en episode er jeg med sikkerhed blevet udstødt fra klassen.

16 spørgsmål og ting jeg tit for af vide som autist

Jeg ved ikke om jeg har lavet et indlæg som dette før, så nu gør jeg det. Jeg får mange forskellige spørgsmål, og jeg kan godt lide, når folk interesserer sig for autisme. Det betyder jo, at de vil vide mere. Det jeg ikke kan lide, er når spørgsmålene får en slags fordomsfuld tone, hvilket det nogle gange lidt kan lyde som om.

Men .. du ligner jo ikke en autist?

Jeg ved ikke om det er et spørgsmål eller ej, men i hvert fald er det noget underligt noget at sige. Autister ser ikke ud på bestemte måder. De er forskellige ligesom folk uden autisme er forskellige. Det er her man godt kan få lyst til at spørge, hvordan de mener, en autist ser ud.

Hvorfor har du autisme?

Det ved jeg ikke! Men min umiddelbare idé er, at nogen i min familie har eller har haft autisme.

Gider du ikke at have venner?

Selvfølgelig vil jeg have venner. Det er bare meget hårdt for mig at være social hele tiden. Det kræver meget energi at forberede sig til at være sammen med folk - og endnu mere energi kræver det rent faktisk at gøre det.

Blev du mobbet i skolen?

Ja, da jeg gik i de små klasser.

Er det ikke bare teenageproblemer? Der er jo så mange, der har noget nu om dage.

Nej, det er bestemt ikke teenageproblemer. Jeg blev diagnosticeret da jeg var 7 år. Og jeg tror, at grunden til at der er så mange med psykiske problemer "nu om dage" er fordi psykologerne er meget dygtige.

Har du specielle evner?

Altså, jeg kan hverken flyve eller trække vejret under vand, men jeg har en god hukommelse indenfor bestemte emner. Jeg vil ikke kalde det en evne, for det er jo ikke noget ekstremt. Der er også mange mennesker uden autisme, som har gode hukommelser.

Er du autist fordi du blev misrygtet som barn?

Som sagt ved jeg ikke, hvorfor jeg er autist, men jeg kan hurtigt udelukke, at det er fordi jeg blev misrygtet. For jeg blev ikke misrygtet! Jeg havde/har en rigtig god og tryg barndom.

Har dine forældre et misbrug?

Nej!

Tager du medicin for autisme?

Nej, det gør jeg ikke. Men nogen gør, og det er også fair nok.

"Ærligt, så tror jeg at autisme er noget medicinalindustrien har fundet på for at sælge medicin"

Ikke et spørgsmål, men jeg hører den tit, så den skulle nævnes. Nej, det tror jeg ikke .. det der lyder for mig mere som en konspirationsteori, og hvis man tror på den slags teorier kan man ligeså godt tage sølvpapirshatten på med samme.

Er du retarderet?

Nej, men nogen autister er. Vi er alle forskellige, der er ikke en autist der er ens.

Har du tics?

Ja, men ikke i et voldsomt omfang. Jeg flapper med hænderne, blinker med øjnene og rynker øjenbryn.

Kan du ikke holde ud at have bestemt tøj på?

Jeg kan holde ud at have rigtig meget tøj på, dog med begrænsninger. Jeg kan ikke holde til at have trøjer og kjole på, hvor halsen går for langt ned, da jeg fryser meget nemt. Striktøj er heller ikke mig medmindre jeg har noget indenunder, da jeg synes det kradser.

Kan du læse folks intentioner?

Slet ikke! Men i modsætning til mange autister, tror jeg det værste om andre, hvilket tit forhindrer mig i at få venner. Det gode ved det her er så, at jeg er svær at narre.

Er du et ordensmenneske eller et rodehoved?

På nogle områder er jeg et rodehoved og på andre er jeg det største ordensmenneske der findes. Mit værelse er meget rodet, men jeg ville aldrig i mit liv kunne holde ud at være i et roddet køkken i ret lang tid.

Har du rutiner og ritualer?

Rutiner? Nej. Ritualer? I den grad! Meget planlægning gør jeg i hovedet, så jeg bryder mig ikke om, når man nærmest planlægger for planlægningens skyld, men jeg har ritualer jeg er nødt til at gøre for at kunne "fortsætte" til næste skridt, hvis man kan sige det sådan. Jeg kan ikke sove før jeg har tjekket ovnen og døren 4 gange.

Når autismen bliver min fordel

Oftest hører man om de negative sider af autisme, hvilket jo også er dem, man nok lægger mest mærke til, da det er dem der gør, at man er anderledes end andre. I mit tilfælde er jeg ked af, at der er mange ting, jeg nok ikke kan på samme niveau som andre - socialisere, være i områder med høj larm og stærk lugt eller steder med mange mennesker på lidt plads. Ting som disse kan give mig kaos i hovedet og nedsmeltninger, så jeg måske først bliver frisk dagen efter. På trods af dette, kan jeg alligevel ikke sige, at jeg vil leve uden autisme. Hvorfor ikke? Fordi jeg aldrig har prøvet. Det ville da være uhyggeligt at udsætte sig selv for noget ukendt og uhyggeligt, der måske vil ændre en masse ting ved en. Måske vil min personlighed, mine interesser, mine holdninger eller måske min intelligens blive ændret, hvis jeg blev kureret for autisme. Måske ville jeg inderst inde blive et helt andet menneske? Jeg tror jeg har skrevet om det før, men jeg kan kun blive ved med at skrive det. Som autist ønsker jeg ikke at blive kureret. Jeg ønsker ikke at "normal", for måske vil det have bekostninger. Og jeg kender mange autistiske personer, der siger det samme.

For mig kan autisme være en fordel, selvom det lyder ret underligt. Jeg er meget dårlig socialt, men til gengæld er jeg ekstremt skeptisk, hvilket gør mig i stand til hurtigt at vurdere, om folk lyver. Selvom jeg tit gætter forkert, og folk overhovedet ikke lyver i modsætning til hvad jeg tror, føler jeg stadig, at det er betryggende at være skeptisk og pessimistisk. Jeg føler lidt, at det er en slags beskytter for folk og ting, der vil mig noget dårligt. Det er selvfølgelig trist at tro, at alle mennesker vil en noget skidt, men for mig hjælper det. 

Mange piger i min alder døjer med kæresteproblemer og idéer om, at drengene ikke elsker en tilbage, hvis man elsker dem. Fordi jeg er pessimistisk og skeptisk som person har kærester aldrig sagt mig noget. Faktisk synes jeg bare, at kærlighed er irriterende og ligegyldigt. Jeg forstår ikke, at folk går så meget op i det. Jeg ser det lidt som en fordel at jeg er så afvisende, da efter hvad jeg lægger mærke til ser ud som om, at kærlighed leder til, at man gør en masse ting, der slet ikke giver mening. At man begynder at tænke på en svævende, naiv måde, hvor man nærmest glemmer at tænke på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre.

Autisme bliver min fordel og min ulempe med hensyn til hukommelse og intelligens. For på visse områder er jeg meget intelligent, men kommer det til det f.eks. det sociale eller det kropslige, der jeg meget bagud for min alder. Jeg har meget dårlig balance og jeg kan knapt nok gribe en bold. Til gengæld er jeg ret god til skolearbejde, hvilket jeg ser som en klar fordel. 

Så på den måde har jeg fordele med min autisme. Jeg har også ulemper, men det var ikke meningen med dette opslag. Meningen var at gøre folk mere og mere opmærksomme på, at det ikke er kuren, man skal prøve at finde, men plads til, at man kan være autist uden at blive set som et sygt eller handicappet menneske som er til besvær. Bare som en person, der har det svært med forskellige ting.