Jeg har før skrevet om at tabe ansigtet, en underlig følelse af angst og skam blandet med at være virkelig, virkelig flov over sig selv. Nu vil jeg fortælle om en situation, jeg oplevede i går. Det er ikke en situation, jeg ret godt kan lide at snakke om, men nu skriver jeg det for at få de irriterende tanker i mit hoved jaget væk en gang for alle.
I går var jeg til eksamen (jeg går på gymnasiet i 1.g i en klasse for unge med autisme). Jeg havde været nervøs for at komme op til eksamen. Mest af alt fordi jeg aldrig har prøvet at være til mundtlig eksamen på et gymnasium før, og fordi min computer ikke virkede, så jeg kunne ikke få printet mine ting ud. På vej til skolen var jeg ikke specielt nervøs, måske var det ikke rigtigt gået op for mig. Da jeg så dukkede op, fik jeg det dårligere og dårligere. Jeg fik en slags mini-nedsmeltning da jeg skulle have printet mine ting ud, for det gik alt for langsomt, syntes jeg. Jeg nåede ikke at få det hele med, for jeg var væk inden da. Og værst af alt, blev jeg desperat og ked af det på læreværelset, hvor printeren var, så jeg kollapsede på gulvet ligesom da jeg var yngre. Nærmest til offentligt skue for gymnasiets personale, der sikkert var ekstremt trætte af mig, fordi jeg larmede. Og jeg snakkede ikke så pænt til den lærer, der prøvede at hjælpe mig.
Men det er slet ikke det værste. Da jeg kommer op til prøven går jeg ind, temmelig anspændt. Jeg trækker et emne, som viser sig at være biologi. Det var det emne, jeg havde håbet på, men jeg havde glemt at notere mange ting, og jeg havde ikke alle papirer, så jeg måtte improvisere, hvilket gjorde mig ekstremt forvirret. Jeg begyndte at græde og blive desperat, og jeg sagde en masse åndsvage ting om mig selv. Det eneste der fyldte i mit hoved var, at jeg skulle have mere end 4. Af angst knækkede jeg min blyant i mange små stykker, og der var tale om en tyk blyant. Jeg kradsede et stort hul i min hånd, og jeg har grimme sår i dag. Mine lærere prøvede desperat at få mig til at blive rolig, men jeg kunne slet ikke. De andre elever i min klasse kunne med sikkerhed høre mig, og det samme kunne dem fra de andre klasser. Det var så flovt. Fordi jeg nærmest ikke fik sagt noget fagligt til den prøve, fik jeg 4 som jeg havde frygtet. Jeg blev endnu mere ked af det, og kollapsede igen på gulvet og råbte grimme ting om, at jeg ville dø og alt muligt. Jeg husker faktisk ikke mere, hvad der skete udover at min mentor fra klassen guidede mig væk og folk kiggede på mig som om jeg var en voldelig psykopat.
Da jeg kom hjem aftalte min far, at jeg kunne kom til re-eksamen et par timer senere. Det kom jeg, og der tog jeg det mere roligt .. jeg er dybt ked af, at jeg kunne komme med så uacceptabel en opførsel på et gymnasium, der gerne vil have elever, der forholder sig modent til tingene. Jeg er meget umoden på det punkt, og det fik mig til at tænke, om gymnasiet overhovedet er interesseret i at have en som mig. Min mentor mener, at jeg nok skal blive student derfra, hvilket jeg også rigtig gerne vil. Men hvad med de andre elever? Efter sådan en episode er jeg med sikkerhed blevet udstødt fra klassen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar